★★★★☆☆ Hydra – Venter på krisen. En tidsaktuel ungdomsforestilling med ørehængere

Teatergrads kunstneriske leder, Pelle Nordhøj Kann, sender kropsdygtige skuespillere ind i preppeland, mens vi venter på krig og katastrofe. Hydra – Venter på krisen er smukt fremført med sange der har hitpotentiale skrevet af Jeppe Emborg.

Scenegulvet er fyldt med vraggods, et skibsskelet, trækasser, reb i kludder og jutesække, der er skyllet op på stranden. Skærmen bagved viser filmklip af et brusende hav. To unge i fornuftige overlevelsesjakker og varme veste er strandet i mere end en forstand.

De har preppet både vand og dåsemad og venter i en slags undtagelsestilstand på, om krigen eller katastrofen kommer. Den eneste kontakt med omverden er beredskabsmeddelelser på deres nødradio med håndsving.

Håb eller realitet

De to unge er modsætninger. “Jeg vil hellere hamstre end håbe,” lyder det fra den unge pige (Katja Kvistgaard), der før drømte om at komme på filmskole. Hun filmer alt og laver lister over deres beholdning af dåsemad og vand. Den unge fyr (Alfred Kann) svarer: “Kan du huske studieturen til Nice, hvor vi fandt hinanden og spiste croissanter.” Han holder fast i sine drømme og vil bygge et hus på stranden, hvor de kan overleve.

Mens de venter på nye beredskabsmeddelelser, ser vi små film på bagvæggen. Fx deres tidligere liv i et hus, hvor de levede et sorgløst ungeliv med pudekamp, guitarspil, grønne planter og juice. Eller et klip med det forkætrede, hakkede oksekød, der i et close-up mases gennem fingre sammen med æg, der smadres.

Nu er alle drømmene sat på en udefinerbar pause, og de har en løbende diskussion om, hvad de er villige til at kæmpe for. De alvorlige replikker i Christine Worre Kanns manus er en anelse skabelonagtige, men de brydes af lyriske sange med tekst og musik af Jeppe Emborg. Her folder Alfred Kann sig ud med en imponerende smuk vokal, der griber med P3-lignende melodier.

Kropssproget fanger

Med sin poetiske udstråling har Alfred Kann en karisma som en popstjerne, der gør rollen som drømmeren troværdig. Katja Kvistgaard har den mere krævende rolle som kontrolfreaken, der til sidst slipper spejderpigerollen, da hun går med på at bygge et hus af skibsvraget. Hendes gestik skifter fra det indestængte til en varm og smidig kropsholdning, og hun finder ovenikøbet en sæk med kartofler, hun vil plante.

Instruktør Pelle Nordhøj Kann har skabt vellykkede koreografiske intermezzoer, hvor de to skuespillere klatrer og danser i skibsvraget på stranden. Det siger mere end de mange ord, og vi ser, hvordan man kan skændes i en abstrakt dans.

Teatergrad er kendt for sine tidsaktuelle forestillinger, som fx: Krig – i børnehøjde for 4.-6. klasse. Eller for de voksne – den musikdramatiske Danmarkskrønike Drømmen om Jens Otto Kragh og Helle Virkner eller Kløvedal – det bedste man kan sige bygget på Nadia Kløvedal Reichs erindringsbog om kollektiver og hippier.

Savner vand og strøm

I Hydra – Venter på Krisen tager Teatergrad de unges frygt for et uigenkaldeligt Armageddon alvorligt. Titlen Hydra er henviser til et mangehovedet søuhyre fra græsk mytologi. Det er kendt for at kunne regenerere to hoveder, når ét blev hugget af. Så galt går det imidlertid ikke og til sidst anes et håb, hvor de to lægger stranden bag sig og tager ind til byen for at konfrontere sig med, hvad der end sker.

Den enkle strandscenografi af Nikolaj Heiselberg Trap – som faktisk er genbrug fra tidligere forestillinger – fungerer fint sammen med Anders Gravers sanselige filmklip af ishav, ødelagt ørkenlandskab og et herligt klip af en mund, der nyder at drikke af en vandflaske. Lyset af Victor Holm Lauridsen samler forestillingen og vil gøre sig godt, når den skal på turne i skolernes gymnastiksale.

Hydra – venter på krisen, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors, anbefales til unge fra 15 år, der er optaget af verdens usikre fremtid. De konkrete ting, som fx mangel på strøm og vand, er håndgribelige og et fint oplæg til diskussion.

Se trailer her.