Randers Teater dissekerer med stor dramatisk og visuel snilde den randrusianske verdenskunstner Sven Dalsgaard Jensens (1914-1999) komplekse forhold til sig selv og kunsten i en både absurd og underholdende iscenesættelse, der holder opmærksomheden fanget fra start til slut.
I en sygeseng ligger Sven fra Randers og hoster resterne af sit liv op ved siden af sit alter ego og tvilling. Scenen er kridhvid, og vi genkender stedet som et hospital, men det er ikke et helt almindeligt hospital for ved Svens sygeseng står et kor af hvidmalede sygeplejere som med en dirigent i spidsen smukt og poetisk synger “Han hedder Dalsgaard,” hvorefter en sygeplejeske siger “Du er et surt gammel røvhul Sven”.
Imens kigger et par blå øjne, projekteret op på væggen, ud på os, og lader os vide, at bag det realistiske univers ligger en anden virkelighed skjult, der igennem forestillingen vil åbenbare sig for publikum.
Sven fra Randers
Ifølge Lise Jeppesen, museumsdirektør for Randers Kunstmuseum og konsulent på forestillingen, betonede Sven Dalsgaard altid, at han var født i tvillingens tegn, og det giver derfor overordentlig god mening, at dramatiker Jesper Bræstrup Karlsen lader Sven diskutere, kæmpe og spejle sig selv i en tvilling. Dette understøttes også i valget af Klaus T. Søndergaard som den desillusionerede kunstner og Holger Østergaard som den djævelske tvilling på hans skulder – for de ligner faktisk tvillinger. Søndergaard og Østergaards indbyrdes kemi fylder scenerummet med et dynamisk samspil tilsat en imponerende fysisk legende formåen, når de skiftevis elsker og hader hinanden i jagten på nøglen til “stedet” – der, hvor livstråden løber ud.
I jagten på livstrådens udløb åbnes og lukkes sygestuens symmetriske døre centralt placeret på scenen, og ind og ud sluses det hvidmalede personale, der løbende manifesterer personer og episoder fra Svens liv. Her skal fremhæves Lisbeth Knopper, der som bl.a. Svens følelsesmæssigt afkoblede og sorgbetyngede mor yder en præstation, der emmer af overskud og komisk timing, når hun insisterende gelejder publikum gennem en ubehjælpsom konfirmationssang (alle tre vers er ens), der handler om hende selv og i øvrigt på en melodi, som ingen blandt publikum kender – vi kender godt situationen, og det er lige dele bevidst pinligt og tragikomisk på samme tid.
Dualismen i Sven og mennesket
Den dualisme, som også kendetegnede Sven Dalsgaards liv, har instruktør Moqi Simon Trolin opereret ind i forestillingens visuelle univers og sceniske arrangement. Afstanden mellem det geniale og det banale elimineres konstant i de dynamiske sceneskift, hvor Sven og hans tvilling det ene øjeblik svæver, selvsikkert og rørende oppe i kunsten og ideernes verden, for i næste øjeblik at ramme bardiskens desillusionerede banale verden i en fordrukken samtale om Svens utilstrækkelighed, som menneske. “For kunsten”, som de konkluderer, “er jo også en slags menneske”.
Underholdende og eftertænksomt er det også at blive tilskuere til Svens højstemte filosofiske refleksioner over den forestående død, mens lort triller ud af hans underbukser, alt imens han bliver tørret i røven af sygeplejersken, der konkluderer: “Du skal da ikke dø i beskidte underbukser”!
LÆS OGSÅ: Interview med scenograf Ted Pierce
Folkedomstolen
Sven Dalsgaard boede hele sit liv i Randers, men kunne lige så godt have boet i Paris eller New York. At forblive i den provinsielle hjemstavn og samtidig skabe abstrakt kunst, der lod sig inspirere af alle modernismens forskellige ismer skabte reaktioner i lokalmiljøet i 1960’erne – en tid, der i forvejen var præget af en folkelig modstand mod statsstøtte til kunstnere og især til moderne og abstrakt kunst – den såkaldte Rindalisme opkaldt efter dens organisator lagerforvalter Peter Rindal.
Dette element får særligt plads i forestillingens anden akt, hvor Sven (og hans tvilling) stilles foran en folkedomstol klædt ud som 1400 tallets inkvisition. Her skal fremhæves Jesper Riefensthal, der som inkvisitionsleder, akkompagneret af Randers Teaters kor og guitarriffet til Metallicas Enter Sandman indkapsler bevægelsens absurditet. Riefensthal glimrer derudover også i et væld af andre personager fra Svens liv, hvor han med en imponerende spændvidde i gestik, mimik og stemmebetoning suger opmærksomheden til sig.
Samspillet mellem scenograf Ted Pierces video- og lysdesign og de musikalske elementer, der leveres af komponist og kapelmester Jens Hellemann og Randers Teaters kor, udgør en aktiv medspiller på scenen, der understøtter publikums indlevelse i de mange drømmebilleder og flash backs, der kører igennem Svens hjerne på dødslejet. Samtidig leverer de et kommentarspor, der leder tanken hen på det antikke teaters græske kor, et virkemiddel, der ses oftere og oftere i dansk teater og – det kan altså noget!
En smuk lort
I sin retrospektive erindring har den aldrende Sven skrevet “tak for lort” på sin afdøde fars gravsten, men det er en rørende smuk og seværdig lort, holdet bag Randers Teaters ambitiøse egenproduktion har skabt. Med lige dele grovkornet kynisk humor, filosofiske betragtninger og poetisk rørende sekvenser akkompagneret af en visuel og musikalsk billedside er Sven fra Randers, lige hvad lægen ordinerede på en regnfuld lørdag i august, post corona. Udover at formidle en viden om og en arv fra en kunstner, som mange i denne anmelders generation nok ikke kender til, så beviser forestillingen også, hvad teater kan, når de sceniske virkemidler sidestilles, og instruktøren tør skrue op for de teatralske elementer.
Det, som kunne være blevet en tør biografisk forestilling om en kunstner, de færreste måske kender længere, er i stedet blevet et musikalsk, dramatisk testamente over et menneske, der gav sig selv til kunsten, men som havde svært ved at være menneske ved siden af – sidstnævnte et menneskeligt grundvilkår vi alle bør spejle os i.
