Kan I forestille jer en verden efter Corona, hvor mange danskeres kulturelle højdepunkt fortsat er en tur i Bilka? Det kan jeg!
Jeg prøver faktisk altid at bevare en vis optimisme, selv når det ser mest sort ud, men lige nu er det er godt nok svært at se lys for enden af tunnelen. Jeg må indrømme, at jeg siden nedlukningen i december kun er blevet mere og mere bekymret.
Årsagen skal findes i den manglende politiske vilje, jeg desværre oplever, der har været, til at indtænke kunsten og kulturen i genåbningen af Danmark, kombineret med en tilsyneladende ikke-eksisterende forståelse for bl.a. teatrenes arbejdsvilkår.
Samfundsøkonomien i fokus
Jeg tænker, at argumentet skal findes i Den faglige referencegruppes vurdering fra januar, hvor jeg kan læse, at man vurderer, at nok er risikoen for smittespredning ved en genåbning af kulturlivet lav, men, at den, på den korte bane, umiddelbart ikke vil have den store betydning for samfundsøkonomien.
Jeg har ingen grund til at anfægte eksperternes vurderinger. Jeg kan tilføje, at jeg er glad for, at ansvaret for genåbningen af Danmark ikke er mit, og jeg har stor respekt for de mennesker, der påtager sig dette ansvar uanset funktion, politisk farve og eller ståsted.
Et ansvar, som derimod er mit, er ansvaret for Teatret Møllen i Sønderjylland. Et teater, der på lige fod med andre teatre i hele landet fra dag et under denne krise har valgt at tage ansvar, vist samfundssind og lukket ned uden at kny, hver gang det har været krævet af os.
Teatrene var i foråret 2020 blandt de første, der lukkede ned og de sidste, der måtte åbne op igen. Efterfølgende har vi, trods strenge restriktioner og kraftigt reduceret publikumskapasitet, fortsat vores arbejde – også selvom vi har måtte arbejde i blinde uden overblik over fremtidige økonomiske hjælpepakker eller perspektiver for vores arbejde og planlægning.
LÆS OGSÅ: Direktør i Dansk Teater: “Det er jo et kæmpe dilemma for teatrene”
Det er snart for sent
Jeg tror, jeg taler for mange af mine kolleger, når jeg siger, at vi, trods det begrænsede antal publikum, har nydt at være i gang, at arbejde med det vi elsker og dele det med vores publikum. Men nu går det ikke meget længere. Efter i denne omgang snart tre måneders tvangslukning lyser lamperne i “cockpittet” rødt og, hvis der ikke snart sker noget radikalt, kan det for mange meget vel være for sent.
Allerede i nærmeste fremtid frygter jeg blandt andet, at de danske børn og unge vil blive ramt. Vi må nemlig forvente, at mange af de teatre, der “vælter” først, vil være de små uafhængige teatre og grupper uden statslige og kommunale driftsmidler i ryggen. En gruppe af teatre, der bl.a. står for en stor del af den nyskabende og toneangivende scenekunst til børn og unge, som vi i Danmark er så kendt for – også uden for landets grænser.
Forhandlingerne om genåbningen af Danmark er så småt i gang og hvis teatrene igen, igen nedprioriteres og skubbes bagerst i køen, kan det altså få fatale konsekvenser ikke bare for os men for os alle. Måske er vi ikke kroner og øre på den korte bane, men hvad med den lange bane?
Kunst og kultur som katalysator
Kunst og kultur er det kit, der binder os sammen som nation. Kunst og kultur er åndehullet, der giver plads til nysgerrighed, refleksion og fordybelse, hvor det umulige bliver muligt. Kunst og kultur fungerer som en vigtig katalysator for nytænkning og innovation.
Jeg anerkender til fulde kompleksiteten i den opgave det må være at genåbne Danmark forsvarligt. Jeg forventer heller ikke, at de danske teatre bliver de næste til at slå dørene op, selvom jeg har svært ved at finde de videnskabelige argumenter for, at vi ikke kan gøre det. Men jeg forventer, at vi vægtes og drøftes på lige fod med andre ressortområder, der bidrager til det danske samfund.
Når jeg lytter til myndigheder og eksperters udmeldinger om fremtidsudsigterne må jeg konkludere, at Corona er kommet for at blive. Vi kan ikke være tjent med et samfund, som konstant lukker ned. Teatrene kan under alle omstændigheder ikke. Netop derfor er det også bydende nødvendigt, at der bliver lavet langsigtede løsninger nu “i dag”, så samfundet kan leve videre til trods for Corona “i morgen”.
LÆS OGSÅ: Teaterchef Nikolaj Mineka: “Det er nu, vi skal vise, hvad teatrene kan”
Brug for tydelige udmeldinger
Teatrenes ønsker er hverken indviklede eller urimelige. Det er en omkostningstung og kompleks opgave at planlægge en opsætning på et teater. Forberedelsen strækker sig ofte over flere år og de kortsigtede perspektiver, man hidtil har givet os, har kun skabt kaos og usikkerhed. Samtidig med, at vi har været tvunget til at producere ind i glemslen til ingen verdens nytte.
Vi har brug for tydelige udmeldinger om genåbningens betingelser, perspektiver for vores planlægning samt vished for langsigtede hjælpepakker – gerne i form af en forlængelse af den aktivitetspulje, der blev introduceret tilbage i august 2020.
Netop en forlængelse af aktivitetspuljen, gerne året ud, ville være helt afgørende for mange teatre, da den – i modsætning til andre hjælpepakker – er designet til at understøtte aktiviteter i stedet for nedlukning. Aktivitetspuljen spænder altså et sikkerhedsnet ud under teatrene, der vil anspore til, trods store økonomiske tab, fortsat at skabe og udbyde teater til gavn og glæde i hele landet.
Så hvad nu?
Corona har sat en fed streg under kulturens betydning og vigtighed for danskerne, vores velfærd og vores livskvalitet. Måske vil kunsten og kulturen endda, som det skete med klima til valget i 2019, få ny vægt i den offentlige og politiske debat. Det håber jeg. Det fortjener vi. Det fortjener vi alle.
At give kunsten og kulturen fokus giver mening. Det handler nemlig om vores fælles samfund, hvad vi giver til hinanden nu og her og, hvad vi giver videre til til vores børn. Et samfund uden kunst og kultur kan ikke overleve – hverken kulturelt, dannelsesmæssigt eller økonomisk.
Nikolaj Mineka, Teaterchef Teatret Møllen og medlem af Legatudvalget under Statens Kunstfond
