Kasper Wilton har godt blink i øjet som den gamle, irriterende skuespillerfar i Sebastian Dorsets vellykkede hyggefarce Far flytter ind hos Louise Schouw Teater.
Familieirritationen og overbærenheden holdes nydeligt i balance i den nyskrevne farce hos Louise Schouw Teater. Netop derfor bliver forestillingen Far flytter ind så hyggelig og fredsommelig. Det er ganske enkelt rart at være i teatersalen sammen med stykkets sjove typer: Den selvglade, gamle skuespillerfar, hans udglattende advokatsøn, hans ambitiøse CEO-svigerdatter og hendes selvsikre mor med de mange eksmænd.
Det er iscenesættelsens kærlige blik, der får den forudsigelige farce til at trives så godt. Instruktøren Kasper Wilton har været rundhåndet med sin forsonende fortolkning af Sebastian Dorsets tekst.
Replikkerne er energiske. Det vrimler med flabede oneliners, der skaber gode grin hos publikum. Men plottet er trægt. Karaktererne er i hvert fald det sjoveste ved historien om den gamle, alkoholiserede skuespiller Jørgen Neergaard, der er blevet nødt til at flytte ind hos sin søn og svigerdatter, indtil der bliver plads til ham på et plejehjem.

Herligt ulidelig
Det skulle have været Ole Sørensen, der spillede rollen som den dominerende gamle mand. Uheldigvis blev han syg lige inden premieren, så Kasper Wilton hoppede frisk ind i rollen i sin egen instruktion. Det er en imponerende præstation. For Kasper Wilton spiller vitterlig denne mand, så han fremstår netop så uforbederlig, som rollen lægger op til. En alkoholiseret boheme, der altid kun har gjort lige præcis det, han havde lyst til. Herligt ulidelig.
Kasper Wilton spiller vitterlig denne mand, så han fremstår netop så uforbederlig, som rollen lægger op til
Paw Henriksen spiller sønnen med en god blødhed over for sin gamle far, samtidig med at han er ved at eksplodere over mandens klynk og snyd på vej hen mod vinflaskerne. Iben Dorner har en forfriskende jordnærhed og et tjekket greb om svigerdatterens selvsikre kurs, når hun bevæger sig i en stor bue uden om svigerfar, der har belejret deres stue med alle sine ting.
Og Susanne Breuning byder på forførende mildhed og skæg humor, når hun dukker op med sin beautybox og sin rengøringsiver. Sprudlende af energi og sødme. ”Jeg gør det på nettet,” erklærer hun kontant. Hun taler om at søge om skilsmisse. Hun har nemlig prøvet det før.

Småt med plot
Plottet er småt – næsten så småt, at det bliver væk. Gentagelser dominerer unødigt. Også i iscenesættelsen, hvor skuespillerne flytter rundt på to standerlamper, så man har lyst til at råbe, om de ikke bare kan stille dem ud til storskrald.
Skal jeg bare sidde her og stirre ud i luften – og vente på at dø?
For de forstyrrer æstetikken, sådan som de stilles tilfældige steder midt i Camilla Bjørnvads stilrene køkkenalrum, der er en skøn parodi på tidens hysteriske overklassekøkkener med trælameller overalt. Med hjemmepresset grønsagsjuice i køleskabet, naturligvis.
Forestillingens tema om at bo sammen på tværs af generationerne har masser af sprængstof i sig. For hvad skal man egentlig bestille, når man bliver gammel – og ikke længere magter at arbejde, selv om man gerne vil? Og hvad skal ens voksne børn egentlig stille op? Som den gamle mand vredt spørger: “Skal jeg bare sidde her og stirre ud i luften – og vente på at dø?”

Bo på nas hos sønnen
Pointen i stykket er dog, at stykkets gamle skuespiller egentlig har det glimrende med at bo på nas hos sønnen og drikke den ene lækre flaske rødvin efter den anden.
Far flytter ind er i hvert fald gemytlig scenekunst
Far flytter ind er i hvert fald gemytlig scenekunst, der burde kunne bringe lidt ro i sindene i denne foruroligende tid med global oprustning. I forestillingens verden hersker i hvert fald letforståelige regler. ”Ingen vin før klokken 18”, for eksempel. Eller som Kasper Wilton og Susanne Breunings karakterer udtrykker det: ”Ingen vin før sex!”
Tekst: Sebastian Dorset. Iscenesættelse: Kasper Wilton. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lysdesign: Kristian Hegner Specht. Manuskriptdramaturg: Ninette Mulvad. Producent: Louise Schouw Teater.
Medvirkende: Kasper Wilton, Paw Henriksen, Iben Dorner og Susanne Breuning.
Far flytter ind spilles på turné til 14. april 2026. Oplevet hos Rødovre Teaterforening i Kulturhuset Viften.




