Vandede vittigheder, en enkelt fællessang, små finurlige fortællinger og virkelig velklingende musik. Det er sådan kort fortalt indholdet i Teatret Gruppe 38s nye forestilling Mens vi håber på en lysning.
Mens vi håber på en lysning indledes og afrundes med en virkelig smuk, instrumental version af Det er hvidt herude, som skaber et fint melankolsk underlag for hele iscenesættelsen.
På gulvet i det mørke scenerum på Teatret Gruppe 38 er placeret to barstole foran hver sin mikrofon. Her sidder de to skuespillere, Bodil Alling og Margrethe Manley, der begge har deres daglige gang på teatret. Det samme har musiker Søren Søndberg, som sidder bag det ene af de to elklaverer bagerst på scenen. De tre har fået selskab af musiker Niels Søren Hansen ved det andet klaver. Til sammen udgør de en charmerende kvartet, som formår at fastholde publikums opmærksom.
Musikalsk overskud
Indledningsvist kalder Bodil Alling Mens vi håber på en lysning for et “mellemrum”. En pause fra kulde og mørke, mens vi alle venter på, at foråret for alvor gør sit indtog, og lyset igen vender tilbage. Det er en vældig fin betegnelse, som i virkeligheden er meget rammende for oplevelsen som helhed. Igennem knap halvanden times tid får vi et potpourri af små finurlige fortællinger, vidt forskellige sange, instrumentale numre og noget, de på scenen kalder quizzer, men som mere er en form for vandede vittigheder uden punchlines.
Margrethe Manley har en skøn, mørk klang i sin særdeles stemningsfulde sangstemme, mens Bodil Alling formår at bringe sit unikke fortælletalent med over i viserne. Niels Søren Hansen og Søren Søndberg leverer stort musikalsk overskud på såvel klaver, som guitar, harmonika og messingblæser.
Der er velkendte sange som Birthe Kjærs Sommer og sol, en fællessangsudgave af Jeppe Aakjærs tekst Sneflokke kommer vrimlende og en dramatisk-medrivende dansk version af Nick Caves ballade om Henry Lee. Det er uklart, om de mange (for mig) ukendte numre er skabt til forestillingen af de medvirkende. Men særligt fængende blandt disse er Bodil Allings sangfortælling om en fidusmager, der “rejser i Jylland på nedslidte dæk i en udrakket Morris”, eller en jazzet, firstemmig vintervejrssang om “Sjask, søle og sjap”.
Spraglet men varm iscenesættelse
Hvor forestillingerne på Teatret Gruppe 38 normalt ikke har nogen særlig aldersgruppe, så er Mens vi venter på en lysning ikke henvendt til de yngre generationer. Til gengæld lader premierepublikummet sig rive så meget med, at de begynder at synge med på sange, der ikke er annonceret til fællessang, hvilket skaber en varm, familiær fornemmelse i salen.
I det hele taget er Mens vi håber på en lysning en noget mere spraglet iscenesættelse, der på den ene side adskiller sig fra det stringente udtryk, som vi er vant til på Teatret Gruppe 38, men på den anden side alligevel rummer den karakteristiske stemning og varme, som kendetegner alle teatrets produktioner. Desuden er musikken skøn, og de fire på scenen så charmerende, at det opvejer for de lidt svagere elementer.
Se forestillingstrailer her.
Lysdesign/teknik: Søren La Cour. Video: Andreas Iversen.
Af og med: Bodil Alling, Margrethe Manley, Niels Søren Hansen og Søren Søndberg.
Mens vi håber på en lysning spiller på Teatret Gruppe 38 19. – 22. marts 2026.
