Performing Landscapes – tværæstetiske møder med naturen

Festivalen Performing Landscapes under Metropolis er kommet godt i gang i det urbane rum og den vildtvoksende natur på Refshaleøen. ISCENE gør status efter den første weekend fyldt med poetiske og hjertevarme performances, der sætter sine tydelige spor mellem natur og mennesker.

Stemningen summer på 1. sal i Metropolis’ store sal på Refshaleøen – godt gemt bag gamle værksteder, både og rustne anhængere. Men her er der liv, vilje og engagement for området og for kunsten som bindeled mellem natur og mennesker. I alt 15 kunstnere tager os i denne første weekend af Performing Landscapes med på forskellige oplevelsesture i området.

Deltagerne har kunnet vælge mellem fem forskellige temaer til at skabe overblik, Sensing Places, Alternative Futures, Healing Rituals, Sounding Bodies, og Material Matter. Alle fem indgange undersøger kunstens rolle og muligheder i en klima- og biodiversitetskrise. Gennem deltagelse i værkerne kan vi på egen krop mærke, hvordan vi kan forbinde os og lære at lytte og kommunikere og knytte os til omgivelserne.

LÆS også ISCENEs interview om tankerne bag Performing Landscapes

Sansetræning og sansekomik

Iscenesætter og dramaturg Barbara Simonsen har skabt den poetiske lydvandring Alt vand er tidevand, som vi lytter til gennem høretelefoner. Vandringen går gennem smalle stier og over forhøjninger i landskabet. Hun taler om landskaber udenfor os selv, men også om dem indeni os. Hun taler om græsset under os, som er fra i år, men under os er alle de historiske lag.

Vi sætter os på store sten på kystlinjen og ser ud over alle de andre linjer i havets landskaber. Vi hører om tidevandet, der hæver og sænker sig. Om månens kraft, der også trækker i vores indre kropsvæsker af tidevand. Og om hvordan vi spejler os som mennesker og kroppe i skiftende landskaber af humør, der hurtigt kan skylles over og skifte form. Vi træner sanserne for forbundethed til omgivelserne og udveksler tanker, der tager form af dialogen med landskabet.

I billedkunstner Charlotte Østergaards Community Walk hopper vi i hendes farverige knyttede klæder, som rummer to personer – en i hver ende af en lang knyttet forbindelse. Begge parter kan læne og flette sig ind i utallige konstellationer med de andre par. Og vi går frygtløst til ekstremerne, mens den sære organisme storgrinende fletter sig vej ud i det urbane rum. Vi sansebomber os selv med kollektive forbundne impulser og indtryk indtil udmattelse. Vælter omkuld og prøver at forstå, hvad der lige skete.

På Odysse efter hjem og indre forvandling

Hvad er et hjem? I det dybt fascinerende værk, Sirene, byder skuespiller og teaterskaber Sara Vilardo og hendes datter os velkomne i en lejlighed med te og snacks, som var vi gæster i deres hjem. Vi tager høretelefoner på, lytter og læser en besked: Hvad er de fire ting, du vil tage med dig, hvis du hurtigt skulle forlade dit hjem? Med en personlig rejsetaske begiver vi os ud på en lang, forunderlig vandring i højt tempo gennem området med tankevækkende tekster og lyd i ørene.

Sara Vilardo guider med myndig gestik, så vi føler os trygge i de prøvelser, der venter. Hvert stop er en udfordring inspireret af Odysseen og symboliserer indre forvandling. Gennem mørke underjordiske gange, lukket inde i tæt krat, på et rustent skib og bundet sammen og ledt gennem mistroiske folkemængder, forholder vi os til rejsen som transformation. Hvor meget af os selv kan vi give slip på – og stadig finde hjem? Til sidst træder Sara Vilardo tilbage og sender os afsted med en enkelt håndbevægelse, der synes at sige: Find hjem! Find dit hjem!

Vi er mange nok til at løfte sorgen

I forfatter, billedkunstner og performer, Thomas Lagermand Lundmes, Stedets Spejl samles vi tæt omkring ham. Og om svære emner som skyld, skam og had, som han selv har kæmpet med gennem sit liv. Ikke mindst som følge af utallige overgreb. Det er et rørende og hudløst ærligt selvportræt om at være homoseksuel og forsøge ikke at hade nogen og i stedet selv slås med dårligt selvværd, angst og misbrug.

