★★★☆☆☆ Aladdin og Led-lampens ånd – mere bizar end morsom 

Sjællands Teater fyrer for ellevte år op for deres traditionsbårne og musikalske sommerteater under åben himmel i Holbæk Museums skønne gårdomgivelser. Sidste år fik latterens tårer frit løb i den revyskarpe og satirisk raffinerede gendigtning af Robin Hood. I år skorter det mere på morskaben i Rasmus Krogsgaards hittepåsomme gendigtning af Aladdin – og LED-lampens ånd. 

Identitet og klimakrise er rasende aktuelle temaer, men derfor er de ikke nødvendigvis superoplagte at forene med eventyret om Aladdin. I Aladdin og LED-lampens ånd tvister teatret traditionen tro en klassiker med gags og masser musikalske medleys. Det er en fed stil, når det det fungerer bedst og sætter latteren og satiren fri. I år havde jeg dog lidt svært ved at finde de store latterudbrud frem. 

Årets sommerkomedie i Holbæk har “hentet ind fra alle hylder”, som der står i programteksten. Og det skal jeg da lige love for. Her er musikalske medleys i alskens genrer og rytmiske tempi, opfindsomme replikker og referencer til samtiden, fortiden og alskens film, en tv-serie og hitsange. Et overkill af indfald og ideer, som i sit ufokuserede friløb gjorde det svært mig at fastholde interessen. 

Historisk kaos og løsreven klima-satire

Især i begyndelsen er vi i den arabiske verden anno 1700 – sidenhen kun i mindre glimt. Det historiske kaos er bestemt også morsomt visse steder. Fx da en flok pangfarvede turister tror, de er kommet til Ali Baba og de fyrretyve røveres hule. De kløjs i alskens eventyr som en skøn samtidskommentar til nutidens masseturisme og historiske ignorance. Men ofte strander de tidslige kollaps og finurlige referencer som fritstående dødvande-jokes.

Når Aladdin siger: ”Nemlig”, råber koret:” dot com”. Lampens ånd kaldes Lambi og vil: ”ud i det blå kun med klipklapper på”, mens koret råber ”Mæææh”. Jokes, som hverken udvikler karaktererne, har bund i fortællingens tematik eller univers, eller siger særlig meget aktuelt om samtiden. Det meningsløse fjol er måske morsomt en gang eller fire, men som gennemgående replik-strategi, er det svært at finde latteren i længden. 

Mellem de mange temaer er det især svært at finde tematisk belæg i eventyret for, at klimaet skal debatteres. Det virker en kende påklistret og løsrevet fra resten, hver gang denne meget magtpåliggende tematik sparkes ind. Fx transformeres Aladdins nærdøds-drukne-scene sig til sin helt egen revysketch, da en Magnus Heunicke-klon entreer scenen. På melodien Der er fut i fejemøget synges om iltsvind i havet og råbes: ”Når jeg si’r trawl, så si’r I fri”. Senere er det landbrugsaktivister, der vil lappe ozonlaget med afgifter.

Shopping og YouTube

Scenograf Kirsten Brink rammer fint universet med okker og jordfarver. Her er lidt arabisk stemning fra gamle dage. Der er tårne, huse og gader på de malede kulisser med låger, der kan åbnes til hule og palads. Brian Kristensen er fin som den dorske Aladdin med sødme og god sangvokal. Men at følge en storgabende knøs med ungdomssløvsind i to timer er en kende tungt.

Mette Marckmann multitasker sig gennem et væld af karakterer. Hun gør det fint, men har svært at få kant på dem alle. Hun har nemlig rigeligt at se til med et fuldt program af musikalske medleys. Aladdins hypokondriske mor med nedgroede negle er mere brok end morskab, når hun i hver scene nævner sine skavanker og gjalder Ya-la-la-la-la, hver gang følelserne strammer til.

At spåkonen forudser ”at IRMA skifter navn til Alma i 2025” er mindre morsomt, og hvorfor skal sultanen være shopaholic og have en YouTube kanal? Er det en kommentar til vores forbrugssamfund eller bare en løsreven ide? Jakob Weble kæmper for at få liv i skurken, som hverken er frygtindgydende eller frigtig sjov, selvom han gør, hvad han kan, med dyb stemmeføring og ondt stirrende øjne.

Maria La Cours prinsesse Gulnare raser af identitetsoprør og vil ”gøre alt under protest”. En god ide, som desværre aldrig gør os klogere på, hvad hendes aktivisme vil. Til slut glæder Gulnare sig over at identificere sig som Aladdins kone. Så meget for det kvindeoprør.  

Farcestil har svært ved at få bundklang

Jeanne Boel har traditionen tro instrueret med revy-gags i farcestil. Her er store fagter, høj replikføring og et væld af musikalske indslag og potpourrier. Men i år synes det svært at få de mange ender til at mødes og finde fælles flow. Farcestilen virker forceret, og manuskriptets mange finurlige indspark gør det svært at fastholde karaktererne i en retning og give dem kant.  

Musiker Lars Fjeldmose er ferm på klaveret og har komponeret musikken. Det svinger ofte godt – men mindre kan også gøre det. Et overkill af medleys er ved at tage pusten fuldstændig fra skuespillerne, og det er bestemt ikke alle melodier, som blender lige godt. Mette Marckmann kæmper fx bravt med at formidle en blanding af Pensionistvisen og Working Nine to Five. To melodier, som aldrig finder hinanden i et rytmisk flow.

Et Disney-potpourri er fint med Frost, Pinocchio og Snehvide, men også teknisk drønsvært og kommer ikke rigtig til at fungere. Mod slut falder der endelig lidt ro på. Gulnare og Aladdin forelsker sig, og deres kærlighedsmøde får plads i et fedt medley af sange under temaet ”at flyve”. Med et orientalsk tæppe spændt om livet mærker vi, at roen og følelserne finder deres plads med de tos medley fra Fly on the wings of love, Fly me to the Moon, I belive I can Fly etc. 

Sjællands Teater har i gennem nogle år vist, at de mestrer det musikalske og morsomme sommerspil til perfektion. I år faldt de mellem lidt for mange stole til at fange min morskabs-muskel, men derfor er det bestemt dejligt at nyde en sommeraften under åben himmel.