Der er taget så mange gode valg i det nye Ishøj Teater, at det er til at blive i godt humør af.
Når man vandrer mod Ishøj Teater, forbi de langhornede kvæg og ned langs med brombærhegnet, ligger teatrets nye træbygning for enden af markerne og lyser. Er det en vikingehal? En stald? En overdækket legeplads? En stor trædukke, der sover?
Det er ikke til at sige. Men teatret ved landsbyen Tranegilde fletter sig ind i landskabet med sine træmure og sine organiske kurver. Med konkave åbninger ind mod gemmesteder og vindueshemmeligheder, som om bygningen sover rævesøvn med tunge øjenlåg. Samtidig har bygningen så bastant en form, at man ikke er i tvivl om, at dette ikke er en skole eller en sportshal. Dette er et hus til kunst.
Fine detaljer og lækker børnelounge
Det nye Ishøj Teater er noget så sjældent som et nybygget teater specielt til børn. Her er arkitekturen afstemt efter barnekroppens proportioner og børnegruppernes behov – indbydende og inkluderende. Wohlert Arkitekter har åbenbart gennem ti år arbejdet sammen med Ishøj Teater for at sætte mål for at forvandle teatrets nedslidte bygning fra 1972 til et nyt og velfungerende teater. Da A.P. Møller Fonden og Ishøj Kommune sammen havde fundet 68 millioner til projektet, vandt Wohlert Arkitekter og Svendborg Architects også den efterfølgende konkurrence. Og nu står den nye egnsteaterbygning færdig.
Resultatet er blevet til 590 m2 lækker og velgennemtænkt teaterbygning
Resultatet er blevet til 590 m2 lækker og velgennemtænkt teaterbygning. Når man træder ind ad døren til teatrets røde gulv, mærker man husets dramatiske dimensioner. Selve teatersalen er skabt som husets bærende, indre kasse, og dets høje ydervægge møder nogle tagvinduer, der sender lys ned i en smal gangsprække, hvorfra der er diskret adgang til administrationen inde til højre.
Det er det syn, der møder gæsten lige inden for døren: Lyssprækken, der er husets smukkeste drømmested. De fleste tilskuere vil dog stoppe op ved baren i foyeren, hvor høje og markante trælameller skal bære nogle flytbare knagerækker til børnehavegrupperne, og hvor væggene allerede er blevet pyntet med røde papirblomster. Her vil publikum kunne købe billetter eller sodavand – og sågar popcorn – og derefter gå til venstre ind mod en hyggelig børnelounge, hvor børnene kan sidde med deres voksne og vente på, at forestillingen skal gå i gang. Eller spise madpakker bagefter.
Legetræ og fantasi
Hvor fantasien flyver frit… Sådan er der insisterende indgraveret i ryglænet på de specialdesignede bænke og borde til børnene, der fiffigt kan vendes om, så de passer til voksenkroppe. Oppe under loftet hænger dekorative, røde parasoller. Langs væggen står et “legetræ’” hvor børnene står i kø for at komme ind og opleve nogle små ting, der ligger i hemmelighedsfulde fuglekasser. Her er rart at være. Men børnegrupperne kan også sætte sig udenfor under det store udhæng, der også skærmer mod både regn og vind over markerne. Teatret passer ind i naturen.
Langs væggen står et “legetræ’” hvor børnene står i kø for at komme ind
Selve teaterrummet er en black box, altså et sort scenerum uden hverken kælder eller sidescener. Her er måske lidt småt, når det kommer til bagsceneplads, men for publikum er rummet fint. Når det bestilte tilskuerpodium bliver leveret, vil rummet desuden opnå en totalt fleksibel rumopbygning, så der også kan vises fx sanseteater eller teater med publikum på begge sider af rummet. Det er godt, for det er vigtigt, at børnenes teateroplevelser ikke begrænses til gammeldags kukkasseteater.
Fantasidyr på dørene
Farvevalgene og publikumsfaciliteterne virker meget gennemførte. Der er et skønt toiletrum med håndvaske og toiletkummer i flere højder, og rummet er malet lyseblåt som bølger – og med fantasihavdyr malet på toiletdørene. Den slags lægger børn mærke til.
Rummet er malet lyseblåt som bølger – og med fantasihavdyr malet på toiletdørene. Den slags lægger børn mærke til.
Ved et nysgerrighedsblik på en hurtig rundtur bag scenen ser rummene til teknik og skræddersal og administration også glimrende ud, selvom lagerpladsen som på mange andre teatre er begrænset. Det vigtigste er formodentlig, at teatret nu har fået en prøvesal, så der kan skabes en ny forestilling, mens en anden forestilling spilles inde i teatersalen. Prøvesalen er lille. Men den har et forjættende, buet vindue ud mod naturen, så kunstnerne også kan vælge at trække gardinerne fra og afholde prøver i dagslys. Det giver energi.
Er alt så godt for Ishøj Teater? Tja. Egnsteatrets økonomi virker kneben, sådan som mange børneteatres økonomi er det. Teatret er i hvert fald forpligtet på hver sæson at skabe to nye egenproduktioner. Kunstnerne ansættes fra produktion til produktion, men teatret har kun tre fuldtidsansatte, heriblandt Christine Albrechtslund som kunstnerisk leder. Det kræver sit.
Æstetisk skub
Derudover mangler der ordentlig offentlig transport til Ishøj Teater. Det er fint, at teatret ligger tæt på en motorvejsafkørsel og har en stor parkeringsplads – og at mange institutioner lejer busser til teatret. Men lige nu skal familier og børnehaver ellers tage med s-tog til Ishøj Station eller Høje Taastrup Station – og derfra videre i en bus, der kun stopper 20 minutters voksengang fra teatret. Den logistik må kunne fikses. I hvert fald med et simpelt ekstrastop ved Ishøj Teater om formiddagene.
Tillykke til Ishøj Teater og til dansk børneteater
På det nye Ishøj Teater vil børnene få lov til at opleve kunst skabt i lækre rammer, som uvilkårligt også vil skubbe til den æstetiske forventningsbarre for kunsten på scenen. Teatret virker i hvert fald som et overbevisende børneunivers med klare tegn på at tage børnene og deres fremtid alvorligt. En fremtid, hvor bæredygtighed og naturæstetik er væsentlige værdier.
Så tillykke til Ishøj Teater og til dansk børneteater. Der er taget så mange gode valg i det byggeri, at det er til at blive i godt humør af. Og så er der noget interessant med teatrets vinduesbuer. Når man forlader teatret og ser sig tilbage over skulderen, så virker det næsten, som om bygningens ’øjne’ blinker til én. Man får i hvert fald lyst til at komme tilbage.