Som deltagere interagerer vi ved at få små post’its med ord, vi skal sige undervejs i oplæsningen af den poetisk velskrevne, men yderst barske tekst. Den har både dramaturgisk og billedligt en vibrerende krop og sjæl. ”Vi er mange nok til at løfte sorgen,” lyder det i en anden performance, og det passer også her. Den helende, tavse lytning fra os og træerne giver næring til indsigter. Og erkendelser af, at så stor smerte ikke er personlig, men et samfundsanliggende, der skal bæres af fællesskabet.

Billedkunstner Sonja Strange inviterer ind i værket sorgvandring – at forbinde sig, som er endnu et helende værk, der forbinder os til hinanden og omgivelserne gennem stoflige navlestrenge. Sonja Strange har tilmed et instrument, der kan klipses på en plante, og hvis den er i humør til det, deler den generøst sine svingninger med os. I dag en mælkebøttes vidunderlig live-komposition, der kommunikerer bladets bløde strukturer i både melodi og akkorder.

Den store fælles organisme bærer og deler de sorgfulde minder, der måtte opstå ved at forbinde sig til et træ eller en busk. Vi skriver ord eller sætninger om oplevelsen, som vi deler med hinanden i et omsorgsfuldt fællesskab.Det er tankevækkende så mange smukke og poetiske tekster, fællesskabet producerer og deler efter blot en time som forbundne individer – til hinanden og naturen.

Vandre mod alternative fremtider

I Poetiske redskaber af performancekunstner Linh Le ser vi ud over anlægsarbejdet, Lynetteholmen, hvor By og Havn bygger en ny bydel med 20.000 boliger. Vi er bevæbnede med nogle af deres værktøjer, som vi skal forsøge at finde en alternativ funktion for. Hvordan kan vi understøtte de tilbageværende arter, der har haft deres liv her siden 80’erne? Pilen, blomsten og syrenen med det lange rodnet giver nye perspektiver på menneskers indgriben, når vi kan relatere til deres særlige egenskaber og de funktioner, de har opfyldt.

I Senseous Lerning af Sisters Hope sidder performeren klar og skiller sig med sit grafisk skarpe, sort/hvide antræk ud i den industriprægede baggård. Looket fuldendes med et hvidt slør og sort bind for øjnene. Vi hilser hende og samler os som en hale bag hende. “Are you connected”, spørger hun, da vi også har fået bind for øjnene. Og jo, i gåsegang bevæger vi os efter hende som én organisme med et greb i hendes lange bælte af stof.

Over asfalt, fliser, trin og til sidst på græs, hvor vi lægger os og glider ud og ind af bevidsthed omsluttet af blid musik i vinden og spørgsmål til fremtiden. Til slut kommer lyset atter ind og vi kan vælge at se mod cruiseskibet i havnen. Eller ud over vandets mulighed for bølgende ro, der også vugger i sindet efter den blinde vandring og nærheden til jorden.

Troen på, at noget nyt springer frem

Vi stopper ved en stenbunke. Flere af dem møder vi på vores minivandring over det øde område, hvor Copenhell allerede er ved at varme op til en anden af årets festivaler. Heavy-soundtracket glider dog snart i baggrunden, da Peter Vadim materialiserer sig fra en bunke af plast. Sodet og klædt i pjalter af plast guider han os med vink og sirligt skridende trin gennem turen, der udfolder sig som en dagdrøm om en rejse, Daydream Dialogues.

I en fortsat vekslen mellem langsom, men målrettet gang, og små visualiseringsøvelser skaber vi hver sin rejse, der af og til krydser hinanden med bevægelser eller ord ridset i grus. Vadims persona signalerer katastrofisk undergang. Men performancen fastholder som de øvrige i kategorien Alternative Futures troen på, at noget nyt kan springe ud af mødet mellem kunst og natur.

Hvordan kan vi være med verden?

I næste weekend, 16-18. maj, spiller 15 nye performances på festivalen, der allerede i løbet af den første weekend har vist en flot spændvidde i de mange forskellige greb på festivalens overordnede undersøgelse af, hvad kunsten kan og hvordan vi kan være med en verden ramt af økokrise.

Performing Landscapes er en kærkommen mulighed for at synke ind i mentale og fysiske landskaber præget af brud, forfald og nye åbninger. Det stadig lidt afsondrede område befordrer også en festivalstemning af fællesskabsfølelse, som får yderligere næring mellem forestillingerne, hvor snakken går livligt ved samlingspunktet, hvor man også spiser sammen som en del af arrangementet.

LÆS hele programmet her

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Metropolis med fuld redaktionel frihed for ISCENE.