Gruppe 38 har netop slået dørene op til den syvende udgave af biennale-festivalen Enestående. Åbningsforestillingen, den belgiske Van Paemel-familien, bragte både den lille og den store historie til live i et finurligt samspil mellem et hav af karakterer – spillet af én person på både scene og skærm.
En harmonikatone stiger. Samtidig toner tre kvindeskikkelser frem på det store lærred, der udgør bagtæppet for SKaGeN & De Studios Van Paemel-familien. Lærredet er formet som en husgavl, men viser sig at rumme hele verden – som den ses fra et fattigt husmandssted i Belgien i 1800-tallet.
Den nøgterne socialrealisme
Valentijn Dhaenens er eneste spiller på scene og skærm i det originale format, der ikke er en monolog, men et naturalistisk drama, hvor alle roller altså spilles af samme person. Van Paemel-familien er et klassisk, flamsk drama fra 1903 af forfatter og dramatiker Cyriel Buysse. Han er med en omfattende værkliste en af Belgiens fremmeste, naturalistiske/socialrealistiske litterære kunstnere. Van Paemel-familien er et glimrende eksempel på stilens nøgterne fremskrivning og solidaritet med de underkuede.
Van Paemel-familien er et glimrende eksempel på stilens nøgterne fremskrivning og solidaritet med de underkuede
Netop Van Paemel-familien opføres stadig ofte, og man behøver ikke at være flamsk for at blive fanget af historien om at leve på bunden af det rurale samfund i 1800-tallet. Her hersker herremænd over bønder og kan med et knips af fingrene ændre de fattiges vilkår.
Det går da også hurtigt galt for Van Paemel-familien, som i forvejen fremtræder forkuet og trist. Sønnen Desiré halter efter et vådeskud. Den socialistisk vakte søn, Edvard, ender i fængsel efter arbejdskamp-optøjer, og sønnen Kamiel deserterer fra hæren, fordi han ikke vil skyde på de strejkende.
Generationskløften er til at føle på
Kun lidt bedre går det for husets døtre. Den fromme går i kloster. Den yngste Romani tvinges til at arbejde på herregården og forføres af den unge greve, mens den sidste søster Cordulia bedre står op for sig selv og finder kærligheden hos husvennen og krybskytten Masco.
Rørende er det, da han til sidst bøjer sig mod sine børn og ønsker dem held og lykke i det forjættede Amerika
Generationskløften er til at tage og føle på i denne familie, hvor moren fysisk og mentalt bøjer sig for det koleriske, men selvfølgelig lige så underkuede familieoverhoved. Han raser over sine børn, men nok mest over den overklasse, der stjæler børnene eller får dem til at flygte, så hans eget lille landbrug falder fra hinanden.
Rørende er det, da han til sidst bøjer sig mod sine børn og ønsker dem held og lykke i det forjættede Amerika, som de fleste af dem emigrerer til. Selv kan han ikke flytte sig fra sit fødested, hvor han har “knoklet i 60 år, men mistet alt,” og hans hustru har gjort hans skæbne til sin.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med festivalens kurator
En fremragende socialrealistisk fortælling
Der er ikke de store overraskelser i historien. Forestillingens clue er formatet, der fungerer forbløffende godt med kun få, små skønhedsfejl i klipning og timing mellem scene og skærm. Her svulmer verden op, når skærmen fyldes af multiplicerede, vrede gendarmer på jagt efter Kamiel. Når harmonikaspilleren er eneste levende element i et fastfrossent familiebillede. Når små triste kroppe kravler rundt på Desirés krop i sygesengen. Når et vinterlandskab raser, når et lys tændes, når en flamme pustes ud.
Det er magi for øjnene, der udvider den tragiske fortælling og giver den en anden, vedkommende dimension. Ét ansigt i forskellige sjæle, der fik flere på tilskuerrækkerne til at gætte højt på de forskellige karakterer, når de materialiserede sig i dybdeperspektiv og travede langsomt frem mod os på skærmen.
Formatets legende greb, der samtidig stiller spørgsmålstegn ved forholdet mellem virkelighed og mediering
Enkelte scener foregår kun på skærmen, mens Valentijn Dhaenens skifter til en anden af de karakterer, han fremstiller på scenen. Først den kække, frække Edvard, siden hans resignerede far, der kan ses som hovedkarakteren i historien om et kommende systemskifte med andre muligheder. Skøn er også hans udglattende præst, der trods genuin omsorg går adelens ærinde. Helt guddommelig er han som den privilegieblinde adelsfrue, der med koket, bestemt mine flytter familiemedlemmerne rundt som skakbrikker.
Van Paemel-familien får gennem hende et anstrøg af aktualitet, men skal mest ses som den fremragende socialrealistiske historiske fortælling, den er, og for formatets legende greb, der stiller spørgsmålstegn ved forholdet mellem virkelighed og mediering.
Se forestillingstrailer her.
Dramatiker: Cyriel Buysse. Tekniker / filmproduktion og -redigering: Jeroen Wuyts. Teknisk assistent og lyddesigner: Nils Janssens. Komponist og musiker: Sara Salvérius. Kostumedesigner og producenter: Barbara De Laere, Charlotte Goethals, Korneel Hame og Charlotte Willems Wagner.
Medvirkende: Valentijn Dhaenens.
Van Paemel-familien spiller 21. – 22. oktober på Teater V, 24. – 25. oktober på Teatret Gruppe 38 og 27. oktober på Randers Teater.
