★★★★☆☆ Elegier over jorden – strålende pigekor giver Persefone en ny fødselsberetning

I Kampmanns Festsal på Glyptoteket giver komponist og sopran Katinka Fogh Vindelev og forfatter Sofie Isager Ahl frugtbarhedsgudinden Persefone en ny fødselsberetning. Performancekoncerten Elegier over jorden med Sankt Annæ Pigekor er en dragende – om end velkendt – meditation over fertilitet, regeneration og moderskabets ambivalens.

Det er i skrivende stund præcis tre uger siden, min søn blev født. Få ord rækker til at beskrive den uvirkeligt virkelige oplevelse, det var at se ham komme til verden. Noget ganske særligt var det derfor at overvære endnu en fødsel så kort tid efter – om end mere mytisk og velklingende – i sopran og komponist Katinka Fogh Vindelevs enigmatiske pigekorsperformance Elegier over jorden.

Pludselig forstår jeg, hvorfor så mange kunstnere i disse år drages mod fertilitetens mysterier. Vindelevs værk, baseret på en digtsamling af Sofie Isager Ahl af samme navn, skriver sig ind i en voksende strøm af kunst, der spejler klodens frugtbarhed i kvindekroppen – fra Amalie Smiths bog Terracotta til Kirstine Fogh Vindelev og Alexandra Moltke Johansens musikteater Animal.

Elegier over jorden skiller sig ikke voldsomt ud i den aktuelle dyrkelse af det naturokkulte moderskab og fødslen som urkraft. Alligevel viser værket på betagende vis, hvordan scenekunsten kan skabe et rum for de kropslige erfaringer, der er så umådelige, at sproget næsten kun kan formindske dem.

Den bortførte fertilitetsgudinde

Fra Rigshospitalets kliniske fødegang til Glyptotekets eksotiske tidskapsel. Vi sidder i festsalen, den tempelagtige sal båret af patinerede, ioniske søjler. Antikken gestikulerer ivrigt til os i form af de græske skulpturer, der omkranser publikum. I midten knejser tre kulørte palmeskulpturer af den kuweisk-puertoricanske kunstner Alia Farid – som en pangfarvet invasiv art, der forstyrrer et ellers afdæmpet, harmonisk økosystem.

Tiden føles mærkelig i den ikoniske festsal. Sammenbragt, komprimeret, som om årtusinder ligger foldet ind i hinanden. Det passer i grunden godt til Vindelev. Hun har en hang til at forskubbe tidsfornemmelsen med sine vokalværker, så den bliver svær at måle, men let at mærke. Derfor virker det også oplagt, at hun tager fat i den cykliske tidsløshed, der knytter sig til mange af de græske myter.

Ahls digte er en ekfrase (kunstnerisk udtryk, hvor en kunstner beskriver eller reagerer på et andet kunstværk red.) over myten om Persefone. Hun var datter af landbrugets gudinde Demeter, bliver bortført af Hades og holdes fanget i dødsriget tre måneder om året. I den periode er jorden gold, men når hun vender tilbage til sin mor, bliver den igen frugtbar. Sådan forklarer myten årstidernes skiften. I Ahls videredigtning skal Persefone selv være mor – og hun nægter at føde i den gustne underverden.

Et tragediekor af piger

Det er et elegant greb, at Vindelev lader Sankt Annæ Pigekor fungere som et alternativ til det traditionelle tragediekor. Værket efterligner tragediens dynamik mellem individets stemme og den omgivende verden, repræsenteret af det alvidende og kommenterende kor.

Indledningsvis er Vindelevs Persefone alene i rummet. Svøbt i et brunt klæde graver hun sig langsomt fri, som et knopskud i muldjorden. Imens glider en strygertrio – også bestående af kvinder – mellem klagende molharmonier.

“Jeg vil føde mine børn i paradis,” synger Vindelev med en overjordisk omsorg i sin runde sopran. Snart klinger det angelisk fra baglokalerne: “Persefone var dronning i dødsriget”. Mellem tempelsøjlerne pibler pigekoret frem og tager opstilling. “Vi vil fortælle om hendes regeneration / denne langstrakte fødsel / der fylder vores marker med frugt,”, synger de i lysende, melodiske vendinger, der leder tanken mod Hildegard af Bingen og den tidlige religiøse kormusik.

Forældreskabets ansvarstunge melankoli

Gradvist lader jeg mig indhylle i den parallelle matricentriske sagnverden. I sin karakteristisk vedholdende slowmotionstil bevæger Vindelev sig rundt i festsalen og slæber sig liggende over gulvet, mens hun synger Persefones udstrakte fødselslamenter.

Koret følger trop og placerer sig i forskellige formationer. De synger ikke til publikum, men til rummets akustik, som reflekterer med de strålende, forårsmilde klangfarver. Som det græske tragediekor agerer pigerne selv en slags publikum og observerer syngende Persefones slidsomme fødselsarbejde.

Rumklangen gør det til tider svært at forstå, hvad der bliver sunget. Men det betyder ikke så meget. Da pigekoret på et tidspunkt tager opstilling lige foran mig og synger så blændende rent, at rummet næsten fryser til is, kan denne nybagte far ikke længere holde tårerne tilbage. Hvad er det for en giftig jord, vores børn skal vokse i? Med ét kan forældreskabets fortryllelse slå om i en knugende ansvarstung melankoli. Den ambivalens kan bedre besynges end forklares.