★★★★★☆ Er the sublime nurse svaret på omsorgskrisen, spørger den cool-foruroligende The Caretaker

Katrine Elise Leth Nielsen undersøger på Teater Momentum omsorgskrisen i The Caretaker, der med en cool, underliggende humor integrerer temaet i forestillingens æstetisk gennemførte form. Dermed viser forestillingen det fravær af empati, der opstår i den teknologiske strømligning af menneskelige behov og ambitioner om at gøre det godt.

“Det starter med et åndedrag. Træk vejret 1 – 2 – 3 – 4,” messer kvinden på skærmen. De to på gulvet følger hendes anvisninger igen og igen, som var det hypnose.

Kvinden – eller avataren, som hun jo er – har tilpasset sin stemme til deres ører, så den behageligt kan strømme omkring dem. Stemmen er nærmest hypnotisk – og faktisk overhovedet ikke behagelig, som loopene omkring åndedragene udvikler sig i jagten på at blive “the sublime nurse”.

Humoren lurer i horrorlandskaberne

Katrine Elise Leth Nielsen fortsætter sine lige dele uhyggelige og legende eksperimenter med at etablere et samspil mellem skærm og scene, som hun også tidligere har udforsket sammen med scenograf Freya Sif Hestnes i blandt andet Den anden på Sydhavn Teater i 2023.

De har en egen cool tone, hvor en vis humor lurer i de horrorlandskaber, de bringer til live et sted mellem cyberspace og kroppens snaskede materie. Her placeret i en form for sundhedsregime, der gradvist går fra klinisk til en opløsning i blod, puds og drivende tis.

Sterile står de dog fra start i deres beige shorts og trøjer og med lange hvide støvler på solid rågummisål. Det er en næsten futuristisk genskabelse af sygeplejerskens antræk, der siden suppleres med et operationsforklæde, der strutter som et balskørt. De to fungerer som én, og befinder sig næsten udelukkende på en lille rund scene, der langsomt drejer dem længere og længere ind i sammenbruddet.

Stemmen skyr ingen midler

Opløsningen hænger der fra start. Over deres hoveder som en uformelig masse, der næsten ligner et hjerte, men siden transformeres til en krop, der først pusles og siden flås åben. Ud vælter vat, dun og puder, mens blodet danner sår og stier. Det makabre monstrum spiller dog kun en instrumentel rolle. De to omsorgspersoner river rundt med kadaveret, men det virkelige overgreb ligger i stemmen, der lyder som en kloning mellem et meditations- og motivationslydspor. Hele tiden soft, men insisterende.

Avataren fordobler sig på stadigt større og så små skærme. De fylder rummet, så de to spillere, der har en rigtig krop, næsten presses ud. Ligesom stemmen presser dem med sit konstante krav om dyb vejrtrækning og sublim adfærd som en forstørrelse af fortidens børnepasningsideal, ro, renlighed og regelmæssighed.

Idealet spejles af perfekte blomsterhaver på skærmen og fugleføjt i det terapeutiske lydlandskab. Siden opløses de nærmest hyperrealistiske, pink-lilla blomsterhække i negativ sort/hvid omvending, mens disharmoniske toner presses frem. “Ved 440 herz opløses alle spændinger,” hævder avataren. Den skyr tilsyneladende ikke nogen midler for at opnå den sublime tilstand, der kan sikre os den omsorg, vi ønsker, men som der ikke længere er hænder til.

Højaktuel dagsorden i original æstetik

Teknologien bliver dermed den centrale spiller – eller måske nærmere det centrale tema. The Caretaker anskueliggør fraværet af empati, der opstår i den teknologiske strømligning af menneskelige behov og ambitioner om at gøre det godt. “Kan du selv vurdere, om du har stress?” spørger den Mette Gregersens udmattede sygeplejerske, der desperat værger for sig med et “Jeg har ikke et øjeblik”.

“Nej. Nej. Nej,” siger den til Noam Boaz Feldman Lewerissas trætte sygeplejerske, da han igen og igen gætter på de samme farver i et forsøg på at forstå behov blot ved at lægge sin hånd på en pande. I dette tilfælde avatarens kolde skærmpande. De to spillere bliver ikke “sublime nurses”, men yder en sublim kropslig visualisering af det internaliserede pres for at yde. Selve begrebet “sublime nurse” udløser mod slut deres brækrefleks, før sammenbruddet overraskende samles op i en sang.

På Katapult i Aarhus har sundhedsvæsenet også vejrtrækningsproblemer og stiller spørgsmålet om, hvordan et omsorgsgivende menneske overlever i et effektivitetshungrende sundhedsvæsen i Flora. Katrine Elise Leth Nielsen og hendes medskabere rammer i en spiralformet dramaturgi ned i samme problemstilling, men med fokus lagt på teknologiens rolle og betydning.

The Caretaker fremstiller originalt problemstillingen i spændet mellem det visuelt-fremmedgørende univers og det kropslige nærvær, så det ikke blot rejser en højaktuel dagsorden, men også integrerer temaet i forestillingens æstetisk gennemførte form. Det er en raffineret, sanselig og faktisk også ganske morsom forestilling, hvor latteren overrumpler og stikker i halsen.

LÆS OGSÅ: I Flora bider systemet sig selv i halen