Reumertsalon: Taberrollen til debat – kan kunsten ændre dens status?

<strong>Reumertsalon:</strong> Taberrollen til debat – kan kunsten ændre dens status?

Skuespiller Morten Burian i forestillingen Rocky (Husets Teater 2017). Foto: Henrik Ohsted Rasmussen

Anne Liisberg:

Anne Liisberg har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner.

Billedserie

Hvad drager ved taberen? Hvornår stopper fascinationen og bliver til afsky? Og hvordan fremstiller den typiske venstreorienterede middelklassekunstner de laveste socialklasser i sin kunst?
Reumertsalon satte spot på kunstens fordomme og muligheder for at udfordre dem.

Bikubenfonden inviterede 28/9 til Reumertsalon på Husets Teater under den lidt afslørende titel: Kunstens forelskelse i (og foregribelse på) taberfortællingerne. Afslørende fordi det selvfølgelig er det i parentesen, der ægger til debat og bevæger sig forbi det rent deskriptive faktum, at taberfortællingen til enhver tid vil finde sit publikum og sine formidlere – det være sig i kunsten eller i de sidste årtiers tsunami af reality-tv.

Taberfortællinger er notorisk god underholdning
Taberfortællinger er bare notorisk god underholdning, men selv om en ung mor eller Luksusfælde-fallent fra reality-universet nok er iscenesat og klippet efter skabelon, bevarer genren dog en form for relativ direkte repræsentation af de involveredes liv og hverdag. Kunsten forgriber sig i sine fortællinger anderledes radikalt på historierne om underklassen, hævder de to instruktører i aftenens panel, teaterinstruktør Tue Biering og filminstruktør Tobias Lindholm. Salonen tager afsæt i Bierings aktuelle forestilling, Rocky (Husets Teater 2017), der peger på præcis samme problematik. For hvorfor er det nu, at en privilegeret, veluddannet middelklassekunstner som Biering bliver fascineret af en såkaldt tabermand, her begrebsliggjort via bokseren Rocky fra 1976-filmen og dens 6 efterfølgere, der i sig selv bekræfter genrens gennemslagskraft?

Biering har ikke gendigtet filmen Rocky, men lader sit alter-ego, i skikkelse af skuespiller Morten Burian, fortælle om sin fascination af karakteren – så længe han altså kan fastholde bokserpersonaen i den grundfortælling, der passer ind i middelklasseværdierne. Rocky må godt vinde, men kun på den rigtige måde og kun fordi han dybest set har de rigtige værdier – altså dem, middelklassen selv hylder. “Nok har Rocky i starten et job med at brække andres fingre, men han kan ikke rigtig lide det, og så er det ok for os”, som Biering pointerer. I det øjeblik, hvor Rocky vil mere, vil magten, vil knuse middelklassens værdier, så er det ikke sjovt længere. Bierings Rocky punkterer slagkraftigt den stereotype fremstilling af taberen som en, der vil sejre over sin sociale arv. Samtidig afklædes middelklassekunstneren, der i forestillingen mister kampen om sproget og dermed også magten til at definere værdierne.

Panel: Tue Biering, Tobias Lindholm, Jeanette Østergaard og moderator Katrine Hornstup Yde. Foto Maja Bundgaard Hjorth

Sproget definerer taberen
At sproget bruges til at definere taberen, peger aftenens moderator Katrine Hornstrup Yde (kulturredaktør på Information), på med et klip fra britisk X-faktor. Trods stor oral hjertevarme og opbakning til deltageren Anthony er dommerpanelets fremmeste opgave at få ham defineret som taber via deres spørgsmål om hans job- og civilstatus og ikke mindst det blå øje, han optræder med. “Anthony er en god lille pakkehistorie”, som Biering pointerer, mens panelets sidste deltager, seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Jeanette Østergaard, sætter fingeren direkte på et af de ømme punkter i aftenens debat: “Han er godt klar over, at han er ved at prostituere sit eget liv. Han er ikke taber i sit eget selvbillede”.

Den engelske sanger spiller med, for han vil selvfølgelig gerne gå videre i konkurrencen. I Bierings Rocky er sproget ligeledes definerende, men udfordres overraskende, da Rocky-karakteren overskrider sin prædefinerede taberrolle og står ved sine egne værdier. Dermed forsvinder figurens identifikationspotentiale, og Biering sætter trumf på, da den unge DF’er Cheanne Nielsen invaderer scenen med et helt andet livssyn end Bierings og dermed understreger forestillingens centrale pointe: der findes en højreorienteret stemme derude, der ikke bekræfter det venstreorienterede ekkorum og ikke vil defineres af dets værdier, som den ikke deler.

I forestillingen Rocky slår to modsatte positioner altså hovederne sammen, hvilket er en måde at forsøge at bryde stereotyperne på. Tobias Lindholm angriber det dominerende taber-narrativ ved at beskrive nuancerne og være sig bevidst om ikke at romantisere. “Det er jo ikke en ensartet gruppe”, siger han og uddyber senere: “Vi tror, hele verden er et spejl, men vi har jo ikke alle de samme værdier”. Han fortæller videre om castingen af en afghaner, der først provokerede ham med sine udtalelser om bl.a. kvinder, men hvor han måtte konstatere, at de navigerer i meget forskellige verdener, hvor hans egne værdier giver mening i hans verden, afghanerens i hans. At de danske soldater, der medvirkede i samme film, havde en del mere til fælles med afghaneren end med Lindholm selv qua deres krigsoplevelser, var endnu en øjenåbner i forhold til vanskeligheden i at repræsentere andre.

Men det skal kunsten vel kunne? Lindholm har senest udfordret sig selv ved at skrive på et manus med en kvindelig hovedkarakter, da han konstaterede, at “også han var fanget i det strukturelle problem: ingen fortællinger om kvinder, der ikke handler om kvinder, der lykkes på mændenes præmisser”. Østergaard fortæller, at hun bl.a. lader de udsatte børn, hun forsker i, supplere deres ord med musik i et forsøg på at nuancere deres fortællinger. I Rocky bringer Biering virkeligheden ind på scenen med DFeren, men forestillingen har også ført ham selv ud i virkeligheden med megen medieoptræden og møder med “dem, der er fremmede i hans verden”.

Rocky bruger ganske succesfuldt voldsomhed og virkelighed til at åbne døren mellem virkeligheder og give stemme til dem uden for kunstens eget trygge ekkorum. Lindholm inddrog, bl.a. i fængselsfilmen R, også virkeligheden i form af virkelige fængselsfanger, som spillede med og dermed underbyggede en fortælling, der ligger langt fra den stereotype tabermyte. “Det var en fest, men også et mareridt at arbejde med de indsatte i et filmsets stramme struktur”, tilføjer han.

Denne Reumertsalon kom således til at handle en del om de generelle udfordringer der er i at repræsentere andres virkelighed og værdier. Der var relativ enighed i panelet om, at sproget spiller en afgørende rolle, men også den segregering, vi lever i og den blindhed, det medfører ikke at blive konfronteret med andre værdier end ens egne. Det gælder ikke kun tabermyten, men er et helt generelt og særdeles aktuelt demokratisk problem, hvor essensen er, at vi ikke evner at respektere og kommunikere med andre end dem, der ligner os selv.

Del artiklen

'Reumertsalon: Taberrollen til debat – kan kunsten ændre dens status?'

Facebook