★★★★☆☆ Maskerade – Holbergs godmodige komedie er underholdende, men hurtigt glemt

Grønnegårds Teatret fejrer sit 40-års jubilæum med Charlotte Munksøs opsætning af Holbergs forviklingskomedie Maskerade. Ambitionerne er måske ikke de største, men præstationerne gode. Stærke bipersoner sikrer underholdningen.

Egentlig fylder maskerne ganske lidt i Charlotte Munksøs midtersøgende, men underholdende opsætning af Holbergs Maskerade. Vi ser dem i en ordløs koreografi i begyndelsen af anden akt, mens en queer løssluppenhed toner frem blandt de unge, erotisk fnisende maskebærere.

Annonce

Men ellers er den sociale frihed, maskerne skal illustrere i Holbergs forviklingskomedie, mere et debatemne end et levendegjort eksperiment i forestillingen på Grønnegårds Teatret. Er man for eller imod disse maskerader, som de ellers bortlovede hovedpersoner så syndigt frekventerer? Fader Jeronimus er imod, enkefru Leonarda for.

Nogen betydning har deres holdning i sidste ende ikke. Leander og Leonora finder hinanden bag maskerne og forelsker sig grusomt. De ved ikke, at den anden netop er den, deres forældre har lovet dem bort til. Og det er vel også værkets problem, at maskeradens synd på den måde ikke har nogen konsekvenser.

Godmodigt teater

På den måde bliver det ikke bare forviklingskomedie, men godmodighedsteater. Hovedpersonerne spiller egentlig ingen rolle, og på scenen er Lukas Toya også bedst som Leander, når han tuller forelsket rundt i baggrunden og kysser hver en overflade af scenografien.

Det er godmodigt; der er intet på spil. I stedet fylder bipersonerne, som må trylle små dramaer frem af ingenting. Og det gør de så. Morten Suurballe som en skiftevis gnaven og forgabt Jeronimus. Anette Støvelbæk som klart tænkende giftekniv. Og, ikke mindst, Patrick Baurichter som tjeneren Henrik, der simpelthen skriver og fremfører sin egen treakters komedie i komedien.

Heldigvis bærer de tre bipersoner let forestillingen med rutineret komisk timing og selvsikker egensindig repliklevering.

Unødvendig musik

Mindre heldig er inddragelsen af musik i stykket. En guitarist spiller uden særlig konsekvens korte rockskillere undervejs, som var der tale om et radiodrama. Og de få, meget enkle sange, der indgår i opsætningen, virker som tilfældigt spilfægteri. Kært, men påklistret.

Steffen Aarfings scenografi er næsten nøgen, men skuespillerne fylder pladsen godt ud, selvom den opsigtsvækkende, røde amorfrugt i scenens midte udnyttes for lidt.

Særligt anden halvdel af Maskerade er ganske underholdende, her skinner det puritanske hykleri hos borgerskabet igennem. Men man kunne sagtens have arbejdet mere med eksempelvis den queerness, der skimtes i Marie í Dalis kostumer, og på den måde sat lidt mere på spil, end teksten – og i denne opsætning musikken – lægger op til.

Maskerade er let underholdning med gode præstationer, men morskaben tjener ikke rigtig et større formål hos Charlotte Munksø, hverken tematisk eller æstetisk. Det kunne den godt have gjort.