Strejf af Stage – de små diamanter i hjørnerne af festivalen

CPH Stage er netop afsluttet med uddelingen af Årets Reumertpriser. Festivalprogrammet bød på en del forestillinger, som ISCENE allerede har anmeldt, så årets festivalrapport er blot et kort strejftog gennem fire mindre produktioner, der alle skilte sig ud med interessante greb på aktuelle temaer.

CPH Stage samler hvert år en række forestillinger, der har været spillet rundt omkring i landet med det, der aktuelt spiller i København. Jeg har svært ved at finde en linje i programmet, der i år heller ikke i udpræget grad lykkedes med at tiltrække større, prægnante produktioner fra provins og udland. Som fx Anita-trilogien fra Aalborg Teater sidste år.

Måske skal festivalprogrammet mest opleves som en pose blandede bolsjer, mens festivalen selv sætter sine mærker med talks, workshops og debatarrangementer, der især henvender sig til scenekunstbranchen selv. Det sagt, kan man naturligvis finde masser af vidunderlige forestillinger, der får en ekstra chance for at møde publikum under festivalen.

Poesien i et univers af rædsel

Aveny-T lagde hus til en række forestillinger og talks under festivalen, således også til Teater Metamorfoses poetiske Paperlicious. I en stiliseret koreografi udspiller en skabelseshistorie sig, da et lille væsen af papir kommer til live og vokser sig stor i hænderne på Evi Arnsbjerg Brygmann og Bianka Drozdik. Bag de to (let) uniformerede kvinder med blegkalkede ansigter hænger ure, der kan forvandles til altseende Big Brother-øjne, mens vandcooleren bag dem lyser rødt og udspyer mørk væske.

Et genkendeligt kontorlandskab er transformeret til et horrorlandskab af overvågning og rutiner, hvor skærmzombier tvangsmæssigt nedgylper den mørke væske, der holder dem i gang. Det er genkendeligt på den virkeligt dystopiske måde, og netop derfor bliver fremkomsten af det lille papirvæsen så rørende. I et univers af rædsel, som helt konkret males i kindernes ansigter og forkrampede kroppe, kravler papirbarnet sine egen veje som bebuder af et sanseligt, legende univers.

Den dansende spirrevip vokser sig til sidst så stor, at den bliver en voluminøs trussel. Den hvælver sig over kvinderne, men bærer samtidig også håbet i sig om et opgør med Big Brother, som den måske kan overkomme. Men har den mon stadig dansen i papirhjertet efter en sådan konfrontation?

Paperlicious er origami-dukketeater for voksne med et virkeligt originalt greb, der ikke overfortæller, men lader papirets tekstur og kontrasterne tale for sig selv.

På besøg hos de døde

Lettere dystert er der også i Public Performances Parklife III, Garden on the Grave, der er skabt i samarbejde med det finske kunstnerkollektiv WAUHAUS og afslutter trilogien af audio-performances der startede i 2023. Hver del har haft sit eget tema udsprunget af den park, de foregår i. Og denne gang er vi på besøg hos de døde på Assistens Kirkegård, der også fungerer som park.

Vi mødes udenfor og udstyres med et metallisk termotæppe, som der bliver god brug for undervejs, hvor vi flere gange skal tæt på jorden. Men først synkroniserer vi mobilerne og stiller ind på det lydspor, der følger os gennem kirkegårdens fugtige, forårsgrønne stier mellem de forvitrede gravstene. En enkelt er vokset sammen med stammen på et træ. Stemmen i ørerne taler os ind i rummet og minder os om, at vi er der sammen. Det stemmer langsomt sindet til de to afsluttende, meditative sekvenser.

Liggende på ryggen med græsset mellem fingrene, taler stemmen til os om at forrådne. Om at blive spist af andre organismer og gå i et med jorden. Det er en smule creepy, men formår også at skabe en intuitiv, sanselig forbindelse mellem det døde og det levende. Det kulturelle absorberes i den uafvendelige og evige transformation. Følelsen forlænges, da vi mod slut graver os selv ned i jorden med en sitrende finger. Næsen beruset af den våde jord, der netop i dag byder modstand.

