★★☆☆☆☆ I mellemtiden rammer ved siden af skiven

Det er svært at sige, hvad TeaterBLIKs nye forestilling I mellemtiden handler om. Det er en fragmenteret størrelse, som mest af alt virker som resultatet af en devising-proces.

Det var engang et hus, en familie, en pige, en fødselsdag. Med ganske få sætninger skaber de to medvirkende, Maria Grønlund Malling og Bjarne Kalhøj, en rammefortælling for TeaterBLIKS I mellemtiden. Så langt er vi med, men herfra bliver Rolf Søborg Hansens iscenesættelse mere og mere mærkværdig.

Urovækkende elementer

Scenerne i I mellemtiden er som små adskilte tableauer. De to skuespillere taler om en fødselsdagsfest, om deres største frygt, om at have en fugl eller om at få lagt sine flyveører ind. Det er nok tænkt som værende poetisk-svævende i formen, men det bliver mest af alt bare forvirrende. 

Desuden er der flere dele i iscenesættelsen, som har en urovækkende eller decideret uhyggelig vibe. Det gælder i særdeleshed det skaldede dukkehoved, som Maria Grønlund Malling fremtryller. For lille til at være et rigtigt barnehoved, for uhyggeligt til at være en dukke. Ikke desto mindre føres det lille hoved omkring, som var det en kropsdel med sit eget selvstændige liv.

Hvad er pointen?

Også snakken om fugle, som ledsages af en livagtig, kunstig undulat, får et dystert islæt. ”Hvis fuglen slipper ud, så flyver den, til den dør,” hører vi. Der er sikkert gode tanker bag – måske en alternativ måde at italesætte livet og døden – men det hele bliver unødigt mørkt.

Stemningen lettes heller ikke af det sære skeletvæsen med stok, som dukker op til tonerne af Kai Normann Andersens melankolske I dit korte liv. Eller af det et-øjede tøjdyr, der er ved at blive kvalt i den plastiskkasse, det er blevet gemt væk i på loftet. Er det for at fortælle børn, at deres tøjdyr dør, hvis de pakker dem væk?

Ifølge TeaterBLIK er forestillingen skabt for de 11-16-årige. Det er en usædvanlig målgruppe. Jeg vil mene, at de yngste og de ældste har meget lidt – for ikke at sige stort set intet – til fælles. De er ganske enkelt to vidt forskellige steder i livet. Egentlig tror jeg, at ønsket har været at minde børn og unge om, at man godt bare må være til stede i livet uden planer. Men budskabet drukner i de sære scener, som mere ligner resultatet af en devisingproces end en heltstøbt, færdig forestilling.