Misery mangler gys

Anmeldelse af Misery på Revolver - Østerbro Teater

<strong>Misery</strong> mangler gys

Misery på Østerbro Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Mette Garfield:

Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.

Billedserie

Misery
13. september - 24. oktober 2018
Revolver, Østerbro Teater

Billedserie

Misery
13. september - 24. oktober 2018
Revolver, Østerbro Teater

Teaterudgaven af Stephen Kings gyser Misery fra 1987 bliver aldrig rigtig skræmmende, for det er desværre mest lyd- og lyseffekterne, der giver billig uhygge i den psykologisk funderede gyser.

”1. Kapitel. Annie Wilkes ind”, står der på bagvæggen på Østerbro Teaters nye scene til åbningsforestillingen, en teaterudgave af Stephen Kings gyser Misery. Flere kender sikkert historien om den succesfulde forfatter Paul Sheldon, der vågner op efter en færdselsulykke sengeliggende hjemme hos hans største fan, den ensomme og forrykte sygeplejerske Annie Wilkes, fra filmen Misery fra 1990. Her brillerede Kathy Bates som Annie Wilkes i et drabeligt, nuanceret modspil til James Caans stærke forfatterportræt.

Misery
Misery på Østerbro Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald

I teaterudgaven på Revolver-scenen vågner Paul Sheldon (Mads M. Nielsen) også op i et værelse i Annie Wilkes hjem. Han er fortumlet og begge hans ben er brækkede. Og så er det, at Annie Wilkes kommer ind og dramaet skal begynde. Bagvæggens på en gang naturalistiske og abstrakte scenografi, er præget af en forfaldsæstetik, med et smukt forrevet blomstret tapet og et lysindfald fra loftet. Her står skriften med regibemærkninger og kapitelinddelinger. Et visuelt flot metalag i forestillingen så publikum er med, mens historien skrives. Et lag, der bliver forestillingens rammefortælling om Sheldon, om forfatterens arbejde, og det at skrive, opbygge og skabe en historie.

Misery
Misery på Østerbro Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Men den psykologiske vinkel, som instruktør Sargun Oshana har lagt i Misery er ikke til at tage fejl af. Teaterudgaven vil have os til at forstå Annie Wilkes bevæggrunde for at ville beholde Paul Sheldon, hendes største idol, indespærret helt for sig selv. Hun er ensom og kom igennem en sørgelig skilsmisse ved at læse om den enestående heltinde Misery i Paul Sheldons mange bøger. Hun har kastet sin kærlighed på ham og identificerer sig med Misery. Wilkes lever mest gennem fiktionen; alene, afsondret og forkvaklet af frygt for det virkelige (kærligheds-)liv. Og hun bliver derfor også mere end rasende, da hun opdager, at Paul Sheldon har taget livet af hendes heltinde i den sidste bog i Misery-serien.

Annie Wilkes kræver nu af Sheldon, at han skriver en ny bog, hvor han lader Misery komme til live igen. Forinden har hun tvunget ham til at brænde det eneste manuskript, han har af sine seneste skriverier, hans egentlige ambitioner som seriøs forfatter.

Paul Sheldon holder sig nu snedigt kun i live, fordi han har evnen til at skrive historier. Som i en gyser-version af Tusind og en nats Scheherazade, der må fortælle historier hver nat for at undgå at blive halshugget af sultanen, holder Sheldon Wilkes fanget for at få historien om Misery. Men Anni Wilkes er hverken dum eller langsom, som hun forklarer Sheldon. Hun ved godt, at han vil forlade hende, når historien er slut.

Misery
Misery på Østerbro Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Spændingen og paradokset i at begære fortællingens afslutning, men samtidig ikke ønske den, fordi man gerne vil have historien fortsætter, lykkes godt i Misery sammen med hele ramme-metaforen med skriften på væggen. Vi kender sikkert alle til at læse ihærdigt efter en romans afslutningen, men samtidig ikke ønske, at den skal ende. Desværre kan man overveje, om spændingen mellem den unge lovende Lise Baastrups Annie Wilkes og den erfarne Mads M. Nielsens Paul Sheldon er tilfredsstillende for teater-gyseren. Annie Wilkes virker for mig at se for svagt tegnet. Hun er glimtvis farlig og vanvittig nok til at have overtaget, men langt det meste af forestillingen igennem er det Mads M. Nielsens desperate, vrede og ulykkelige Paul Sheldon, som meget tydeligt står stærkest og mest nuanceret frem. Måske har man valgt at lade Annie Wilkes fremtræde mere almindeligt og ikke haft intentioner om at lade hende fremstå som en outsider, for at man som publikum skal kunne genkende sig selv i hende, men det bevirker samtidigt, at uhyggen ikke kommer fra optrapningen af Annie Wilkes vanvid, men mest kommer af veltilrettelagte lyd- og lyseffekter, der gør dét, de lige præcis skal.

Misery
Misery på Østerbro Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Stephen Kings Misery egner sig bestemt til teater, da handlingen foregår i et rum og dens dramatiske spænding kommer fra spillet mellem kun to karakterer. Men det kræver nok et særligt spændings- og magtforhold mellem de to karakterer for, at uhyggen skal opstå ud af andet end effekter. Dog er det skønt ikke kun at få uhygge på Netflix, men også at kunne se en traditionel gyser, en genre som man ikke ser meget af på scenen, og som dramatiker Jokum Rohde før har undersøgt i forskellige afarter, endda med et meta-twist på teatret.

Dramatiker: William Goldmann (efter roman af Stephen King)
Oversætter: Niels Brunse
Medvirkende: Lise Baastrup, Mads M. Nielsen & Henrik Birch
Instruktør: Sargun Oshana
Scenograf: Benjamin la Cour
Lysdesigner: Christoffer Gulløv
Lyddesigner: Erik Christoffersen

Efter romanen Misery af Stephen King (1987)

Forestillingen spiller på Østerbro Teaters nye scene Revolver.

Læs mere om forestillingen her: www.osterbroteater.dk/forestilling/misery

Del artiklen

'Misery mangler gys'

Facebook