Populært lige nu

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg møder kritik efter uddeling af ny scenekunstpakke

Da Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for nylig udmøntede en ny scenekunstpakke, lød der kritik fra branchen om, at kommunen løb fra sine...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia...
Annoncespot_imgspot_img

Film og tv på scenen – er det en god ide?

Remediering? Adaption? Gentænkning? Versionering? Kært barn har mange navne, om end netop dette fænomen måske er mere populært end kært?

Remediering er denne sæsons helt store tendens. Vi kender det fra børneteatret, der har en lang tradition for at bruge litterære forlæg – fra Hunden Mester over Folk og røvere i Kardemommeby og Ronja Røverdatter til aktuelle Vildheks på Østre Gasværk. Der dramatiseres også ofte bøger til voksenscenen – i år bl.a. Peer Hultbergs Requiem og Rifbjergs Den kroniske uskyld. Teaterkoncerter er en anden versioneringsvariant eller måske nærmere en af de genrehybrider, der længe har været i spil og som lever af at omsætte et musikalsk oeuvre til teater med nye toner og teatrale virkemidler. Det startede med Gasolin og i år er vi nået til Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater og salmebogen, der får nye toner af Nephew-musikeren Simon Kvamm i Aarhus Teaters Lyden af de skuldre vi står på. Andre teatre kaster sig i år ud i at adaptere alt fra faglitteratur til nyheder og blogs, mens Kulturby Aarhus 2017 har som proklameret mantra at gentænke temaer og formater på enhver tænkelig vis. Men uagtet alle disse nye som velafprøvede versioneringstendenser, er hovedtendensen klar: I år gælder det dramatiserede film og tv-serier.

Eventministeriet på Det Kongelige Teater var blandt frontløberne med tendensen og har ud over adaptioner af litteratur og musik også gennem nogle år omsat amerikanske film bl.a. Boys Don’t Cry, Falling Down og Monster, der får repremiere i november, til scenen. Men i år får Det Kongelige selskab af en lang række scener, der har fået øjnene op for potentialet i at hive film, men i høj grad også tv-serier ind på scenen. Listen er om ikke uendelig, så ganske lang og spænder over norsk ungdomsmultimedie, SKAM på Aveny-T, over Ingmar Bergman og Susanne Bier på flere scener til Chaplins Diktatoren på Nørrebros Teater og Sylvester Stallones Rocky på Husets Teater. Den sidste undviger dog enhver tanke om adaption, men bruger blot det filmiske forlæg til en lige dele velplaceret og overraskende uppercut til tidsånden, som har udløst både tårer, klapsalver og kaskader af stjerner hos både tilskuere og anmeldere.

Line Mørkebys versionering af SKAM (2015) har trukket fine anmeldelser og et begejstret ungt publikum, mens Peter Langdals musicalificering af Susanne Biers Efter brylluppet (2006) med få undtagelser har fået læsterlige tæsk. Om det skyldes, at Mørkeby har lagt sig tæt op ad forlægget – dog med den afgørende forskel, at teater er live på en anden måde end internettet – mens Langdal og Co er gået adaptions-amok med ikke mindre end 7 sangskrivere, men ifølge anmeldelserne noget færre skuespillere, er måske en del af forklaringen. En anden kunne være, at den norske ungdomsfortælling bæres på en hype, som den 11 år gamle film ikke helt kan matche, men måske er det bare så enkelt, at transformationen af SKAM taler ind i samtiden og dermed rammer den renhed og/eller nødvendighed, som gør ikke bare remedieringer, men alt teater til godt teater.

”Hvorfor skal vi se det her?” er jo et reelt spørgsmål at stille til alt teater, og bestemt også til adaptioner fra andre medier – og især dem med nogle år på bagen. For et par år siden valgte et hold fra Den Danske Scenekunstskole at transformere Lars von Triers Idioterne (1998) som afgangsforestilling. Det var måske på papiret et godt valg med mange roller og en formodet interessant historie. Problemet var bare, at tiden var løbet fra fortællingen. Millennium-tidens mulighedsopbrud var langt væk og vi havde for længst vænnet os til en del idioti i det offentlige rum i form af fx semi-kendisser/realitystjerners gøren og laden. Nogle fortællinger går direkte ind i deres tid og har bedst af at blive der, mens andre kan gentænkes igen og igen.

