★★★☆☆☆ Antigone 2030 – publikumsinddragende retssalsdrama

Teatergrad sætter klimakamp på spidsen i det lidt flagrende og ganske didaktiske retssalsdrama, Antigone 2030. Publikum agerer nævninge i det svære spørgsmål, om samvittigheden står over loven.

Der er meget vrede på scenerne for tiden. Fra den ungdommelige til den modne kvindes forsmåede raseri. Det sidste udfolder sig i Fædra på Husets Teater, mens Teatergrad også har fundet inspiration i de græske myter til retssalsdramaet Antigone 2030.

Annonce

Aktivist eller terrorist?

Antigone vil i myten begrave sin bror, der døde i kamp om tronen, men Antigones onkel, der nu er konge, vil ikke tillade det. Antigone går derfor mod kongens lov for at følge det, hun anser for en højere lov, nemlig gudernes. Parallellen til i dag – eller den nære fremtid i 2030 – ligger lige for. Antigones projekt handler nemlig om, hvilken klode hun vil efterlade til sit barn. Hun er med andre ord klimaaktivist. Eller terrorist, som anklagen lyder for hendes seneste voldelige aktion.  

Vi møder Antigone i retssalen i Frederiksberg Rets smukke lokaler, hvor skriften på væggen slår fast: ”Lov lyde eller straf lide”. Men så enkelt er det sjældent, og publikum må her påtage sig rollen som nævninge, der mod slut skal vælge mellem fængselsstraf eller frihed. Trods et ganske blandet publikum af såvel autoritative jakkesæt som kulturradikale senhippier i vekslende alder var der forbløffende stor overvægt for frihed. Altså til en person, der forsætligt har bragt andre menneskers liv i fare.

På vej ud involveres vi igen i en epilog, der sætter netop det valg på spidsen. Med en prik skal vi vælge mellem to vinklinger af otte kendte juridiske sager fra den nyere danmarkshistorie fra Blekingegadebanden til Instrukskommissionen. Fik man ikke refleksionen under selve retssagen, er det nok svært at undgå i denne epilog. Jeg måtte i hvert fald tage mig i nakken for ikke at sætte prikken mere ud fra, hvem jeg sympatiser med, end om de har overholdt loven. Det er en pointe i sig selv helt i tråd med forestillingens præmis: skal man overholde loven, hvis den går imod alt, man tror på?

Jeg har sandheden

Lucia Vinde Dirchsen er den rasende Antigone, hvis klimaaktivisme tager en voldelig drejning, da hun er blevet mor. Det er ikke en karakter med mange nuancer, men det skal det nok heller ikke være. Lucia Vinde Dirchsen forsvarer den fortærende vrede og voldsparathed overbevisende som en tikkende bombe af troen på at have ret. ”Jeg har intet forsvar, men jeg har sandheden,” som hun formulerer det til Ulver Skuli Abildgaards hvide, midaldrende privilegiemand, der i 2030 ikke er konge, men justitsminister. Han prøver at manipulere hende til at undsige sine handlinger, men hun står fast. For hun oplever jo at stå på skuldrene af modstandsfolk og Nelson Mandela, som historien omskabte fra skurke til helte.

”Jeg stolede på de voksne, men I løj,” råber hun og undsiger atter den langsommelige, demokratiske og videnskabelige vej til målet. Antigone 2030 er altså, som den også ofte før har været fortolket, både et billede på frihedskamp og generationsopgør. Dramaet ligger i dialogen mellem den yngre kvinde og den ældre mand, der jo i sig selv indikerer en relateret konflikt. Andreas Garfields genskrivning af Sofokles’ drama har mange gode takter i netop de dialoger, mens det ikke fungerer voldsomt godt med Rolf Hansens roller som hhv. mand og søster til Antigone. Hvornår er han hvem, og er det overhovedet vigtigt for den centrale historie?

Persongalleriet er allerede reduceret betragteligt, men en fokusering af de to nære relationer i én rolle kunne have givet mere skarphed til et drama, der måske skiftevis lidt flagrende og lige lovlig didaktisk for min smag sætter vigtige spørgsmål uden nemme svar til debat i en inddragende form, der vakte refleksion og højlydt diskussion på vej ud fra retten.