Flotte skuespilpræstationer, fin iscenesættelse men lidt for mange tynde indslag præger årets ellers absolut hæderlige og gode Sønderborg Sommer Revy.
Selvom Sønderborg Revyens idémand, instruktør og medspiller, Leif Maibom, for første gang i revyens 36år-lange levetid ikke længere står på scenen eller trækker i instruktør-trådene, mærkes hans tilstedeværelse tydeligt, for det er hans 11 tekster ud af revyens i alt 23, der langt hen af vejen får revyen til at stå skarpest. Maibom har nemlig i sin evne til at vinkle en tekst ofte en fin sarkasme, gemt under et lag af uskyldighed. En grovhed kan i mange af hans tekster på den konto præsenteres som et åbent spørgsmål stillet af hovedpersonen, hvor svaret så lægges ud til publikum selv og vores egen fortolkning her med en undertone af insinuering fra Maiboms side. Hertil kommer en elegant leg med den dobbelte betydning af ord og gammelkendte vendinger. Fx er navnet på årets revy, Før var vi alle i samme båd, en fin hentydning til Poul M. Jørgensens populære revyvise fra 1944: Vi er alle i samme båd (kendt ikke mindst fra Helge Kjærulff-Schmidts version). Det er en vise om at stå sammen, men med den ændrede titel antydes det, at det ikke er tilfældet længere i en tid, hvor vi er blevet mere ego-fikserede, og hvor solidariteten er gået fløjten.
Sønderborg Sommer Revy. Foto: Stefan Kragh
På den led er en af Maiboms tekstlige vandværker, at han ofte leger med ord og vendinger som vi kendte i forvejen og så vender om eller udbygger med blot et enkelt sigende ord, f.eks. når en af hans figurer i forløbet betegner sig som fuldtids-trist.
På den led er det igen Maibom der redder revyen, selvom skuespillerne absolut gør deres bedste og yder en super-flot indsats. Det tyndbenede der af og til dukker op, ligger kort og godt i flere af teksterne eller indslagene.
Sønderborg Revyen hører til blandt landets største og mest toneangivne, her dog præget af en sønderjysk revy-konservatisme. For selvom indholdet via teksterne indhold skal fornyes, skal formen helst ikke laves for meget om, før Sønderjyderne og et meget stort opland af revygæster, holder sig væk. På den led er Sønderborg Revyen en højborg for tradition, der heldigvis aldrig står helt stille. Under hatten af det mere traditionelle indgår i år tekster eller indslag som fx en fumlende tryllekunstner, en udlevering af det musikalsk par “Lasse og Mathilde” der nu bare er blevet gamle og andre søde, men også harmløse indslag, der mentalt ikke svipser den enkelte tilskuer over fingrene. Over for sådanne indslag er det igen primært Maibom-teksterne, der skiller sig ud som de farligste.
Balancegangen mellem at ville ruske publikum, men også holde på de gammelkendte former, hvor alle har æren i behold, selv efter en tur i det mentale syrebad, holdes fint i de fleste af årets gennemgående (Maibom)tekster. På den led er denne revy ikke af slagsen, der ondskabsfuldt går efter at hænge nogle eller noget ud. Alt serveres med et forsvar, der maner til eftertanke, hvor eftertænksomheden – eller manglen på samme – blandt publikum, så får sig et større eller mindre svirp.
Årets tekster er valgt af revyens nye direktør, instruktør og medspiller, Jeanne Boel og her har hun i elskværdighedens navn måske været lidt for nervøs for at lægge for hårdt ud. For ud over Maibom-teksterne – hvoraf nogle dog også fortjener et hak i tuden – er en del af de øvrige tekster lidt for meget genbrug, mens andre har en undertone af noget lidt for udglattende.
Her træder Lone Rødbroes ellers morsomme og musikalske indslag, hvor hun spiller på alle mulige og umulige instrumenter, klart frem. For selvom det er godt leveret – hvor det nye er en medspiller, der aldrig kommer til orde – har Rødbroe leveret dette nummer og indslag adskillige gange før, også i flere tidligere Sønderborg revyer.
Men langt hovedparten af teksterne og indslagene gør sig imidlertid, ikke mindst takket være de glimrende skuespilpræstationer og en smidig og velfungerende instruktion, der får alting til at køre som i smør. Timingen sidder som den skal og vekselspillet mellem det det alvorlige, det konfronterende, det morsomme og det eftertænksomme står også skarpt.
I Maibom-teksten Et lille tryk får vi i skikkelse af Asger Reher således et bidende, men fint portræt af Nordkoreas leder, Kim Jong-un, der her selvreflekterer og elegant spørger sig selv om, hvem der mon er mest gal på den, ham eller Donald Trump.
Sønderborg Sommer Revy. Foto: Stefan Kragh
Et andet af revyens højdepunkter er nummeret For sent, hvor Lone Rødbroe raffineret synger om danskernes hovmod og manglende evne til ikke at ville tage ved lære og acceptere de fremmede og deres vaner, før det er for sent. Et nummer hvor Prins Henriks portræt undervejs toner frem på bagscenen. Flot indslag og her får vi røde ører på tilskuerrækkerne og tak til Leif Maibom for det.
Karsten Jansfort er utrættelig og oser af veloplagt sceneudstråling, selv i Carl-Erik Sørensen-nummeret Tak – et ikke helt skarpt indslag af den ellers dygtige tekstforfatter. For teksten er her formet som en pastiche, der læner sig lidt for meget op af Epes tekst Pyt.
Der er heldigvis andre og mere glædelige overraskelser, ikke mindst den lokalfødte Sønderborg Revy-debutant, Bjarne Antonisen, der her veloplagt og med kærlig syrlighed giver den som bl.a. vores udenrigsminister.
Revyens nye scenograf og med-direktør, Klaus Kristensen, leverer i den grad varen og folder elegant scenen ud, her flankeret af kapelmester Thomas Pakula og hans orkester, der smidigt og overraskende leger med de gammelkendte toner, mens der skabes flotte og skæve sammenhænge tilsat ny musik. Læg dertil Henrik Børgesens sommerlige kostumer og kongelige lysdesign begået af Jesper Hansen.
Dette er absolut helt igennem hæderlig og god revy, men på intet tidspunkt letter taget. Fire stjerner, men så heller ikke mere.
