★★★★☆☆ Trembl – det usynlige gøres synligt med publikum som vidner

Ar Utke Ács’ urpremiere på Trembl under KSelekt i Skuespilhuset er den anden forestilling i the unapparent trilogy, der har fokus på kronisk sygdom. Publikum er vidner til en alternativ tidsopfattelse og sammenbruddets nødvendighed.

Det er en ejendommelig mørk og brummende verden, vi træder ind i, og vi skal passe på ikke at træde på den spejlblanke, sorte dansevinyl. Publikum sidder på alle fire sider, og vi er dermed vidner til optrinnet fra hver vores vinkler. Ledninger hænger i klaser fra loftet i Lille Scenes blackboks og skaber en bue på tværs af scenen.

Snart skal vi møde en kronisk syg avatar, der inviterer os ind i sin helt egen tidszone. Den heler sig selv i en kuvøse af pulserende lydlandskaber og vandrende lys, der giver os alle tilladelse til at stemple ud af ræset. Vi sidder længe i stilhed i det dunkle, næste knurrende lydunivers, der allerede før avatarens entre har noget filmisk sci-fi over sig, hvor tingene måske ikke helt foregår, som i den verden, vi lige er kommet fra.

En skrøbelig kontrakt

Ar Utke Ács anes i mørket iført avatarens kostume af Serena Coelho. Det sammensmelter tynd hud og stoflig transparens i et lidt laset udtryk, som om kroppen er flået og stiller sit indre åbent til skue. Den går langsomt baglæns i den dunkle belysning hele vejen rundt om scenen. Der er en skrøbelig kontrakt med publikum om, at de vil trække benene til sig, mens den går ind i det ukendte eller forsones med mørket.

Måske også i tillid til, at vi selv vil mærke noget. Fx vores egen indre utålmodighed efter handling. Eller at vi måske vil hvile i, at overgivelse er en tiltrængt pause. Nærværet er imidlertid ikke af den slags, der mærkes som en kraft mod publikum. Snarere en energi, der vender indad i en insisteren på ikke at være præsentabel, ikke at præstere, men at lade sammenbruddet og kroppen selv råde. Vi skal bevidne en ofte skjult tilstand.

Mayara Baptista har komponeret musikken og lyddesignet – sidstnævnte sammen med Per Buhl Acs. De dragende hviskende, rungende pulseringer eller humanlike melodiske bidder, svejser avataren sammen med lige dele teknologi og natur. Arme bevæger sig frem og tilbage og præsenterer kostumets håndforlængelse med to lange kløer. Hoften vipper og bevægelserne bliver gradvist mere artikulerede og intentionelle under buen af ledninger.

En let hakkende pickupnål

En sky af haze lukkes ud som en bevidst teaterkliché, der på forunderlig vis løsner lidt af salens spænding. Når energien slipper op, bryder kroppen sammen, og avataren falder mod gulvet. Den stønner og krabber lidende rundt, mens den messer lange toner i stilhed. Lydene optages og gengives digitalt. Skingre versioner og dyriske growls giver det indre liv stemme og fremhæver en tilstand fanget mellem verdener.

Orange lys pulserer gennem de lodrette ledningsbundter, der hæver sig op og fortsætter vandret højt over kroppen og ned på den anden side som teknologiske udgaver af træer. Indimellem viklet ind i de åbenlyst livgivende ledninger, som et hi eller en kuvøse, omgivet af opladningens orange indikator, der spejler sig i det blanke gulv i en forunderlig installation.

Sofia Stål og Will Zawistowski har skabt et vovet installationsbaseret lysdesign, der udnytter blackboksens muligheder og skaber rum i rummet. Når udgangspunktet er mørke, har lyset al magt. Den genopladede avatar rejser sig og belyses i ryggen af store, firkantede spots, der tændes et ad gangen, mens den flytter sig rundt til pulserende lyde som en let hakkende pickupnål.

På sammenbruddets præmisser

Vi kan spørge os selv, hvem der egentlig er syg i en forestilling, der insisterer på ikke nødvendigvis at præstere på publikums præmisser, men på egne. En krop, der som kronisk syg må overgive sig til det tilbagevendende kollaps og være i det. Vi spejles i al vores “raske” travlhed, hvor vi har gjort os selv mere eller mindre følelsesløse overfor træthed for at “klare ræset” og “stå på benene”.

Trembl ryster helt sikkert vores avatar. Helingen er måske netop, at vi bevidner og anerkender i en æstetisk oplevelse med lækker iscenesættelse, lyd- og lysdesign. Koreografien, der skal rumme modsigelserne, følelserne og konflikterne er svær at aflæse dramaturgisk og emotionelt. Måske er det os uvedkommende? Det er et valg, men kan hægte publikum af, der ikke køber præmissen.

Teater og performance på sammenbruddets præmisser er et naturligt tema i en tid, hvor jorden ryster under os med en dystopisk hvisken fra alle sider. Det er ikke den enkeltes ansvar, men et systemisk skred, der vedrører os alle. Det kræver imidlertid et sitrende, insisterende nærvær at dele sammenbrudsfølelsen, uanset om det er sygdom, krig eller klimakrise – ikke mindst når det er “unapparent” som i denne trilogi.