Hadets sange på Den Frie giver menneskeligt ansigt til netkrigere

<strong>Hadets sange på Den Frie</strong> giver menneskeligt ansigt til netkrigere

Hadets Sange. Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz. Pressefoto

Mette Garfield:

Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.

Billedserie

Hadets Sange
9. - 22. sep 2018
Den Frie Udstillingsbygning

Billedserie

Hadets Sange
9. - 22. sep 2018
Den Frie Udstillingsbygning

Virkelighedens ’nettrolls’ indtager som et kor af forskellige stemmer scenekunstnerne Biering og Chemnitz’ performance-installation. Værket vil undersøge, hvad hadets sprog gør ved os. 

“Møgluder, røvslikker, pikfjæs, svagpisser, idiot…”, man kunne fortsætte rækken af grimme skældsord ud i det uendelige. Ordene bliver skrevet af små børn på væggene på udstillingsstedet Den Frie. Hadets sprog, og hvad det gør ved os, bliver i øjeblikket undersøgt i instruktør Tue Bierings og scenograf Marie Rosendahl Chemnitz’ performance-installation Hadet sange.

Hadets Sange
Hadets Sange. Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz. Foto: Marie Rosendahl Chemnitz

Som aldersmæssig modpol oplever man også en gruppe seniorers åbenlyse mobning i installationens interimistiske kontorlandskab. Det er ikke kun børn, der mobber og bruger en hadefuld retorik. De gamle rotter sig sammen mod en ældre dame og sætter gule post-its med skældsord på hende. Mobningen, hadets sprog kommer fra de voksne; den er en almindelig og menneskelig forsvarsmekanisme. Når vi er angste, grupperer vi os mod de andre. Det kan give en følelse af fællesskab og tryghed.

Men man møder ikke kun performere i Hadets sange. Virkelighedens hadere eller net-krigere er blevet installeret i små rum, de selv har indrettet, så man som publikum kan møde 5 af dem face-to-face à fem minutters varighed. Når tiden er gået, bliver man høfligt gennet videre til den næste.

Heidi Asbjørn Freke, som også kalder sig Hundragen på Facebook, er en af haderne i Hadets sange. Hun kæmper for kvinders ret til at udleve deres farlige og mørke sider, deres seksualitet. Hun er bl.a. træt af feministers politiske korrekthed. Hun byder smilende og imødekommende på kage og whisky. Kim Osbøl er en anden umiddelbart sympatisk net-kriger. Han er førtidspensionist og kæmper med udgangspunkt i egne erfaringer for udsatte borgeres retssikkerhed. Siddende på sin egen elscooter inviterer han indenfor med en rar stemme. Da han senere forklarer sit publikum, hvordan systemet behandler ham; at han ikke kan komme i dialog med politikerne, bliver stemmen dybere og højere.

Internet-krigeren Thomas Telner har ikke sit eget rum i installationen, men sidder som en hjemløs på gaden. Han har dog dekoreret væggen bag sig med plakater med vikingemotiver; blandt sit habbengut på gulvet er en samling flintestens-økser. Han kæmper for at få Danmark tilbage. Han mener, muslimer er ved at indtage landet og lægger sig i løbet af forestillingen symbolsk under et dannebrogsflag. Mest heftig bliver diskussionen nok hos Linda Nielsen, som har Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg hængende på sin væg, fordi de er stærke kvinder, der siger, hvad de mener.

Menneskeligt ansigt

Internet-krigerne er ikke ofre i Hadets sange, men får agens, handlekraft og kan frit diskutere direkte med deres publikum, der på premiereaftenen hovedsageligt er personer med længerevarende uddannelser fra det københavnske teater- og kunstmiljø. De danske sociale skel og deres betydning for hadets sprogs skyttegrave er tydelig.

Internetkrigernes forskellige stemmer bliver et mindre kor akkompagneret af komponist Kirstine Fogh Vindelevs uhyggeligt skurrende og i løbet af forestillingen mere og mere intense klangflader.

Hadets sange
Hadets Sange. Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz. Pressefoto

Det fysiske møde i mellem grupperinger, der ikke almindeligvis omgås er en succesfuld pointe i Hadets sange. Det er banalt, men face-to-face kommunikation er selvfølgelig anderledes end den på sociale medier og digitale debatfora. Det har en betydning, at man kan se hinanden ind i øjnene, kan høre nuancerne i hinandens stemmer, kan se og mærke, den anden også er et menneske. Den hårde, hadefulde retorik lader til at bløde op. Ytringerne, internet-krigerne i Hadets sange har skrevet alene bag skærmene, lader i hvert fald til at være mindre kompromissøgende og mere hadefulde, end dem man kunne høre på premiereaftenen.

Sprogets magt

En anden vigtig pointe for installationen er derudover, hvordan sproget virker. Sproget kan ikke bare såre, som man kunne se fysisk konkret på den unge kvinde, der står udsat og afklædt med skældsord skrevet på sin krop i installationen. Men sproget kan også sætte i bås og blive begrænsende; at have sproget, taleretten og sætte dagsordenen giver magt. Det er ikke ligegyldigt, hvad man kalder andre mennesker, hvilke mærkater man sætter på dem. Og det giver uenigheder, diskussioner, voldsomme kampe, når flere, nye, andre (også brune) stemmer pludselig får mulighed for at ytre sig. Flere af internet-krigerne i Hadets sange nævnte også netop frustrationen over ikke at kunne komme til orde overfor politikerne, magthaverne.

Hadets Sange
Hadets Sange. Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz. Pressefoto

Om internet-krigerne i Hadets sange for alvor får sprogets magt og bliver empowered kan måske diskuteres. De sættes måske også i en begrænsende sproglig ramme i kraft af værkets titel, Hadets sange? Mon ikke internet-krigerne snarere opfatter sig selv individuelt som friheds- og rettighedsforkæmpere?

Men Hadets sange bliver en god mulighed for at møde internet-krigerne. De får trods alt et menneskeligt nuanceret ansigt i de kortvarige, overfladiske møder, for man kan som publikum hele tiden blot gå videre i installationen. Hadets sange undersøger og virker nok helt modsat den tidligere, blide og æstetiske performance-installation Sisters Academy på Den Frie, men Hadets sange stikker desværre ikke så dybt ned i hadet, de fascistoide mekanismer, som eksempelvis performancegruppen Signas totalinstallationer. Publikum bliver ikke eksperimentet i Hadets sange, men forestillingen mimer måske som en pointe de sociale mediers overflade.

Koncept og tekster: Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz
Performere: Nicklas Bertelsen, Astrid Haugesen, Julie Andersen, Janick Pihl m.fl.
Netkrigere: Heidi Asbjørn Freke, Thomas Telner, Claus Johanssen, Linda Nielsen, Kim Osbøl
Instruktør: Tue Bierring
Scenograf: Marie Rosendahl Chemnitz
Kompinist, sangskriver og tekster: Kirstine Fogh Vindelev
Caster, research netkrigere: Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Læs mere om forestillingen her: www.denfrie.dk/udstilling/hadets-sange-2

Del artiklen

'Hadets sange på Den Frie giver menneskeligt ansigt til netkrigere'

Facebook