Populært lige nu

★★★★★☆ Before the End – dragende surrealisme

Betty Nansen Teatret, Edison

Teateranmelder Monna Dithmer modtager årets Karl Mantzius Pris

For niende gang uddeler Selskabet for Dansk Teaterhistorie Karl Mantzius Prisen og en enig jury har denne gang valgt Politikens teateranmelder, Monna Dithmer. Uddelingen...
Annonce

★★★★★☆ Snedronningen – friskt, farverigt pust i Dyrehaven

Dramatiker Kim Fupz Aakeson, instruktør Nicolei Faber, scenograf Benjamin la Cour og resten af det kunstneriske hold har skabt en forrygende frisk fortolkning af H.C. Andersens Snedronningen. Visuelt forførende, cool klingende og stærkt timet med sus og aktualitet i ordene kører Det Kongelige Teater den store teatermaskine i stilling og skaber magi.

Annonce

“Det grimme bliver grimmere. Blødt bliver hårdt, smukt hæsligt. Se i spejlet og væmmes.”

Kim Fupz Aakeson har gendigtet H.C. Andersens gruelige eventyr om Snedronningen med respekt for originalen. Men der er moderne sus og aktualitet i ordene og en slutning, der ikke forlader sig på at få “Barn Jesus i tale.” Han giver i stedet agensen til børnene selv. Ikke mindst den modige og trofaste Gerda, der kæmper sig gennem historiens kulørte fristelser med øjnene rettet mod bolden. Og den elskede Kay, der har fået en splint af spejlet i øjet, og derfor er blevet blind for kærligheden.

Snedronningen
Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Laura Skjoldborg i det sidste opgør i Snedronningen, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Lige til at spise med øjnene

Benjamin la Cour overgår næsten sig selv med den isnende, billedskønne scenografi, der trods fem monumentale søjler smelter ind i landskabet. Det efterlader os med et ikonisk billede af Kay og Gerda på vej mod livet på bakketoppen langt borte med himlen som bagtæppe. Så bliver det ikke meget bedre i Ulvedalene.

Så bliver det ikke meget bedre i Ulvedalene

Inden da har søjlerne været fyldt med krakelerende, isblå spejlstumper, psykedeliske blomster, piskende bølger, grafiske visuals og meget mere. Forestillingen er lige til at spise med øjnene. Under søjlerne finder vi scenens øje, der både kan tilte og rotere. Ida Marie Ellekildes kostumer er en farveeksplosion tæmmet med uhyre varieret præcision. Lige indtil snefnug og Snedronningens isnende lyn mod slut fordunkler og flænger billedet i et klimaks.

Annonce

Der er med andre ord ikke sparet på effekterne. Og hvor er det vidunderligt at se teatermaskineriet rulle sig ud, mens der sukkes – og af og til heppes – henført på tilskuerpladserne. Marie Koldkjær Højlund (Nephew, huskomponist Aarhus Teater), Anders Boll og Mette Nielsen svøber det visuelle bombardement i et cool lydlandskab. Det får stemme i Simon Mathews mesterlige sangfremførelser i rollen som Isdjævel og klinger næsten overjordisk foruroligende i koret USMIFKAs arrangementer.

Snedronningen
Simon Mathew, Janus Elsig, Mads Emil Duelund Hansen og Astrid Pauline Schmid som djævlene i Snedronningen, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Eventyrlige køretøjer og electro-vibes

Isdjævlen og hans omkring-springende yngel, Janus Elsig, Mads Emil Duelund Hansen, Astrid Pauline Schmidt, binder fortællingen sammen ved at uddrage en form for læring af hver scene. Fx “mennesket er en ynk, altid til fals for en stærkere vilje.” Deres sølvpimpede scootere er kun nogle blandt flere eventyrlige køretøjer, der i år har erstattet de obligatoriske heste.

