Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

Meriam Bousselmi skriver sig ind i hovedet på en diktator

Mériam Bousselmi, tunesisk advokat og dramatiker, var i december aktuel med opsætningen af Det som diktatoren ikke sagde på Takkelloftet i Operaen. Her stillede hun blandt andet spørgsmålet ’har et folk virkelig den leder, de fortjener?’.

En afsat, fiktiv diktator alene i et rum. Langt væk fra fortidens storhed og magt. Hvad tænker han på? Fortryder han sine handlinger eller kun det faktum, at han blev afsat?

I forestillingen Det som diktatoren ikke sagde skriver den tunesiske dramatiker Mériam Bousselmi sig helt ind i hovedet på en eksildiktator og lader ham åbne sine inderste tanker. Resultatet er en monolog, en slags envejssamtale, som eksdiktatoren opfinder i sin ensomhed. Mériam Bousselmi skrev teksten i 2013 som et forsøg på at konfrontere og italesætte de skuffelser og bristede illusioner, der er opstået hos hende selv og andre i kølvandet af Det Arabiske Forår.

Spurgt direkte mener hun, at vi alle selv bærer en potentiel diktator i os, og hun understreger, at vi alle har et medansvar for et diktaturs overlevelse og afskaffelse. En afsat diktators tanker er interessante, fordi de peger direkte tilbage på det folk og den omverden, som accepterer en siddende enehersker, der ikke er demokratisk valgt. Meriam Bousselmi mener således, at diktatorens holdninger afspejler et samfund og en mentalitet, som ikke gør oprør, og som ikke sætter spørgsmålstegn ved korruption og manglende frihedsrettigheder. Det som diktatoren ikke sagde blev iscenesat på Takkelloftet i Operaen af Jacob F. Schokking og med Joen Bille som eneste medvirkende, og den spillede fra d. 6.-17. december 2016.

Håb og skuffelse

I januar 2011 står Mériam Bousselmi og hendes teatertrup selv på gaderne med mange andre i den såkaldte Jasmine-revolution i marts 2011 i Tunesien. Landet er i oprør, og den siddende diktator Ben Ali er tvunget til at gå af og flygter ud af landet til Saudi-Arabien.

Året før har en ung gadesælger ved navn Mohamed Bouazizi sat ild til sig selv i den tunesiske by Sidi Bouazid, og han er derved blevet et fysisk ansigt på den afmagt, som han deler med så mange andre. Det bliver starten på det arabiske forår – en bølge af oprør i de arabiske lande, som spreder sig til Egypten, Oman, Yemen, Libyen, Syrien, Bahrain og Marokko. Folket har talt og handlet, men ifølge Mériam Bousselmi var problemet i Tunesien, at der ikke var et alternativ at bygge på. Man fratog én diktator magten, og i hans sted opstod mange forskellige diktatorer. I stedet for et mere frit og lige samfund endte de, ifølge Mériam Bousselmi, med en religiøst funderet regering, der indskrænkede tunesernes færden i det offentlige rum, deres påklædning og deres ytringsfrihed.
”Selvfølgelig delte jeg et håb med mange andre om, at vores land nu var på vej til noget andet. Tunesien har alt for længe været et land, der har været præget af en traditionel struktur, et patriarkalsk familiemønster og få frihedsrettigheder,” forklarer hun.

Mériam Bousselmi, der både taler arabisk og fransk flydende, skaber politisk teater, og hun er blevet kaldt én af Mellemøstens nye kunstneriske og politiske stemmer. Og måske har hun også taget det politiske teater et mere nuanceret sted hen end tidligere. Det som diktatoren ikke sagde er ikke det eneste eksempel på, at hun diskuterer de komplekse problemstillinger, der gennemsyrer det tunesiske samfund. I stykket Succesens synd fra 2013 undersøger hun blandt andet rollemodellen for den undertrykte kvinde og umuligheden i kvindelig succes i et mandsdomineret samfund.

I diktatorens sted

At tage turen helt ind i hovedet på en fiktiv eksildiktator kan virke som en uoverkommelig opgave. Man kan studere forskellige diktatorers handlemåder, læse om deres vaner og undersøge, hvilke beslutninger de har taget i hvilke situationer. Men at forstå det til bunds kræver noget mere.

