★★★☆☆☆ Eclipse of the Heart – smertefuldt tema er svært at mærke

Aveny-T har premiere på Eclipse of the Heart – en solodanseforestilling iscenesat af Nønne Mai Svalholm, der adresserer temaet kvindedrab. Den er del af hendes RED-Triology, hvor den første hed Red Flag. Lyd, sang og scenografi formidler en æstetisk flot fortolkning, mens koreografien smelter ind i billedet og er sværere at afkode.

Eclipse of the Heart er en en smuk og æstetisk forestilling, der er let at indtage både visuelt og auditivt. Der er smukke indspillede korsatser og elektronisk spændende lydflader, der fremstår som den egentlige fortæller sammen med en enkel, men virkningsfuldt flimrende og spejlende scenografi. Alle sejl er sat til en skæbnesvanger rejse fra kærlighed og overgivelse til kontrol, smerte og død.

Forestillingen tager afsæt i den britiske kriminolog Jane Monckton-Smiths forskning. Hun har identificeret otte forudsigelige trin i en eskalerende voldsspiral, som ofte leder til partnerdrab. Den intime sal sender kærlighed ud i rummet i forventning om kollektivt at rumme et strukturelt samfundsproblem. Ikke bare intellektuelt, men gennem kunsten sanse de røde flag omkring kvindedrab.

Svært at afkode

Danseren, som til premieren er Julia B. Laperriere, har et indtagende nærvær. Hun smelter indledningsvis bagover og præsterer et af de mest organisk flydende trappefald på ryggen med hovedet først, jeg har set i et teater.

Rummet er enkelt og symmetrisk opbygget med en midterbane af sølvfolie trukket omkring tyk vinyl og en høj og bred trætrappe delt op med to brede folier hele vejen ned ad trinene. Al bevægelse foregår i et meget roligt tempo med så fin kropslig kontrol, at vi knap lægger mærke til, hvordan kroppen flytter sig.

Laperriere holder, sammen med scenografien, et rum og en energi, der er åben for fortolkning. Det er på én gang både flygtigt og stillestående og svært at relatere til. Måske er der lagt vægt på kropslig handlingslammelse og gentagne mønstre end på indre konflikter og samspil? Måske er det en krop, der har lyst til at gå i et med omgivelserne og forsvinde?

Vi hører i en aftertalk, at kropsgestalten flyder mellem offer og udøver. Danserens krop skal ses som et landskab for dem begge – og det imellem. Manden indtager hendes krop, men det er stadig hende, der er hovedpersonen. Blikretninger og vinkler er ladet med betydning – han er fx mere “en face” (ser lige frem red.), hvor kvinden ser til siderne. Det fangede jeg ikke.

Holdepunkt i koret

Frederiksborg Slotskirkes Pigekor har indspillet de stemingsladede korsatser, som er komponeret af Matilde Katinka Böcher. De synger: “I fall, I fall – for everything that you are” med sprøde kvindestemmer – angiveligt for at relatere til den unge målgruppe. Meget velkomment kan teksten læses i programmet, ligesom voldsspiralens otte trin annonceres på bagvæggen. I en dansk version er de: Forhistorie, intens romance, kontrol, trigger, eskaleret kontrol, ændring i tænkemåde, planlægning og drab.

Udover det, vi senere erfarer, er repræsentationen af både mand og kvinde i én krop, er det vanskeligt at følge stadiernes udvikling rent koreografisk. Kvinden glider endnu engang ned ad trappen – denne gang på maven. Vi ser små udviklinger som blikretninger, et par intense ryk i kroppen, eller at kroppen krummer sig sammen. Musikken spejler gentagelserne ildevarslende med bølgende musikalske figurer.

Olga Szymulas elektroniske musik høres enten alene eller under korsatsen. Den klikker, rasler og vibrerer sprødt som folie, og skaber fine spændingskurver af fx tiltagende brummen. “I stay with you – even as you change…even when you rule me,” synger koret og senere: “Everything has turned to darkness,” da lyset ændrer sig til skingert månelys i en stilren æstetik, hvor man forventer at se et spøgelse genspejlet i folien.

Kvinden kan nu bøjes og formes som sølvpapir efter hans ønske. Eclipsen – solformørkelsen af hjertet – er fuldbragt. Da hun er ude af sin handlingslammelse og har forladt ham, hejser hun (eller han?) den lange foliebeklædte vinyl i vejret. Det mørke sølvglinsende materiale drejes og trækkes langsomt rundt. Publikum flytter sig, før det river vinglas omkuld. Tæppet rives væk under nogen, og vi sidder i vejen, så der sker lidt interaktion. Koret råber: “Your Rage Is Brutal.”

Kunst kan skabe fokus

Nønne Mai Svalhom fortæller i after-talken, at hun “ikke havde behov for at lave et sensationelt værk.” Det handler i højere grad om at være respektfuld og “ikke tjene på andres lidelse.” I stedet er ønsket “at vise de mønstre, kvinden bliver fanget ind i uden mulighed for at slippe fri.” Det er sympatisk, men bliver samtidigt lidt distanceret. Når vi ikke kan mærke følelserne på scenen, bruger vi i stedet vores intellekt til at forsøge at afkode det stilistisk.

Kunst er en unik mulighed for at invitere ind, skabe relation og dermed kollektivt også se uhyrer i øjnene. I teatret kan publikum føle sig set og spejlet i (ensomme) oplevelser, de selv har haft, men aldrig har kunnet videreformidle med ord. I følge aftenens ekspert til aftertalken, Ditte Bjerregaard fra Femicide Watch, kunne 9 ud af 10 drab være forebygget. Gennem empatitræning og ved at kunne genkende stadierne.

Eclipse of the Heart er under alle omstændigheder et smukt, æstetisk og vigtigt værk med en spændende aftertalk med eksperter efter hver forestilling, der belyser problematikken. Der begås et kvindedrab om måneden i Danmark. Det skal kunsten selvfølgelig være med til at sætte fokus på, og gennem aftertalken bliver vi meget klogere på det imponerende stykke forsknings- og udviklingsarbejde, der ligger bag dette vigtige kunstneriske arbejde.

Læs også ISCENES interview om kvindedrab i kunsten med instruktør Anna Sofie Keller fra hendes opsætning af operaen Carmen HER.