Mesterlig scenografi i et episk provinsdrama om Poul Anker Bechs illusionsløse liv

Anmeldelse af Det tabte land på Vendsyssel Teater

<strong>Mesterlig scenografi i et episk provinsdrama</strong> om Poul Anker Bechs illusionsløse liv

Det tabte land på Vendsyssel Teater. Foto: Jacob Stage

Kasper Dam Nielsen:

er litteraturanmelder for Standart og Vinduet, medlem af forskningsgruppen Sexuality Studies og programredaktør for kunst, arkitektur og design på Folkeuniversitetet.

Billedserie

Det tabte land
19. sep - 20. okt 2018
Vendsyssel Teater

Billedserie

Det tabte land
19. sep - 20. okt 2018
Vendsyssel Teater

I scenografien til Det tabte land på Vendsyssel Teater ser jeg pladetektonik. Jeg ser de uhyre kæmpeflader, vi står på, plader, der forskubber sig ind over og væk fra hinanden og forårsager katastrofer, som ingen verdens mand kan stille noget op imod. Det er den vitale energi i den uregerlige natur, som Poul Anker var så optaget af – vores ustabile geologiske grundlag.

Uvejr undervejs

I kunstneren Poul Anker Bechs malerier er horisontlinjen ofte lav. Over jorden hænger himlen tyngende tung, og uvejret ser for mig altid ud til at tage faretruende til. For en overfladisk betragtning er der ikke langt til den tyske romantiker Caspar David Friedrichs episke naturscenerier. Og det vidste Poul Anker kun alt for godt. Når han var mest træt af sig selv og sin kunst, sagde han, at alt var ”lånt”. Malerierne var for ham et stort citat, ”gamle klicheer” tilsat nogle ”effekter fra vores egen tid”. Og hvis han bare for et øjeblik troede sig dygtig, kunne han bare slå op i dagbladene fra hovedstaden.

Det tabte land
Det tabte land på Vendsyssel Teater. Foto: Jacob Stage

Hjørringenseren blev aldrig rigtig anerkendt af ”de virkelig fine”. Og det er en skam. For han var en stor kunstner. Modsat Friedrich stiller han midt i det sublime scenarie en dum kabeltromle, en grim vaskemaskine og andre kuriøse påfund for at vise, hvor latterligt små og uformående vi er i det store ’billede’. Det er det, landet gør ved én. I byerne skygger bygninger for himmelhvælvingen, og det får byboerne til at føle sig store. Men Poul Anker vækker vores erindring.

Ustabilt geologisk grundlag

I det musikalske drømmespil Det tabte land på Vendsyssel Teater er der flere gode elementer. Bag forestillingen står den tredobbelte Reumert-vinder Ina-Miriam Rosenbaum, men det er scenografen Signe Krogh, der fortjener størst ros. I en brochure fra teatret står der, at de skråplaner, der udgør scenen, er inspireret af maleriernes flader og skråplaner. Det kan selvfølgelig godt være. Men i scenografien ser jeg også pladetektonik. Jeg ser de uhyre kæmpeflader, vi står på, plader, der forskubber sig ind over og væk fra hinanden og forårsager katastrofer, som ingen verdens mand kan stille noget op imod.

Det tabte land
Det tabte land på Vendsyssel Teater. Foto: Jacob Stage

Det er den vitale energi i den uregerlige natur, som Poul Anker var så optaget af – vores ustabile geologiske grundlag. Teorien spiller fint sammen med det tiltede perspektiv i mange af malerierne. Det hele synes at være lige ved at vælte. Og samtidig er fladerne også en reference til Friedrichs vældige isbjerge, der brydes mod hinanden og danner farlige og smukke ’billeder’, et isnende drama iscenesat af kloden selv. Alt sammen udgør fortællingen om mennesket som en parentes i historien – eller som Poul Anker selv udtrykker det med vanlig galgenhumor i forestillingen: ”en prut i universet”. Den blå himmel er kun ”en beskyttende hinde”.

For let en genre til for tungt et emne

Historien om Poul Anker er sympatisk fortalt. Og måske en anelse for anekdotisk. Jeg kunne godt ønske mig mere uhygge og færre mere eller mindre private minder fra familien. Det er, som om man har villet sikre sig at nå hele vejen rundt. Alle har skullet have lov til at få noget med om ham. Og det kan jeg godt forstå. Men det kommer desværre nogle gange til at virke umotiveret. Desuden er genren (musikalsk forestilling/musical) også for let til så tungt et emne. For melodramatisk og fjern fra det forestillede lokalmiljø. Skuespillerne kryber sig henover gulvet i en søgt dramatik, de mimer en følelse, falder mærkbart ind i en konventionel gestik, mens musik og kor ganger følelserne op gennem sådan noget som variationer i tempo og lydniveau. Det er velklingende og veludført, men samtidig for farverigt og udvendigt til sammenhængen. Der er simpelthen for langt fra Hjørring til Hollywood, for megen skønsang og faren rundt til det store stilledrama inde i den krumme Poul Anker.