”Det er en udfordring at sætte sig i diktatorens sted, og jeg har ønsket at udfordre mig selv i den her proces. Jeg vil gerne sige noget om, hvordan samfundets system fungerer. Hvordan det manipulerer med os. Og hvordan og hvorfor det kan lade sig gøre, at én mand bestemmer over massen,” understreger Mériam Bousselmi.

Men hvorfor skal vi overhovedet helt derind? Hvorfor skal vi forstå en diktator, og hvordan skal vi kunne bruge det til noget som helst, er et oplagt spørgsmål at stille til forestillingens præmis. Mériam Bousselmi er ikke i tvivl: ”For mig at se er det interessant, fordi en ulykke aldrig kun er én persons ansvar. Det er et delt ansvar. Der er også altid et folk, der accepterer en siddende diktator. Hvorfor gør de det? Fordi de måske også selv får nogle fordele, eller fordi de er bange for konsekvenserne. Men hvis du lukker øjnene for korruption, elendighed og manglende frihed, så er du også en del af det. Har du accepteret tingenes tilstand, kan du ikke bagefter sige, at ansvaret ikke var mit,” understreger hun.

På den måde mener Mériam Bousselmi også, at man til en vis grænse godt kan sige, at Tunesiens borgere selv har et ansvar for at leve så lang tid i en diktaturstat:
”Man kan ikke give nogen skylden, for den har vi alle. Jeg mener, at et land har de ledere, som vi fortjener. Vil du ændre noget, skal du først ændre landets mentalitet,” understreger hun.

Fra Tunesien til Danmark
Den unge dramatiker håber på, at det danske publikum vil tage godt imod stykket. Selvom det foregår i Tunesien i en virkelighed, som kan synes langt væk fra et dansk demokrati, så mener hun stadig, at forestillingen rammer nogle generelle temaer, som er væsentlige for alle.

Teksten iscenesættes af Holland House-instruktøren Jacob F. Schokking, som Mériam Bousselmi har haft et frugtbart samarbejde med: ”Jeg glæder mig til at se, hvordan Jacob arbejder med teksten ud fra et dansk perspektiv. Jeg har læst nogle rapporter om de problemer, som Danmark står med, og de er jo meget forskellige fra virkeligheden i Tunesien,” påpeger hun.

Men tematikken i stykket siger derfor heller ikke kun noget om et politisk system, der accepterer diktatur, understreger Mériam Bousselmi. Det rækker også længere ud. Temaet taler til alle aspekter i vores liv, og det handler om, hvordan vi forholder os til andre for at opnå fordele i vores eget liv. Hvordan vi definerer os selv i forhold til andre.

”Danmark og Tunesien har måske flere forskelle end ligheder. Men følelsen af at acceptere noget, man ikke helt tror på, kender vi måske alle inderst inde. Så jeg er spændt på at se, hvordan en dansk instruktør vil arbejde med ord fra en anden del af verdenen,” afslutter hun.

To korte til Jacob F. Schokking om arbejdet med Mériam Bousselmis ord

Hvordan har det været at arbejde med ord fra en anden del af verden?
Det har ikke været så svært, fordi Mériam Bousselmi har skrevet en tekst, som både i form og relevans strækker sig ud over den regionale kontekst. Som Mériam selv siger, så skriver hun ikke til et specifikt publikum, men til menneskeheden. Det er flot sagt, men jeg mener faktisk, at det holder stik i dette tilfælde.

Hvordan har du arbejdet med at gøre teksten relevant for et dansk publikum?
Der er en oversættelsesmæssig udfordring i mere end én forstand. Selv om teksten er almengyldig i mange af sine udsagn, så er der en dansk samfundsmæssig og kulturel sammenhæng, jeg skal forholde mig til i iscenesættelsen. Måske nærmere en nordeuropæisk virkelighed. Derfor har jeg defineret et spillerum, som åbner op for flere simultane fortolkningslag. Det giver skuespilleren mulighed for ubesværet at henvende sig til sit folk, til den internationale presse og til folk i al almindelighed på én og samme gang.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #177 2017 under overskriften: Vi er alle ansvarlige

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Lene Grønborg Poulsen
Lene Grønborg Poulsen
anmelder og skribent.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...