★★★★☆☆ Stærkt ensemblespil i den heftige, men lidt uforløste Sukker

Mungo Parks teaterdirektør Anna Malzer tager atter af hovedstolen i Sukker, der med afsæt i egne oplevelser sætter magtrelationer og dominansforhold i spil. Forestillingen har tekstligt svært ved at komme ud af det private rum, men bonner til gengæld igennem med et højenergisk flow og fremragende ensemblespil.

Det starter i dunkende rytmer og opløsning. Anna står med en sko på, den anden i hånden sammen med den fine, turkis kjole. Hendes veninde Jasmin har netop smidt hende ud af deres hotelværelse og “cuttet forbindelsen” per sms. Bruddet skete for seks år siden, og nu følger vi venskabet i spring mellem barndom, ungdom og voksenlivet, som det blev svært at komme ind i sammen.

Synsvinklen er overvejende Annas, men udfordres undervejs af først ungdomskæresten Steven og siden af Jasmin selv. De bryder forestillingens hæsblæsende tempo og tilbyder et blik udefra på Annas identitetsdannelse og selvfortælling.

Sugardating og kattevideoer

Sukker lægger sig i forlængelse af Anna Malzers Tatovering (2020), der mere direkte havde afsæt i en personlig livssituation, hendes (fraværende) fars død. Sukker handler om venskab, men forbinder sig også til en anden livsbegivenhed, fødslen af Malzers første barn. Der er således i begge tilfælde tale om en form for autofiktion, der prøver at generalisere privat stof – at skrive sig fra den lille til den store historie, gå fra det personlige til det strukturelle. I Sukker er det mest som en refleksion af imperialisme og privilegieblindhed.

Sex er en af dramaets motorer, som det vil være i de flestes identitetsdannelse. Sex på skoletoiletter, som sætter dybere spor i den ene end i den anden. Sex som kontrol i relationer, og sex som eskapisme i form af sugardating på linje med kattevideoer.

Da bruddet sker, har Jasmin inviteret Anna på solferie i et hotel så hvidt ved et hav så blåt, og med sugardaddys kreditkort til fri disposition. Anna snerper læberne sammen, men tager alligevel mod kjolen, middagen, boblerne og stofferne i et ambivalent forsøg på at nå Jasmin. At genskabe relationen, som nok længe reelt har været død, fordi vi flytter os gennem et liv.

Fest og fordrivelse

De bumper ind i hinanden som børn på trappegangen og er uadskillelige derfra. Lige så hurtigt rytmen dunker bag dem, lige så hurtigt løber livet. De er seje piger fra skrøbelige familier, der bakker hinanden op. Smukkest i den geniale abortscene, der bliver magisk med et helt enkelt greb, hvor fest og fordrivelse smelter sammen i én orgastisk knejsende, piskende kurve. Knugende trist, når de to taler forbi hinanden, fordi livet bragte dem forskellige steder hen.

Anna til scenen, mens Jasmin blev “sosu”. Med tiden bliver hun også Annas token på en baggrund, hun selv for længst har lagt bag sig i sit travle kunstnerliv, hvor der ikke rigtig er tid til at “mødes i hverdagene”. Hverdagene bæres af Jasmin i en mild, nedtonet scene på hendes job som sosu-assistent hos en lige dele kær og vranten ældre borger, som Christopher Læssø giver varm autenticitet i en af sine mange roller som mændene omkring de to kvinder.

Han sukker opgivende som resort-servicemedarbejderen, der rydder op efter de dekadente gæster. Han er overbevisende nuanceret som sugardaddy og en stærkt underholdende comic relief som tjener og sommelier. Rollen som Annas ungdomskæreste Steven er på grænsen til staveplade tekstligt, men bæres også godt igennem af Læssø i fint samspil med Nana Morks overspændte Anna, der tænder på konflikt.

Fremragende spillere

Signe Thielsen runder den uhyre velspillende trio af i den svære rolle som Jasmin, der mere er en idé end en karakter. En katalysator for Annas udvikling, der selv fremstår som lidt af en gåde. Varm og betænksom, men også lukket og selvdestruktiv. Det kontrastfyldte er menneskeligt interessant, og hun pirrer nysgerrigheden, men den forbliver lidt uforløst.

Det skyldes, at historien er Annas og handler om hendes udvikling, som de øvrige kun kan være bifigurer i, hvilket understreges af, at teksten ikke rigtig lykkes med at få historien ud af det private rum. Der er egentlig masser af ansatser til den nærliggende refleksion over strukturelle magtforhold og udnyttelsesrelationer, men energien er ikke dér. Den er i den nære relation mellem de to venner og i den heftige iscenesættelse, der formår at holde sit energiske flow – og som samtidig får spillerne til at lyse troværdigt og stærkt i de tidsbilleder, den maner frem.

Det er fremragende skuespil hele vejen rundt i en flot balance mellem Nana Morks nærmest elektriske energi, Signe Thielsens mere flegmatiske resignation og Christopher Læssø som en præcis altmuligspiller med stor komisk tæft. Selvom dramaet ikke er helt afklaret med, hvad den vil, bliver Sukker alligevel en ret velfungerende forestilling i kraft af en trio, der kan honorere Malzers hårdtpumpede rytme og legesyge omgang med stilistiske greb.