★★★★★☆ Ragnarok sætter igen Esbjerg på operalandkortet

Med Ragnarok fuldender Den Ny Opera arbejdet med Richard Wagners monumentale operacyklus Nibelungens Ring. Instruktør Kasper Wilton giver iscenesættelsen magi med undertoner a la Games of Thrones, så Hollywoods inspiration fra Wagners univers står tydeligt frem.

Efter otte år er Den Ny Opera i Esbjerg nu i mål: Ringen er sluttet med den fjerde og sidste del, Ragnarok. Med et sangerhold i verdensklasse og en iscenesættelse, der stråler af magi, bliver det tydeligt, at Wagners univers og musikalske ledemotiver danner fundamentet for Hollywoods største heltefortællinger.

Optrevlede spådomme og forfriskende støj

Fra første scene i Ragnarok fænger Marie í Dalis enkle scenografi. De tre norner udspænder magentarøde skæbnetråde som spindelvæv over scenen og spår: Siegfried og Brünhilde – valkyrien, der som straf blev gjort dødelig – har fået hinanden, men skurken Hagen vil tiltvinge sig den magiske ring, som Siegfried har skænket til Brünhilde.

Tør man overdøve Wagner? Det gør instruktør Kasper Wilton, og det er befriende! Fra loftet i nornernes grotte hænger tråde i bundter. Men spådomskraften brydes, og trådene styrter mod gulvet med et brag. Nornerne forsvinder, men tager – med lavpraktisk selvfølgelighed – alt deres grej med sig. Det tager tid og larmer herligt under mellemspillet.

Michael Breiners lysdesign fremhæver elegant både karakterskildring og magi: Nornescenen er dunkel, ligesom Alberichs entre foregår i mørke, mens Hagen bades i skarpt afgrænset, koldt lys, som fra et højt borgvindue. Afslutningsscenens rødglødende ligbål forvandles på et øjeblik til Rhinens blåglinsende vande.

Stjernekavalkade af nordiske sangere

I front for et i Wagner-sammenhæng ungt sangerhold, hvoraf flere har markeret sig internationalt, står Trine Bastrup Møller som Brünnhilde. Hendes stemme vælder over af poesi, selvom den ikke altid skærer gennem orkesterklangen i de dybere registre. Anders Kampmann gør helten Siegfried til en naiv teenager, og hans stemmes næsten italienske sødme gør fortolkningen overraskende, men overbevisende.

Søskendeparret Gunther og Gutrune, som Hagen lokker til at splitte Siegfried og Brünnhilde, fremføres af Jens Søndergaard og Cornelia Beskow med sprængfarlig kemi, forstærket af Wilton med incestuøse undertoner à la Game of Thrones. Søndergaard klinger smukt i sin balancegang mellem fejhed og sårbart ædelmod. Med løftet sværd og rødt hår lyser Beskow som et prærafaelitisk maleri – punkteret af velspillet, selvbevidst kejtethed – mens hendes vokal fylder salen.

Rúni Brattaberg giver stålsat liv til Hagen, selvom stemmen af og til mister jordforbindelsen. Jesper Buhls entre som Alberich er effektfuld, ligesom herrekorets indtog efter et par timer kun med solister. Sønderjyllands Symfoniorkester, udvidet til godt 100 musikere under Lars Ole Mathiasens ledelse, klinger fyldigt og bærer det dramatiske univers smukt gennem alle tre akter.

Gentagelsens kunst

Wagners operaer er fyldt med genfortællinger, som nornescenen, der er nyttige, hvis man ikke har set de tidligere værker eller har glemt detaljerne. Selvom Wagner altid nuancerer både musikalsk og fortællermæssigt, er Wiltons idérige instruktion særligt kærkommen i disse scener.

Som når den første ordveksling mellem Siegfried og Brünhilde forvandles til en kærestebrevskorrespondance. Eller når Siegfrieds møde med Rhindøtrene – vogterne af guldet – bliver til en underfundigt detaljerig drøm.

Har man ikke opsætningen af de tidligere tre operaer frisk i erindringen, kan symbolikken til tider føles lidt for indforstået. Men alt samler sig nok i 2028, når Esbjerg-Ringen opføres i sin helhed.