★★★★★☆ Fruen fra havet spræller som en fisk på land i Liv Helms havfruefortolkning

Spøgelsestrilogien hos Odense Teater og Husets Teater fortsætter med Henrik Ibsens Fruen fra havet, hvor Ellidas længsel efter friheden bliver lige så konkret som en fisks behov for at være i vandet.

I sidste sæson tog Husets Teater og Odense Teater med Gengangere fat på en trilogi baseret på tre Henrik Ibsen-dramaer under fællestitlen Spøgelsestrilogien. Tilfælles har de, at de omhandler ”fortidens spøgelser”, som direktørerne Liv Helm og Jacob Schjødt beskriver det i programmet.

Den anden del af trilogien tager udgangspunkt i værket Fruen fra havet fra 1888. I denne version møder vi Ellida som en havfrue med fiskekrop og det hele, og hun bliver placeret i badekarret af sin mand, Wangel, som hvis han lige havde halet hende i land nede ved kysten.

Læs ISCENES anmeldelse af Gengangere her.

En havfrue på egne ben

Her ligger hun så, fysisk afhængig af vandet, og er fastlåst imellem ægteskabet med Wangel og mindet om det sted ved havet, hvor hun kommer fra, og den mystiske, forsvundne sømand, som hun engang forlovede sig med.

Det bliver som en psykose for hende, der eskalerer, indtil hun til sidst slipper fri af begge mændene – fri af fortidens spøgelser – og selv får frihed til at vælge sin skæbne. I denne opsætning bliver friheden konkret, da hun til sidst er i stand til at gå helt hen til håndvasken for at børste tænder.

Et konkret rum med klinker

Petruska Miehe-Renards scenografi er et fragmenteret badeværelse, der både fungerer som et sanseligt, praktisk og intimt rum, men også bliver et uhyggeligt, klinisk og klaustrofobisk rum. Det understreger Ellidas trang til at slippe ud.

Lette, gennemsigtige stofstykker i blåt skær giver samtidig rummet en følelse af at være under vandet, hvilket opløser det ellers håndgribelige rum med hvide klinker og cement.

I Liv Helms iscenesættelse er det Ellida og hendes badekar, der er i centrum, og dramaet drejer sig om hende og hendes spaltning mellem Wangel og den mystiske sømand, som også dukker op som et genfærd i rummet sammen med hende.

En magtdemonstration af skuespilkunsten

På badeværelset er vi fortrolige med Ellida, og hendes angstanfald og hendes dobbeltspil over for Wangel får derfor også en dimension af indforståethed med publikum, som både er interessant og underholdende.

Og her leverer Ida Cæcilie Rasmussen, der også spiller stilsikkert op imod Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch og Ayshan Qvortrup, en fuldstændig sublim præstation. Hun jonglerer med følelser og følelsesskift, nærmest larmende og vildt, uden at det bliver det mindste utroværdigt eller ude af kontrol. En magtdemonstration af skuespilkunstens kraft.

En værdig efterfølger

Sceneskift, hvor folk skal ind og ud, er aldrig fede. I denne forestilling er de løst med blinkende vandrør og en hæsligt larmende, elektrisk lyd, som bare fortsætter, indtil skuespillerne er på plads. Det er en ualmindelig dårlig løsning, som er højst uforenelig med det smukke og gennemførte udtryk, som forestillingen ellers byder på. Underligt.

Nå, men derudover er det altså en virkelig spændende, klar og velfortalt fortolkning af Henrik Ibsens Fruen fra havet, som Liv Helm og Petruska Miehe-Renard her byder på. Og den må siges at være en værdig efterfølger til den også aldeles vellykkede etter i trilogien.