Annonce

Hvor en forrygende dramaqueensk Jela Natius Abildgaard i spidsen for det dansable skue samtidig får sagt noget væsentligt om dekadent kedsomhed

Ensemblet er bedårende som hoben af “Find Holger/Helga”-abstraktioner, der – med Anton Hjejle i front – er lidt misundelige på Kay og Gerdas venskab, og derfor godter sig, da splinten i øjet skiller dem ad. Gerda forsinkes af (selv)medicineringens honning og tandsmør i blomsterscenen. Det sker sammen med Christiane G. Kochs svigefulde troldkone, hvor danserne koketterer som blomster i Sofie Akerøs flamboyant-flagrende trin.

Trinnene får electro-vibe i næste scene hos guldhoffet, hvor en forrygende dramaqueensk Jela Natius Abildgaard – i spidsen for det dansable skue – samtidig får sagt noget væsentligt om dekadent kedsomhed.

Snedronningen
Jela Natius Abildgaard, Anton Hjejle, Laura Skjoldborg og ensemblet i Snedronningen, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Fyldt med markante kvindekarakterer

Carla Eleonora Feigenberg fører an som røverpigen i den pink rocky-horrorske røverscene, hvor Gerda lærer hende kærligheden at kende med et kys og et bedrag, der krones med tillid. Så selvom der ikke “er meget hyggelys, hvor sorte hjerter bor,” lyser Gerda op. Hun får også rensdyrets og Finnekonens hjælp, så hun endelig kan nå frem til Snedronningens slot – og det endelige opgør om Kays hjerte.

Han skal jo blot reddes, som så mange kvinder før ham

Laura Skjoldborgs Gerda er både kæk og inderlig, men på en moderne måde, der ikke lader os i tvivl om, at hun kan mere end sit Fadervor. Det er i det hele taget en dramatisering fyldt med markante kvindefigurer. Fra Mille Hoffmeyer Lehfeldts kridhvide monster af en Snedronning til Tine Gotthelfs gakkede krage og spirituelle Finnekone.

Anton Hjejle kommer hele kompasset rundt fra vemodigt rensdyr til intrigant hofmarskal. Mens Alvin Olid Bursøe heldigvis kan supplere sin kedelige Kay-figur. Han skal jo blot reddes, som så mange kvinder før ham, med den virkelig skønt-dumme prins, der trækker latter med sin skarpe timing.

Snedronningen
Carla Eleonora Feigenberg, Tine Gotthelf, Laura Skjoldborg, Ingeborg Meier Andersen, Oliver Melander og ensemblet i røverscenen i Snedronningen, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Se i spejlet og bliv glad

Ikke alle scener sidder helt så spitze i skabet som guldhoffet, men Nicolei Faber har umådeligt godt greb om en flydende iscenesættelse. Udendørs teater kræver, at man som instruktør kan skære til benet og lade billederne tale. Det lykkes i år med både elegance og flot variation af effektfulde ensemblescener.

Der suser simpelthen en frisk vind gennem hele setuppet

Der suser simpelthen en frisk vind gennem hele setuppet, der i år tør træde nye veje og give slip på nogle af stedets traditionelle virkemidler. Dem er der ikke noget galt med, men Snedronningen viderefører med succes nogle af de takter, der også var på spil i Hobittens (2021) humor og dukkespil. Og i cirkuskoreografien i Ragnarok (2023), som i øvrigt også var digtet af Kim Fupz Aakeson.

Snedronningen spiller på det store klaver, og nogle kunne mene, at teksten måske lige lovlig skematisk får peget på aktuelle temaer som fx klimaet. Men Ulvedalene kræver store armbevægelser, og forestillingen ikke bare sprudler af overskud, den formår også at tale til mange aldersgrupper på samme tid. Så tag familien med og nyd en forestilling, der på imponerende vis kan kontrollere teatermaskinen og skabe magi. Dermed bliver det egentlige budskab: “Se i spejlet og bliv glad”.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.