★★★☆☆☆  Temperament i teatertårnet hos Frøken Ignora på Anemonen

Anemonen byder på en fin genopsætning af Frøken Ignora og Mister Georg. Med en sjov skildring af den genkendelige trang til at være helt urimeligt stædig.

Frøken Ignora er en temperamentsfuld pige. Hun vil bestemme selv. Også når hendes danseglade kæreste Mister Georg kommer og vildt gerne vil lege. Det er disse figurer fra Katrine Marie Guldagers skønne børnebøger, der er blevet forvandlet til teaterkarakterer i Frøken Ignora og Mister Georg.

Forestillingen spillede første gang på Anemonen i 2021, men er nu genopsat med et nyt hold skuespillere. Resultatet er en hyggelig familieforestilling med gode råd til konfliktløsning for de 5-12-årige.

Hvor meget, der er ændret siden første opsætning, ved jeg ikke. Scenografien af Rebekka Bentzen virker dog temmelig skrabet. Der står bare et rødt vandtårn med firkantet, IKEA-agtigt snit i det ene hjørne, og ude i siden af scenen skal tre lysplader agere spejle. Og så er der et skilt med en fisk. Det er ret tamt. Heldigvis ligger der midt på gulvet en kurv med alle frøken Ignoras højtelskede katte, der er syet af filt med nuttede øjne og små sorte næser med knurhår. Lige til at kramme.

Skubber og blæksprutter

Dramatiseringen af Anna Panduro er tilsvarende håndfast. Scenerne hænger ikke rigtig sammen. Åbningsscenen er fx en fiskesang – uden at man lige får at vide, hvorfor man overhovedet skal være optaget af skrubber og fjæsinger.

Men da Frøken Ignora først får lov til at overtage scenen med sin følelse af, at der ikke er nogen, der forstår hende, så får forestillingen et fint flow. Som tilskuer kommer man til at holde af denne sjove pige med det røde hår og den røde nederdel, og man vil også gerne lære hendes kæreste med rockstjerne-solbrillerne bedre at kende.

Iscenesættelsen af Solveig Weinkouff er jordnær og konkret. Derfor lander forestillingen fint på en morale om, at det altid er okay at være sig selv. Frøken Ignora træder i hvert fald igennem, når hun hører noget musik og bare danser frit efter sin egen fantasi med blafrende knæ og strittende arme.

Det er sjovt, og det skaber en god kontrast til de efterfølgende scener fra en danseskole, hvor eleverne åbenbart skal danse akkurat lige som læreren – også selv om lærerens koreografi virker temmelig diffus. Musikken af Tobias Trier er enkle og ørehængende melodier, der sætter godt gang i dansen – tilsat spontan stomp, når Ignora begynder at slå rytmer på en taburet.

Latino-Leif fører

Julie Jeziorski spiller en kæk og sjov Ignora med en klar stemme og gode nuancer i sin hidsighed, og Alvin Bursøe spiller en skøn luftguitar og udstråler en spontan glæde, der let formilder deres små skænderier.

Mette K. Madsen fører an som blækspruttekunstner. Hun spiller både forestillingens fortæller og den lokale fiskehandler, og så har hun en herlig rankhed som danselæreren Latino-Leif. Iført farvestrålende skjorte med gule flæser og med funklende blink i øjet.

At hun som musikalsk wonderperformer samtidig også skal fungere som musiker, virker dog unødigt komprimeret. Særligt når hun sættes til både at spille keyboard med højre hånd og harmonika med venstre. Men det er al ære værd, at Anemonen insisterer på, at børnene skal møde levende musik og ikke bare lyden af en indspilning. Tak!

Alt i alt kniber det dog for fantasien at kravle helt op til kanten af vandtårnet i denne forestilling. Til gengæld trives hverdagsrealismen rasende godt. Denne Frøken Ignora og Mister Georg er i hvert fald en effektiv teaterforestilling om, hvor let ens temperament kan komme til at eksplodere. Også over for dem, som man er allermest glad for.