★★★★★☆ Gengangere – klassiker i feministiske klæder

Hvordan tager et kammerspil sig ud, hvis vi ikke engang befinder os i kammeret? Det giver Husets Teater et bud på i et samarbejde med Odense Teater, når de slår dørene op for teaterdirektør Liv Helms iscenesættelse af Henrik Ibsens Gengangere. I evigt selskab med stuepigen Regine lytter vi som publikum ved dørene, mens de sorte og fortrængte kapitler i familien Alvings historie rulles ud.

Gengangere er det første resultat af et treårigt samarbejde mellem Odense Teater og Husets Teater. Hver sæson vil de to teatre byde på en opsætning af en Ibsen-forestilling under overskriften Spøgelsestrilogien, som foruden Gengangere rummer Fruen fra havet og Når vi døde vågner. Husets Teater på Halmtorvet åbner denne sæson med Ibsens klassiker fra 1881.

Petruska Miehe-Renards scenografi slår tonen an, allerede før den første replik er faldet. Vi befinder os på tyendets gang og ikke i herskabets stuer. Gennem sprækker i væggen og døre på klem kan vi skimte det fine selskab, men sammen med Regine er vi i begyndelsen reduceret til de rene lyttere. 

I takt med, at sandhederne pibler frem og familiens forestillede fortællingerne falder fra hinanden, falder scenografien med, og livet bag facaden åbenbares. I samspil med det relativt afdæmpede lyd- og lysdesign – af henholdsvis Erik Christoffersen og Rosa Birkedal – danner scenerummet en diskret ramme for det drama, der koger mellem stykkets karakterer.

Blændende præstationer

Som samlet enhed leverer castet en fremragende og helstøbt præstation. Alligevel stråler alle fem skuespillere også på et individuelt plan, og alene af den grund bør alle, der har mulighed for det, lægge vejen forbi Halmtorvet.

Lars Simonsens version af Pastor Manders rummer – på godt og ondt – al den patriarkalske og gejstlige autoritet, mens den skyldbetyngede Helene, spillet af Malene Melsen, med al sin malplacerede kærlighed er så troværdigt portrætteret, at man som publikum forlader salen med en oprigtig interesse i, hvad der mon blev af hende, da vore veje skiltes.

Lasse Steen spiller den fortabte og forkælede Osvald, som er vendt tilbage fra sin kunstnertilværelse i La Belle Époque’s Paris. Hans forvorpne og forføreriske stil iklæder familiens søn psykopatens sært besnærende kåbe, mens de mere åbenlyse karakterbrister får form af Peder Holm Johansen i rollen som den drikfældige, men snarrådige Engstrand.

Endeligt er der Ellaha Lack, som er forrygende i rollen som stuepigen Regine. Hendes spil er både betagende og facetteret. I begyndelsen fungerer hendes subtile ansigtsmimik som et tavst kommentarspor til intrigerne i stuen, og hendes evige men ofte lydløse tilstedeværelse vækker en så unheimlich følelse, som kun en ægte genganger formår.

Selvom Regine nærmest i bogstavelig forstand er kastebold for alle andre interesser end sine egne, så begaver Ellaha Lack hende med en agens og et intellekt, der rækker langt ud over den nuttede og føjelige funktion, som hun i stykkets eget univers er castet til at spille.

Fra skepsis til begejstring… og lidt tilbage igen

Tillad mig en smule ærlighed: Jeg er sædvanligvis ikke ubetinget tilhænger af moderne fortolkninger af klassikere, hvor man på forhånd anlægger en erklæret læsning af værket. Efter min mening risikerer man at cherry picke værkerne fuldstændig fra hinanden, så der til sidst kun er titlen til fælles på forlæg og fortolkning. Derfor var det ikke uden skepsis, at jeg satte mig til rette i sædet. Men min skepsis blev gjort til skamme.

Om man kan lide det feministiske greb med at lade den tidligere så anonyme stuepige indtage stykkets hovedrolle, må være op til den enkelte, men grebet er både velvalgt og konsekvent gennemført, hvilket genåbner værket både filosofisk og scenisk uden at øve (for meget) vold på forlægget. At have den lydløse men observante Regine på scenen hele forestillingen igennem, giver historien en frisk og spændende vinkel.

Derfor ærgrer jeg mig også over den omskrevne slutning, som ubetinget er den største afvigelse fra Ibsens forlæg. Min oplevelse var, at Regines eksplicitte udbrud brød med al den fornemme subtilitet, som det overordnede greb ellers har bidraget med. Den fortalte mig intet, jeg ikke allerede havde set i løbet af forestillingen, men tog snarere en smule ved at frarøve mig afkodningens nydelse.

Overordnet set rokker det dog ikke ved, at Gengangere på Husets Teater er en særdeles se- og mindeværdig oplevelse, som formentligt vil dele vandene blandt både publikum og anmeldere. Undertegnede henregnes blandt de begejstrede. Teksten er fremragende, grebet er konsekvent og veludført, og skuespilpræstationerne er helt i top.