Parklife III føjer sig fint ind i trilogien som den mest mørke refleksion. Der må gerne komme flere afsnit af denne kæde af fortællinger, der taler lige ind i tidens temaer. Et format, der giver plads til den enkeltes refleksion i gruppens tryghed ved at aktivere og genfortælle et byrum ladet med konnotationer, som de tre parker har vist sig at være.

LÆS også ISCENEs anmeldelse af Parklife I og II

Moral og dominans omkring glasburet

I AFUKs kælder er hangarpeople rykket ind med #cell42, der er skabt af den franske scenekunstner Emilie Largier i samarbejde med Folding House Productions. Vi kravler ned ad vindeltrappen og bliver mødt af et stort glasbur, hvor to skikkelser ligger helt stille i en køjeseng. Kun iført undertøj og med en form for hjelm på hovedet.

Vi fordeler os omkring buret. Stemningen er først lidt akavet, men gradvist spreder nysgerrigheden sig og opfordringen til at bruge lommelygterne bliver fulgt. Deres lys kalder skrift frem på glasset og på kvinderne selv, men skriften åbner blot nye spørgsmål.

Kvinderne i buret følger deres eget tvangsprægede mønster, og rejser sig jævnligt. Placerer sig på hver side af sengen på knæ og tegner det samme mønster på gulvet, før de vender retur. Når mønstret af og til brydes af en afvigende position eller øjenkontakt mellem de to, kalibreres de nådesløst med strøm – og mønstret falder tilbage på plads.

Det er uhyggeligt, ikke mindst fordi publikum har en finger med i spillet. Det er en ret enkel performance, der netop i sin monomane gentagelse og lokkende mulighed for magt, heller ikke behøver flere virkemidler for at sætte tanker i gang om dominans og underkastelse. Tanker, der kan perspektiveres til den globale situation, men også stiller spørgsmål til vores egen moral kontra tidens iboende trang til øjeblikkelig behovstilfredsstillelse.

Kvalmende stærk kakofoni

På etagen over har Wilma Version installeret værket med det præcise navn Kun overgået af virkeligheden. Seks skærme hænger på samme væg i black boxen. En er større end de øvrige og har også en kontrasterende funktion viser det sig, da jeg når frem til den. Støj og billedstorm, der mimer den hurtige nyhedsudsendelse, er ganske massiv. Så jeg beslutter mig næsten øjeblikkeligt for at gå tæt på en enkelt skærm og lukke resten ude.

Her mødes jeg af en hjerteskærende historie. Performer Helle Fuglsang støder i sin alterego-karakter, Wilma, på en ensom Trump-tilhænger på valgnatten. Han leder efter festen, men den er ikke der, hvor han er. Det siger alt om hans mere konkrete marginalisering i et samfund, der ikke har de sidste med. Hans ensomhed stinker næsten ud af skærmen, og det er svært at sige farvel til ham. For mig og for Wilma, der i denne version er reporter i stramt gult businesssæt.

På fire af de andre skærme er vi med hende i forskellige sydstater med snuden i kampagnesporet. Mest blandt våbenglade republikanere og konspirationsteoretikere med vaccinemodstand i ascendanten. Men der bliver også plads til en demokratisk dommedagsprædikant i kakofonien af stemmer. En der nok allerede har fået ret i de fleste af sine tilsyneladende groteske påstande. Wilma konfronterer dem upfront, mens Fuglsangs anden karakter, med det store Trump-hoved og badedragten i stars & stripes, på mere absurd facon tripper rundt i randen af det amerikanske samfund – med afstikkere til pengebad og Grønland.

Kun på den store skærm er der ro. Wilma har bedt dem, hun mødte på sin vej, om at gøre en gestus for kærlighed. Det er påfaldende hvor mange, der krammer sig selv. Men især er det forløsende at se roen og smilene brede sig på deres ansigter. Kun overgået af virkeligheden er et vildt værk, og jeg havde næsten kvælningsfornemmelser, da jeg efter en times tid forlod salen. Præcis samme følelse, man kan få, når man kigger ud i verden mod vest.