★★★★★☆ DET ER IKKE MÅRUP KIRKE – det er magisk overgivelse til højere magter

Granhøj Dans gæster Teater V med DET ER IKKE MÅRUP KIRKE, der er efterfølger til THIS IS NOT SWAN LAKE og THIS IS NOT ROMEO AND JULIET. Efter en succesfuld turné i det jyske er det blevet københavnernes tur til at opleve det sidste nye værk fra Palle Granhøj. Det er som at sidde i en kirke, der langsomt ædes af havet.

Palle Granhøj har inviteret os hjem. Hjem til Vesterhavet og klinten, hvor der engang stod en kirke – Mårup Kirke, indtil havet tog den efter mere end 800 år. En kirke som i sig selv er vidne til livets gang. Vi ser dansere slide i livets bånd, forbindelser, relationer, navlestrenge til den omverden, vi er skabt af. Vi ser en vandrende cellist, en dansende sanger og et statuarisk mandskor, der svøber værket i nostalgisk magi.

Med alle de følelser, kirken har rummet, udfoldes længslen med vanligt Granhøjsk glimt i øjet. Med uhøjtidelig elegance mestres krop, sang og musik abstrakt og dybt konkret på en og samme tid. Musikere og dansere er det samme blændende cast som i THIS IS NOT ROMEO AND JULIET. Og endnu engang sætter de noget på spil med deres rå og uhøjtidelige autenticitet.

Længslens anatomi

Det begynder ikke med et minuts stilhed, men alligevel – med billeder på staffelier og gamle mursten i en rød trillebør. Der bliver læst højt til ære for kirken, der blev til i 1202 i Lønstrup med blot en km til kysten. Den kilometer svandt siden 2 meter om året, indtil kirke blev til hav. De efterladte sten fra kirken bliver knust til grus og ral – tanken om genopførelse droppes.

Vi byggede omkring 2.000 kirker i middelalderen – ca. 1.500 står stadig og fortæller deres historier. Alle, der har mistet, har prøvet at stå med nogle personlige artefakter fra den afdøde og skulle overveje, om minderne ligger dér, eller om de i virkeligheden er usynlige bånd af forbindelser til noget større. I forestillingen synliggøres de som elastiske bånd omkring – eller mellem kunstnerne.

Palle Granhøj er selv på scenen undervejs og formidler fakta, længsel og vemod direkte ud til os. Store brede arme slås ud og bevæges op og ned, håndflader og underarme samles og løftes og sænkes til lyden af Anne Eisensees smukke og varme fuldregistersopran. De folkviseinspirerede melodier og rytmer lyder af både Balkan, Indien og Norden og samler hele verdens vemod og nostalgi udenfor tid og sted.

Bånd der forbinder

En håndholdt lampe bevæger sig virkningsfuldt rundt på den mørke scene. Der er mørkt på landet, men fanget i lysperformer Darius Berulis’ magiske skær udfoldes følelserne i hele deres register. Fra desperat fastholdelse til den irrationelle kamp før overgivelse til det, som er. Vi dykker ned i sindets mørke og undersøger tabet af livets holdepunkter – for måske at forstå livets flygtighed.

Palle Granhøjs koreografi trives nemlig bedst lige der i de kraftfulde livtag mellem kamp, kærlighed og frihed båret af en varm længselsfuldhed – der ellers kun opleves hos Pina Bausch. Dansere i skarpe jakkesæt vikles helt konkret ind i bånd. De manipuleres, indskrænkes, føres og trækkes kraftfuldt og til tider akrobatisk i alle retninger med uforstilt nærvær og teknisk kontrol.

Den første forelskelse, barndommens eventyr, ungdommens kraft, hjemstavnens natur. Meget af det, vi måske ikke længere har, men som stadig trækker i os og giver farve til livet. Det litauiske musikerpar, violinist Dalia Dėdinskaitė og cellist Gleb Pyšniak trækkes selv ind på scenen i et bånd, der også trækker på vores smilebånd, og spiller, så hestehårene rejser sig fra buerne. Pyšniak spiller til tider gående hen over scenen med celloens gribebræt under hagen – stadig med blændende virtuos ekspressivitet.

Rituel magi

Med DET ER IKKE MÅRUP KIRKE har Palle Granhøj endnu engang skabt en perle af en forestilling, der integrerer sangere, musikere, dansere og lys. Det er kunstnere på en fælles mission om at forløse et værk – sammen. Der er ikke nogen, der akkompagnerer andre, og selv lyset har en krop, der indfanger historierne i sit spotlight.

Dansernes tiltagende obstruerende bånd og repetitive mønstre blandes med Palle Granhøjs poetiske anekdoter og fortællinger fra hjemegnen. Minderne står malet i hans ansigt og i dansernes mimik. De spejles i de mange tværæstetiske optrin af iscenesat forbundethed til Mårup Kirke, og det liv, den var vidne til. Granhøj afstemmer elegant alvoren med vanlig ironi, så nostalgien bliver rørende.

Den toppes af et mandskor, der både hvisker og synger sig ind på scenen som en dis fra havet. Dansen og musikken er hver for sig allerede en performance værdig – tilsammen skabes en næsten rituel magi med både dybde og humor i uendelige lag.