Det tabte land
Det tabte land på Vendsyssel Teater. Foto: Jacob Stage

Men der er også mange gode elementer i forestillingen. F.eks. bliver selvforagten godt formidlet i en replik til datteren, der har stjålet hans værker fra offentlige institutioner for at true ham med at brænde dem – datteren vil vise, at alt ikke er ligegyldigt, at billederne faktisk betyder noget for ham, at han vil sætte sig imod. Og hun får ham måske overbevist. Men han mener nu alligevel ikke, de er ”værd at gøre sig til tyv for”. I scenen her får vi ikke fortalt, at han er en beskeden mand, vi erfarer det. Og sådan nogle ’arrangementer’ dukker af og til op i forestillingen. F.eks. ’beroliger’ han en anden gang også sin ulykkelige datter med ordene ”Den ene elsker altid den anden mere, end den anden elsker den ene”. Replikken siger noget om, at Poul Anker er illusionsløs. At ”danse” er heller ikke i overført betydning malerens ”stærke side”. Den nu afdøde kone Lisbeth vil ellers så gerne. Hun er hans lys. Men maleren nærer ingen tillid til nogen, tør ikke tro. At udstille på Statens Museum for Kunst er ”selvmorderisk”, og lokalmiljøet enten elsker ham af ren ”lokalpatriotisme”, eller også er de uforstående over for kunstnergerningen (”Hvad skal det til for?”). Det er ikke nemt at være en kunstner fra Hjørring. Men heller ikke let at være kunstner i Hjørring – og jo særligt ikke, når man er enig i kritikken. Men det er altså ikke noget, han kan gøre for. Hans metier er ”forudbestemt”, siger han flere gange – og ligner en stor undskyldning.

Det tabte land
Det tabte land på Vendsyssel Teater. Foto: Jacob Stage

En indgang til kunsten

Forestillingen er en god indgang til Poul Ankers kunst. Mange af malerierne udspilles og kommenteres på skift på scenen, mens originalerne pryder bagvæggen. Det er et godt greb, en håndsrækning ind i en surrealistisk verden, hvor en campingvogn godt kan repræsentere en kvinde (mobil) og et transformatortårn en mand (statisk) – og hvor der godt kan forekomme ”flere tider i samme billede”. Selv begyndte han at male for ”at skabe en anden virkelighed”. Han ville ”ud af jordens fængsel” og fik forbud mod at kigge op på solen af sin mor. Og alligevel kunne han ikke lade være. Stjernen derude er det livgivende lyscenter, et symbol for nydelse og lyst, og den måtte han forsage – formentlig for i stedet at foretage sig noget nyttigt. Men det kunne Poul Anker ikke. Og først sent i forestillingen forstår han hvorfor. Længslen efter ’det tabte land’ er længslen efter tiden før istiden. Det er Johannes V. Jensens mytologi, der går igen, en dybdehistorisk teori om menneskene som varmesøgende eksistenser, der rejser mod lysningen, ilden. Det er det, hans malerier også fortæller. Som Columbus er vi på jagt efter ’det tabte land’, knoklende mod kulden og stræbende mod paradiset. Og det gælder også, når vi rejser til Gran Canaria. ”Hjemvé og længsel er samme følelse”, synger de fra scenen. Udvé er hjemvé, ”en drift mod sommer og lyset” – ’det tabte land’. Men tiden er knap. Menneskene er ”korn, der males til mel af det store møllehjul”. Selv hans kone Lisbeth dør syg af kræft. ”Tiden tager dig”, siger Poul Anker grådkvalt til hende på et tidspunkt, hvor alt han kan gøre, er at indfange hende på lærredet – inden hun også ”falder ud af billedet”. Den scene er rørende som få. Men den er til gengæld også alene om at være det.

Medvirkende: Jakob Højlev Jørgensen, Anna ur Konoy, Kristian Boland, Steffen Hulehøj Frederiksen, Linnea Stenbeck - og drengeskuespillerne Laszlo Pal Szephalmi og Rasmus Brix Lytzen.

Idé: Rebekka Lund og Jakob Lindbirk - og Jakob Højlev Jørgensen
Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum
Tekst: Jesper Bræstrup Karlsen
Musik: Nicklas Schmidt
Kapelmester: Jakob Lindbirk
Orkester: Sofia Kayaya (fløjtenist), Thomas Hamilton (percussionist), Mads Uldall-Jessen (kontrabassist) og Ola Denward (klarinettist) samt Jakob Lindbirk (pianist).
Scenografi: Signe Krogh
Koreografi: Rebekka Lund
Lysdesign: Súni Joensen
Lyddesign: Thomas Holmstrøm

Del artiklen

'Mesterlig scenografi i et episk provinsdrama om Poul Anker Bechs illusionsløse liv'

Facebook