★★★★★☆ Mythos aktualiserer de græske myter på festlig vis

Mythos er Minna Johannessons vildtvoksende gendigtning af de græske myter. Teater Nordkrafts ensemble og de eminente gæsteskuespillere skaber en kaotisk feststemning med en dyb bundklang af resonansen til verdens aktuelle tilstand.

Man kan jo ikke lade være med at knuselske Teater Nordkraft, hvor more altid er more. Hvorfor vente til klimaks med at fyre konfettirøret af, når man kan starte festen med det? Denne gang gælder det de græske guders myter i en legesyg logistisk tour de force, der involverer et bredt udsnit af publikum.

Gudespil for mellemledere

En del af publikum bænkes fra start på scenen og får tildelt mere perifere guderoller, mens andre løbende adresseres i salen eller inviteres med backstage, hvor de får forskellige opdrag, der indfries senere i forestillingen. Men først stimler vi alle sammen på scenen, for “Der er noget ved at stå sammen og vente” på “noget, man ikke ved, hvad er endnu.”

Ud af krig og kaos fødes en ny orden, Olympen. Titanen Prometheus vælger side for guden Zeus og bliver hans højre hånd i en øm bromance, der er dømt til katastrofe, da den ene elsker mere end den anden. Til tonerne af Wind of Scorpions herser Prometheus med at få det olympiske råd etableret, mens Zeus hellere vil kysse. Hans brændende libido skal – sammen med hans manglende evne til at vise ydmyghed – vise sig at blive fatal for hans magtprojekt, da forandringens vinde atter blæser mod slutningen, hvor menneskene overtager historieskrivningen.

Prometheus har skabt menneskene for at underholde den rastløse Zeus, og han tror så meget på dem, at han giver dem ilden – og dermed muligheden for magt. Zeus prøver at tøjle dem ved at sende dem Pandora og hendes æske – “det var altså en krukke!”. Hun slipper alverdens pinsler ud af krukken, men på bunden gemmer håbet sig, og mod dét kæmper selv guder forgæves. Musiker Martin Ullits Dahl slår forandringen fast med The Final Countdown, først sprødt, siden med fuld spade.

De musikalske valg, der ud over et gennemført foruroligende lydligt univers, også tæller Afrodites uskyldigt dryppende, sentimentale Angel Of The Morning og Dionysos’ cool-sexy I Was Made for Lovin’ You sidder lige i skabet i dette gudespil for mellemledere med meget på spil.

Smittende spilleglæde

Troels Kortegaard Ullerup er en flirtende, voldsparat Zeus, der ikke går af vejen for at smide med lyn, hvis han ikke får sin vilje. Han lever i nuet, boller med alt, der rører sig, og slipper med sin barnlige blanding af trods og charme afsted med det et langt stykke af vejen. Jakob Hannibals Prometheus sætter mere strategiske mål, men smelter som smør – eller enhver underdirektør – under Zeus’ blik.

Laura Kold er en handlekraftig Hera, der kalder til familieråd med noter på whiteboard, når Zeus’ excesser bliver for heftige. Det får hun ikke meget ud af, og hensynker derefter for en tid kummerligt i druk. Thomas Nielsen er den ondeste lille Hades, der bare så gerne vil være med i hulen, men ofte får spændt ben for sig selv med sin obstruktion af de andres projekter. Hvem deler mon citronmåne ud, mens Hera forsøger at holde fokus i det olympiske råd?

Jonathan Stahlschmidt er den yndigste Afrodite, der både kan kysse og håndtere harmonikaen med saftigt glimt i øjet. Minna Flyvholm giver Pandora sødme og vildskab, mens hun prøver at skrive sig selv mere ind i historien. Men det går ikke. Der skal være “et fælles narrativ”, for “vores historier er den kulturarv, jeres forfædre skal bygge deres verden på”.

Samspillet flyder på den småkaotiske Nordkraft-måde, hvor spilleglæden opvejer det alt for lange manuskript. Vi har bare lyst til at blive sammen med disse tossede guder og deres kvaler med at skabe orden i kaos. Særlig skøn er skænderiet mellem Zeus og Afrodite med Hades som mellemmand, der udspiller sig i døren mellem scene og bagscene, som Afrodite rasende har smækket bag sig.

Det fælles narrativ

At skabe orden i kaos og tage ansvaret for forandring på sig er den aktualiserende ledetråd i Minna Johannessons vildtvoksende gendigtning af myterne. Det går igen i hendes iscenesættelse af en form for totalteater, hvor publikum medvirker på forskellig vis og også derved holdes oppe på deres ansvar for helheden.

Det er enkelt og virkningsfuldt tænkt og særdeles godt udført af et cast, der formår at blive i rollerne, mens de gelinde – eller mere kontant – gelejder tilskuere rundt på scenen, eller suser rundt med flirt og opgaver blandt os, der sidder i salen.

Associationen til “moderne” ledelseskultur er tilpas subtilt antydet til at give et par gode genkendelsesgrin uden at overgøre referencen. Det bliver blot endnu en spore til at stille spørgsmålstegn ved det “fælles narrativ”, vi alle er underlagt, med en opfordring til at handle selv og ikke vente på, at forandringen kommer udefra. Alt pakket ind i lingeri, blod, kys og svulstige ballader.

“Kaos er ikke kun undergang, men også fødslen af noget nyt,” lyder det mod slutningen. Teater Nordkrafts ensemble og deres eminente gæstespillere bruger måske ofte de samme virkemidler, men får hver gang alligevel skabt noget ret unikt i det danske scenekunstlandskab. Således også med de olympiske guder, hvor festen får en dyb bundklang af resonansen til verdens aktuelle tilstand.