Operaversionen af Susanne Biers Brødre (2004), som var første del af trilogien sat i værk under Kulturby 2017’s Gentænk-princip, og som også byder på Elsker dig for evigt (2002) som danseforestilling, fik betydeligt bedre anmeldelser end Efter brylluppet, hvilket umiddelbart har med håndværk at gøre. Brødre blev simpelthen bedømt som en relativt god opera, mens Efter brylluppet tværtimod blev karakteriseret som en temmelig skidt musical.

Men er en god genrehybrid-forløsning nok til at godtgøre botanisering i de digitale kunstarters fortællinger?

Det kan det vel være, hvis ønsket er at fortælle en almengyldig historie, men det virker uagtet som en lidt tam ambition, der lige så vel kunne være forløst gennem en af dramatikkens mange klassikere. At der kan komme udmærket teater ud af almenhistorie-projektet lykkes sæsonens to Ingmar Bergman-adaptioner med trods ret forskellige virkemidler. På Det Kongelige Teater er grebet kønsomvending i den ikoniske parforholdsfortælling Scener fra et ægteskab (1973), hvor Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov som Johan og Marianne har byttet replikker. Det tilfører mindre, end man kunne håbe, men giver i kraft af gode skuespilpræstationer et fortættet kammerspil med fokus på relationer mellem mennesker, der er tæt på hinanden, men dog alligevel så langt borte. Det samme gælder Henrik og Anna i Aarhus Teaters version af Den gode vilje (1992), men her er grebet en vekslen mellem kammerspillet og Verfremdungs-sekvenser, hvor spillerne kan kommentere sig selv og spillet ude af rolle. Begge forestillinger trak flotte anmeldelser og fortæller en borgerlighedens parforholdsfortælling, som man kan stille spørgsmål ved relevansen af. Fremstiller disse forestillinger almenmenneskelige forhold eller fastholder de netop en udgrænset tids- og klassebunden psykologisk realisme-tolkning af familien og parforholdet, som giver mening i de såkaldt dannede kredse, men ikke ret mange andre steder.

Der er ingen tvivl om, at Bergman-versioneringerne trækker de borgerlige husarer til, ligesom SKAM kan tiltrække et yngre og måske teateruvant publikum – men er det argument nok til at vælge adaptionens vej?

For hvorfor er det nu, at teatrene vælger alle disse gentænkninger i stedet for at satse på nyskreven dramatik, der går lige i kødet på samtiden?

Det er der selvfølgelig indlysende økonomiske grunde til. Det sikre valg, hvad enten det er klassikeren eller adaptionen, ligger til højrebenet, når repertoiret skal lægges og publikumsbelægningen sikres. Der er ikke den store tradition for dramatikudvikling i Danmark, selvom det går stadigt fremad med husdramatikerordning og dramatikerkonkurrencer på flere teatre og laboratoriet Kgl. Dansk på Det Kongelige Teater.
En lang række mindre scener satser på ny dramatik trods den økonomiske usikkerhed, men at metieren er en smule presset, er ingen hemmelighed. Der er masser at gode fortællinger at hente i film og tv, men de er udviklet til at andet medie, og dét at adaptere film- og tv-manus til scenen er en måde at få arbejde som dramatiker, men det er ærgerligt for ikke bare dramatikerne, men også teatret og tilskuerne, hvis det er den eneste.

LÆS OGSÅ: SKAM fra tv til teater – “Jeg tog et radikalt valg”

Seneste

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...

★★★★★☆ Genesis – komplekse samtidsproblematikker i et forrygende og originalt artistisk sprog

Det spritnye danskbaserede, internationale cirkuskompagni Copenhagen Collective debuterede forleden...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv? Den digitale bevægelse i samfundet har...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys jury løfte sløret for, hvem der er nomineret til den 46. udgave af Revyernes Revy...