★★★☆☆☆ Innovativt, men uforløst lydteater i Der findes et før og et efter

Hvordan faciliterer vi en nuanceret samtale om samtykke og seksualiseret vold? Det giver Teater Katapult et bud på i den eksperimenterende Der findes et før og et efter, som teatret selv omtaler som social innovation. Emnet er vigtigt, formen er forfriskende, men nogle grundlæggende svagheder forhindrer forestillingens forløsning.

Der er ikke plads til mange i den lille scenografi, og derfor opleves Der findes et før og et efter i små grupper. Vi bliver hver især tildelt ét af tre sæt hovedtelefoner. Det røde sæt fortæller historien fra Maries perspektiv, det sorte fra Nikolines, mens det hvide par – som jeg bliver tildelt – fortæller historien, som Carl erindrer det. Der er ingen skuespillere med i forestillingen, kun deres stemmer i hovedtelefonerne.

Historien starter i den lille scenografi, tegnet af Ellen Ahnfelt-Rønne, hvor røde, sorte og hvide Crocs markerer de poster, hvor vi som publikum skal indtage vores pladser.

Det er ikke en teateroplevelse, som de er flest, og det er fedt!

Et spørgsmål om perspektiv

Ingeborg Bjarno Thomsens tekst tager udgangspunkt i Maries fødselsdagsfest. Carl og Nikoline er begge inviteret, og de får hurtigt et godt øje til hinanden. Øllene skylles ned, forstanden tager et hvil, og før de ved af det, ligger Carl og Nikoline i en køjeseng og har sex. Problemet er, at der findes tre vidt forskellige versioner af, hvordan det endte sådan.

Forestillingen behandler temaer som samtykke og seksualiseret vold, og det er en forestilling, der er meget opmærksom på den sårbarhed, der er forbundet med disse temaer. Rummet er trygt og inkluderende, men efter min personlige smag også tenderende det omklamrende.

Da fortællingen er forbi, bliver vi ført ud af scenografien og ind i en cirkel, hvor vi kollektivt får mulighed for at bearbejde vores oplevelse og spørge ind til de andres. Min skepsis når næsten det artikulerede stadie, men til min store overraskelse er denne seance faktisk enormt givende. Bare en skam, at den ikke varede lidt længere, for det er her, at refleksionen opstår.

Gode idéer og grundlæggende svagheder

Jeg synes helt afgjort, at grundideen bag Der findes et før og et efter er interessant, men der er nogle grundlæggende svagheder ved resultatet.

Det er godt tænkt at fortælle tre forskellige versioner af samme historie, og ideen passer godt til temaet. To oplevelser af samme historie kan godt være rigtige på én og samme tid, og det er en vigtig pointe, når vi diskuterer de emner, der ligger til grund for forestillingen. Det er bare en skam, at vi kun hører én version hver især, og dermed går ideen fløjten.

Vi opfordres ganske vist til at komme tilbage til en senere forestilling og høre et af de andre spor, men hvor mange har egentlig tid til og mulighed for at se den samme forestilling tre gange? Det er heller ikke noget, der er lagt op til på hverken hjemmeside eller i pressematerialet, så det virker lidt som en hovsaløsning.

Bliv endelig ved!

Selvom jeg prøver ihærdigt, har jeg også vanskeligt ved at finde sammenhængen mellem scenografien og den historie, jeg får fortalt. Jeg leder efter elementer eller genstande fra historien, men forgæves, og de to niveauer taler ikke sammen. Som jeg står der i mine hvide Crocs kan jeg ikke slippe tanken om, at det er staffage for staffagens skyld, og ikke et bidrag til min forståelse af fortællingen.

Jeg hylder helt bestemt ambitionen bag Der findes et før og et efter, og jeg indfinder mig med glæde i salen næste gang, Teater Katapult udfordrer grænserne for brugen af lyd. Der er bestemt plads til og behov for nye og anderledes teateroplevelser, så bliv endelig ved.