Populært lige nu

Annonce

Derfor skal vi debattere kunst og kultur på Kulturmødet på Mors

Kunst og kultur er fuldstændig afgørende for demokratiet og sammenhængskraften i samfundet – men forstår politikerne og magthaverne alvoren? ISCENE Live er med på Kulturmødet på Mors som medarrangør af årets scenekunstdebatter og forestillinger i Sal 2 på Musikværket.  

Annonce

Kunst og kultur er fuldstændig afgørende for demokratiet og samfundets sammenhængskraft. Dét findes der masser af evidens for. Så hvorfor er det så svært at få politikere, medier og magthavere til at stemple ind i en seriøs samtale om kunsten og kulturens potentialer og samfundsmæssige værdi? På Kulturmødet på Mors, som begynder i dag, sættes scenekunsten til debat med al dens samfundsmæssige virke og kunstneriske vigør.  Størstedelen af kunst- og kulturbranchen aktører er til stede – men lytter politikerne, medierne og magthaverne med? Og forstår de alvoren af kunsten samfundsmæssige betydning?

Rigeligt med evidens

Der findes masser af dokumentation for, at kunst og kultur har betydning for samfundets sammenhængskraft. EU-Kommissionens to år gamle rapport Culture and Democracy, the evidence, analyserer den konkrete forbindelse mellem demokrati og kultur. Den peger på kulturen som den lim, der holder sammen på samfundet, og giver konkrete eksempler på, hvordan kultur styrker demokratiet, øger stemmeandelen og tolerancen og mindsker hadforbrydelser.  

Et studie fra USA viste fx, at 45 % af de unge med lav socioøkonomisk baggrund, der havde et højt kulturelt engagement, stemte ved det amerikanske præsidentvalg i 2004 sammenlignet med kun 1 % af deres jævnaldrende med lavt kulturelt engagement. En undersøgelse fra Italien i 2022 viste: ”at en stigning på 1 % i det kulturelle forbrug er forbundet med en reduktion på 20 % i antallet af hadforbrydelser, der var motiveret af fordomme eller forudindtagethed over for visse persongrupper.”

Det er en lunge for indbyggerne

Derudover er det også bare at løfte blikket til konflikthærgede lande og se, hvordan kunst og kulturarv destrueres af invasionsstyrker for at destabilisere samfundet og ramme den nationale identitet. Mens kunstnere fængsles på lige fod med politiske aktivister i kampen for at nedbryde befolkningen og landets nationale sammenhængskraft.

Annonce

Camilla Mordhorst, der er administrerende direktør ved Dansk Kulturinstitut, har i adskillige år haft blikket rettet mod Østeuropa og de konflikter, som udspilles der. På Scenekunstens Årsmøde i Skuespilhuset i juni pegede hun blandt andet på, hvordan konkrete kunstneriske tiltag er afgørende for befolkningens mentale overlevelse. Med eksempler fra det krigshærgede Odessa fortalte hun om teatret, som spiller hver aften på trods af dronerangreb og luftalarmer. Hun fortalte, hvordan teatret er en lunge for indbyggerne og et sted, hvor ukrainerne finder styrke til kampen i kærligheden til den nationale kunst og kultur.

Vi skal gribe muligheden

Vi står heldigvis ikke i samme voldsomme situation som befolkningen i Odessa. Vi skal ikke udkæmpe samme konkrete kamp mod en invasionsmagt. Vi er foreløbigt også undsluppet den stigende polarisering, som er markant i flere vestlige lande. Men tendensen er klar. Voldsomme besparelser på velfærdssamfundet, ulighed og radikalisering kan på sigt skabe samme problematikker, som vi ser i de omkringliggende, vestlige lande og dermed true den sociale samhørighed og den demokratiske sammenhængskraft.

Annonce

Derfor er det så vigtigt at få kunsten og kulturen implementeret som et samfundspolitisk grundelement, som vi sammen kan udvikle os af.

EU-Kommissionens rapport opfordrer til at tage initiativ: ”Investering i borgernes kulturelle engagement er i enhver indsats afgørende for at fremme aktivt medborgerskab og demokratiske resultater i EU — på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan.”

Kulturmødet på Mors er en aktuel mulighed for at gå i dialog med kunsten og kulturen og dens aktører. Håbet er, at den brede befolkning, magthaverne og landets politikere griber muligheden og forstår vigtigheden af kulturelle møder og deres demokratiske potentialer.

ISCENE er med på Kulturmødet som medarrangør af årets scenekunstdebatter og forestillinger i Sal 2 på Musikværket. ISCENE og Limfjordsteatret har faciliteret hus og program sammen med branchens aktører og styregruppen, som er: ISCENE; Limfjordsteatret, SceNet, Applaus, CPH STAGE og Dansk Scenekunst

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør for udvikling og ISCENE Live. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er juryformand for Årets Reumert.