Anna Bro har skrevet en ekvilibristisk og helt fantastisk rørende tekst om angst. Rune David Grue har forløst den perfekt. Ida Cæcilie og Alexander Clement griber os om hjertet i symbiotisk samspil. Rædsel er minimalistisk – og den vægtigste forestilling i København netop nu.
”Det er vigtigt at være en lille smule bange hele tiden”. Problemet er bare, at er man først lidt bange, bliver man ofte mere bange, og så lidt mere bange, og til sidst falder himlen ned og jorden går under, hvis du ikke undgår alle tingene på din lange liste. Fænomenet kaldes som regel angst, men i Anna Bros nye, hjerteknugende drama kaldes det med et virkelig velvalgt synonym: Rædsel.
Rædsel fanger måske endnu bedre end ordet angst den umådelige på én gang kontrollerede og helt ukontrollerede energi, som raser rundt i den angstes krop og sind, den paniske tilstand, hvor der ingen plads er i en verden, der lige om lidt går under.
I Anna Bros tekst er rædsel en strøm af ord, der starter som lidt hektiske, men dog pertentlige nålestik, der vokser til mere og mere uregerlige korsting, der gror til vildtvoksende rya, og endelig finder ro som forsigtige blyantsstreger og ord i en bog af Dickens. Ordstrømmen handler først om de tanker, hovedpersonen er modstander af, senere falder sproget fra hinanden, bliver til ekko og kværnende gentagelser, for så at blive tyst, tie helt og endelig samle sig forsigtigt.
Men ordene står ikke alene. Rædslen får også krop som en pibetone i øret, en knude i maven, i nakken, hænder, der flår og dasker. Alexander Clement er tankerne, eller nok egentlig følelserne, der pludselig dukker op i Ida Cæcilie Rasmussens unge læges hjem efter en svær arbejdsdag. Hun genkender ham langt senere som stemmen, der sad på hendes skulder som barn og bad hende om at gøre sig lille. Han knevrer sig insisterende ind i hende, for ”Noget inde i dig ved, du har brug for mig”. Han er simpelthen helt vanvittig irriterende, og hvor man dog kender denne stemme af frygt, af mindreværd, af rædsel. De fleste af os oplever det heldigvis kun momentvist, men her går vi hele planken ud.
Rune David Grue har iscenesat mesterligt i en stadig, rytmisk vekslen mellem ord og krop, en sammenfletning af bevægelser og tekst, en symbiose af de to kroppe og stemmer, der flyder sammen, så vi til sidst ikke ved, hvem der taler, og hvem der styrer hvem. Kun mærker vi knuden i maven, klumpen i halsen over alt det spildte liv, og istemmer samtidig med den angste: ”Lady Gaga er dum”. For vel er hun det, når hun proklamerer ”Du kan gøre det!”, for nogle af os er skrøbelige, nogle af os er sårede, nogle af os vil bare finde en plads i verden.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med instruktør Rune David Grue
Den finder hun til sidst hjulpet af piller og psykiater. Der ligger tilsyneladende en del research bag forestillingen, men den har fundet en æstetisk form, hvor vi snarere mærker rædslens svøbe og lindring, end forholder os til diagnoser og behandlingsformer. Også Kristian Knudsens scenografi understøtter oplevelsen af abstrakt rædsel. Kun et rullebord og en strandstol indikerer, om vi befinder os på hospitalet eller i det sommerhus, hvor den angste søger tilflugt, da verden virkelig går under og reduceres til en uendelig strøm af net-videoer, der holder tankerne ude, mens livet langsomt siver bort.
Less is more. Således også her, hvor det eneste, der fylder, er den rædselsslagne strøm af ord, mens alt andet overflødigt er skåret fra i en sjældent helstøbt forestilling, der indfanger en kompleks følelse med ord, rytme og et fremragende sammenspil, så vi kan mærke det i hele kroppen.
Læs interview med dramatiker Anna Bro i Berlingske
Læs mere om forestillingen her
