★★★★☆☆ BornholmerRevyen 2026 favner hele øen

Her sidst på sæsonen lander en lille ny i revylandskabet. BornholmerRevyen kommer rigtig fint fra land med en afslappet, musikalsk stil, der henvender sig til både fasboende og turister. Der er glimt i øjet i et show, der har mere blik for hverdagslivets finurligheder end den politiske satire. Tekstniveauet er – som generelt i år – noget svingende, men holdet oser af overskud og redder det meste hjem med stil.

Tonen slås hyggeligt an i Kyllingemoderen, træhuset der oser af sommer midt i Almindingen. Spillerne kommer dryssende ind og hilser på, mens musiker Frederik Bak crooner med guitaren. Så lyder den varme hyldest til Bornholm: “Om jeg skal padle over Østersøen / vil jeg altid finde tilbage til sommeren hos dig.”

Landbruget står for skud

Kontakten med salen er etableret, og den afslappede tilgang forstærkes af, at kostumer og rekvisitter pryder bagvæggen, så en del skift foregår på scenen. Rask trækker trioen i grå parykker og sorte rullekraver og kaster sig ud i den halsbrækkende disciplin at lave skæg med latter. I et historisk vue fra vikingetidens kortfattede “HA” til mere subtil latter som fx popcorn-latteren, der ryster kroppen i små puf. Det er dumt, men også temmelig kært.

Søde er de også som småbørn i Vase & Fuglsangs Skal vi lege. Temaet er familiekonstruktioner, for hvordan leger man far, mor og børn i dag? “Så sagde vi, at du var pap-lillen, og du var halv-lillen og jeg var bonus-lillen.” Det har de små særdeles godt styr på, og selvom pointen er temmelig 1:1, som der bare dynges på, holder den gode dynamik mellem spillerne sketchen oppe.

Mere kød er er der på Jan Svarrers Jeg en gård mig bygge vil, hvor Trine Pallesens lærer må se virkeligheden i øjnene, da hendes praktikant i Minna Flyvholms pædagogiske skikkelse har opdateret teksten til de gamle sange om dyr. Bondemanden har stadig travlt, for “Høns, de skal i bure / så vi kan få mange æg / Halerne skal kuperes / det kan grise ikke li'”. Landbruget står også for skud i den sjovt tænkte Jobrotation, hvor en tidligere landmand forsøger sig som pædagog – og presser hele blå stue ned i én barnevogn. Men som en af de få sketches swingede den ikke helt på dagen.

Det gjorde til gengæld varianten over den klassiske dansktopduo. Jacob Weble og Minna Flyholm gør sig i stedet som lumre lejlighedssangere. De skriver alt på melodien til Jeg er havren, og det kan der komme ret forskellige rim ud af, afhængig af, om det er en afskedssang til Bandidos eller en vindersnag til Mette Frederiksen: “Løkke sagde han var en ven / så nu hænger vi på ham igen”.

Kan man vaske bilen i sovs?

Den politiske satire fylder dog ikke så meget på Bornholm, hvor der mere tages fat i temaer som netop landbruget og andre facetter af klimaet med et par lidt tynde tekster, og især situationer fra intimsfæren, der jo også tager temperaturen på, hvor vi er i dag.

Trine Pallesen og Jacob Weble er virkelig skønne sammen, hvad enten de er seniorer på date i Webles egen underfundige tekst, eller gennemlever det store ægteskabelige drama som opera. Et format, som især Hjørringrevyen har excelleret i – og ikke altid med held. Men her lykkes det at få det melodramatiske landet i en varm kærlighedssang. Lidt bedsteborger er man vel altid, selvom man tager operaparykken på.

Minna Flyvholm har fat i work-life balancen i Gunvor Reynbergs Mental Load. I et fint nuanceret fald fra irriterende perfekt karrierekvinde med styr på det hele til totalt opløst og desorienteret af de mange gentagne opgaver ender hun med at vaske bilen i sovs og voldtage sin mand med surdej. Minna Flyvholm er en virkelig skøn sanger, men har også udmærket styr på komikken i den beslægtede tekst Guddommeligt design, som vi så i Hjørring for et par år siden. Dens videnskabelige tilgang til forskellene i kvinder og mænds fysiske vilkår holder stadig.

Jacob Weble får skabt en del skønne karakterer undervejs, men sætter trumf på som afklædt gusmester i sin egen tekst. Teksten indfanger dekadencens tidsalder – og det meget lille menneske, som gusmester Gus er. Har man ikke set helikopteren, så må man en tur forbi Bornholm og opleve komik doseret i fuldstændig præcise bidder.

Se ud!

Trine Pallesen når også vidt omkring og får blandt andet testet sit bornholmske. Hendes fineste indslag er dog Anna Panduros Søvnløse nætter om moren – og kvinden – der venter nervøst på teenageren, der er ude – og siden på livet selv. Pallesen kan om nogen foredrage en vise, som hun fx gjorde så smukt i sit portræt af Grethe Ingmann i 2022, og her får hun lavet et portræt af angsten og håbet, så man kan høre en knappenål falde i den ellers muntre sal.

Det er i det hele taget et hold, der swinger godt sammen. Frederik Bak leverer et flot, varieret musikalsk rum, og får enkelte gange også lov til at træde frem på scenen. Sammen giver de et smukt og virkelig velarrangeret medley over revyviser gennem tiderne. En fin måde at ære og forny traditionen på, mens den afsluttende Venskabstango samler revyens gennemgående tema om ensomhed op med de håbefulde linjer: “Se ud / Ræk ud / Fang et blik i et smil.” BornholmerRevyen tør røre ved de svære følelser, men holder håbet varmt.

Musikaliteten ligger også i Sofie Pallesens letløbende instruktion, der både har blik for de stærke karakterer – der kan løfte en del tekster over deres egentlige niveau – men også for det tempo, en revy ånder igennem. Det sikrer hun blandt andet med et væld af shorties, der egentlig bare er et setup med en fjollet punchline – men det virker. Det gør revyen også som helhed, den er et dejligt nyt bekendtskab, som favner både fastboende og turister.