★★★★☆☆ Lose Yourself – maskulinitet på overarbejde

Finalen på AKT1’s Blonde Babe-trilogi, Lose Yourself, co-produceret med Aveny-T, rammer som en kaskade af sved, sex og selvhad i en imponerende kraftudladning fra Oskar Salvatore. Med sin hektiske energi risikerer forestillingen dog at tabe både pointen og publikum.

Med Lose Yourself, opkaldt efter Eminems ikoniske hit fra 8 Mile, afslutter instruktør Niels Erling og dramatiker Ida Marie Hede deres trilogi om popkulturens kroppe og køn. Hvor Work Bitch og Pamela iscenesatte den blonde kvinde, rettes blikket nu mod den vrede mand med afbleget buzz cut.

Holdet med Oskar Salvatore i front leverer en fysisk eksplosion, hvor dramatik, koncert og TikTok-terapi smelter sammen, men mod slutningen mister forestillingen højde, tynget af sit eget overflodsbegær.

Aldrig mand nok

Lose Yourself kredser om frygten for at fejle som mand, fx når man skæver til andre ved pissoiret eller bekymrer sig om ikke at være ripped nok, når russerne kommer. Gennem hovedpersonens gentagne penneven-henvendelser, “Kære Eminem”, præsenteres publikum for et kalejdoskop af trænings-, uni- og bank-bros, hvis fetichering af proteinpulver, hipsterburgere og aktieinvesteringer udstilles med mørk humor. En TikTok-gurufigur, spillet af Josefine Skjold Münster-Swendsen, byder undervejs ind med mareridtsagtige tips, som et ekko af samtidens selvoptimerende maskulinitetsdyrkelse.

Den næsten nyuddannede Salvatore er et scoop. Som den unge mand, der kæmper med sin maskulinitet og seksualitet, bærer han i lange stræk forestillingen alene med rørende nærvær. Gennem kompromisløse fysiske kraftudladninger i pullups, Coopertests og selvflagellering skildrer han en ung mand i permanent emotionel udmattelse. Selv når teksten balancerer på kanten af sammenbrud med endeløse gentagelser af ordet “pik” og groteske bukkake-drømme (japansk sprøjtefetich, red.), hvor en pose M&Ms bliver til en hær af liderlige Eminems, fastholder hans længselsfulde selvforagt publikum.

Sansemættet overflod

Lise Marie Birchs scenografi er en farvestrålende mavepuster: Lyslilla gulv og vægge, kvadratiske LED-loftplader som til en popkoncert, en hyperrealistisk, panggul megamajskolbe og et close-up af Eminems ansigt på bagvæggen. Eminem fungerer som fraværende frelserfigur, hvis azurblå blik lidt som i Den Store Gatsby symboliserer hovedpersonens længsel – her efter noget så tabuiseret som en anden mands omsorg.

Majskolben har allerede før forestillingen fungeret som blikfang på SoMe i billeder og musikvideoer. På scenen spiller den en gennemgående rolle: Publikum får popcorn ved ankomst, mens skuespillerne bruger kogte kolber som fallossymboler og snacks, der både giver ASMR-lyde og kan brækkes op igen, ligesom den homofobiske pikkult, hovedpersonen stopfodres med.

Asbjørn og Skt. DeLarge leverer et nyskrevet pop/rap-lydspor med klare melodilinjer og tungt beat. Særligt deres to vokaler står stærkt, men Salvatore overrasker med et solidt greb om rapsekvenserne, som ellers let kunne blive pinlige.

For meget er pointen

Lose Yourself er bevidst for vulgær, lang, højlydt og kaotisk, som når de fire medvirkende allerede før forestillingen blæser sæbebobler over publikum og synger Eminem-karaoke. Det er ikke kun fjollet, men minder også om nutidens konstante smartphone-støj med tilhørende overload af krav, konkurrence og kropsdysmorfi. 

Salvatore brænder igennem med sin hyperkropslige dedikation til budskabet, men det unge publikum risikerer at miste interessen, især i de scener, der er skrevet til de lidt ældre.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Niels Erling og Ida Marie Hede