★★★★☆☆ Me og Stjärna – kærlighed på kæphest

På Spor Festival kolliderer tegneseriefjollerier og operaalvor i Alexandra Halléns værk Me og Stjärna. Et absurd og ømt musikdramatisk eksperiment med lige dele kitsch, højtidelighed og barnlig ekstase.

Forestil dig det her: En granvoksen mand i sort jakkesæt og hvide kondisko rider på en
enhjørningekæphest. I strakt karriere tonser han af sted på et løbebånd. Sveden fosser. Samtidig
erklærer han stakåndet sin kærlighed til fabeldyret i en dyb, mild basklang: “You are my starlight.”
Enhjørningen svarer i omtåget, pitchmanipuleret fistel: “Ride me harder, Jakob.”

Forvirret? Præcis sådan føles det at overvære Alexandra Halléns elektriske opera Me og Stjärna. Et
røntgenbillede af en vidunderligt krøllet komponisthjerne – og en gave til enhver psykoanalytiker.
For under spektaklet bor en knugende længsel efter den barndom, man kun kan fremmane i glimt,
men aldrig helt vende tilbage til.

Forelsket i en fehest

Vi er på Spor Festival for eksperimenterende lyd- og tonekunst. I over to årtier har festivalen været
hjemsted for en særlig form for musikteater, som ikke har mange andre scener herhjemme.
”Instrumentalteater” kaldte man det i 1960’erne: en tværæstetisk praksis, hvor postdramatisk
teater og musikalsk avantgarde smelter sammen og har lige vilkår i den skabende proces.

Karakteristisk for denne stil – siden videreført under betegnelsen “komponeret teater” – er en
vrangvendt, ironisk humor. Eller “ironesty”, som den canadiske musiker og skribent Greg Dember
kalder denne oscillation mellem ironi og oprigtighed.

En humor, der kan identificeres i publikums adspredte, let ængstelige latter. Me og Stjärna er
ingen undtagelse, og man fornemmer en usikkerhed hos tilskuerne: Hvordan skal vi forholde os til
operaens outrerede men dybtfølte forelskelse mellem basbarytonen Jakob Bloch – som optræder
i eget navn – og den legesyge fehest Stjärna?

Seriøs sanger i en fjollet verden

Værket skifter konstant mellem rendyrket gøgl og svulmende patos. Frygtløst har Bloch kastet sig ind i Halléns musikdramatiske hurlumhejhus. Han angriber den aparte rolle med samme alvor som en Don Giovanni på Gamle Scene. Hallén står selv i siden som forestillingens flamboyante sprechtallmeister og dirigerer løjerne i pangfarvet kjole og Elton John-briller.

Hendes elektroniske musik er insisterende infantil og vralter frem i hakkede beats og sukret synthesizer. Man fornemmer inspirationen fra den slags overstimulerende børnefjernsyn, forældre korser sig over: det er lyden af fremmedgjort Gurli Gris. Den dekonstruerede tegneseriemusik understøttes af lavbudget greenscreen-grafik og telefonvideo på de tre storskærme, som udgør forestillingens kulisse.

Kontrasten mellem det barnagtigt umiddelbare i den primitive, elektroniske musik og Blochs højtuddannede, fyldige bas er spændstig. Den veltrænede stemme føles fanget i en musikdramatisk verden, der konstant støder den fra sig.

Hvilken kærlighed?

Det er jo opera, så naturligvis opstår kærligheden mellem basbarytonen Jakob og fehesten Stjärna ved første blik. Og selvfølgelig må stakkels Stjärna lide samme tragiske skæbne som alle de andre primadonnaer i operahistorien. Værket slutter ikonisk med Bloch placeret i blåt spotlys ved siden af Hallén, som er trådt ind midt på scenen med en spilledåse.

Lidende synger han en klagesang til sin afdøde sjælefrænde, andægtigt dækket af et klæde. Det er lige så ømt og sorgfuldt som slutscenen i Puccinis La Boheme – her er den døende sopran bare lige skiftet ud med en kæphest.

Selvom værkets kontrastspil er medrivende og sjovt, rækker det ikke til en hel forestilling. Heller ikke selvom Hallén skifter gear undervejs og giver Bloch superkræfter, så han kan smide jakkesættet og springe ud som discoqueen i glinsende lyserød heldragt. Man ender med at savne musikdramatiske idéer eller biroller, som kan slå nogle sprækker i den kuriøse kærlighedshistorie og åbne flere horisonter i den postironiske æstetik.

Tilbage står spørgsmålet om, hvilken kærlighed der er på spil i operaen. Er Stjärna en egentlig karakter eller snarere en projektion af Jakobs indre, fortrængte barn? Er det en queer-tematik om den kraftanstrengelse, ekstase og udmattelse, som er forbundet med at springe ud? Vi får ikke noget klart svar. Men som i barnets leg imiterer værket de voksnes kærlighedssprog med sin egen, fantasifulde logik. Og lader resten stå åbent.