Skuespiller Mette Døssing giver stærkt krop til den britiske dramatiker Sarah Kanes opløste, forpinte kvindestemme, så studio-scenen bliver et brutalt psykose-rum.
Hun taler med sig selv. Den unge sindslidende kvinde kommer først krigerisk ind i rummet, som en ungdomshus-partisan iført sort maske og tunge Dr. Marten støvler. Hun begynder at tale til os, publikum, som vi står der lidt akavet i det hvide rum koldt oplyst af neonrør hængende ned fra loftet.
Men vi svarer hende ikke. Flere af publikumsmedlemmerne er blevet udstyret med en lille højtaler i en rem om halsen. Herfra lyder sporadisk optagede replikker gennem hele forestillingen 4:48 Psychosis af den britiske dramatiker Sarah Kane på Aarhus Teater. Replikkerne er lægernes svar på hendes spørgsmål.
Publikum bliver på den måde indirekte inddraget i forestillingen. Vi bliver hovedpersonens tavse, distancerede modspil. De, der betragter hende på afstand med samfundets, normalitetens skeptiske øjne; det fællesskab, hun føler sig lukket ude af. En isolation, der sammen med bruddet med hendes elskede, forstærker manglen på mening og indhold i hendes liv.
Fordi vi, publikum, står tavse kommer vi til at virke som en mur, barrieren, sygdommens forhindring, hun ikke kan overkomme. Samtidig bevirker tavsheden, at hendes monolog bliver som en samtale, hun har med sig selv. En tilstand, et psykotisk rum spændt op i hendes eget hoved. En tale, der leder lige lukt hen mod hendes endeligt kl. 4:48, hvor hun som kraftligt medicineret på det eneste tidspunkt af døgnet føler sig klar i hovedet.
Fysisk aggressiv kvinde
Men skuespiller Mette Døssing lægger ikke kun vellykket stemme til den sindslidendes suicidale og ensomme tale, hvor hun med Kanes kraftfulde og poetiske ord, fx siger: ”kærligheden er et bur af tårer”.
Døssing lægger i særlig grad succesfuldt krop til denne meget fysiske udgave af 4:48 Psychosis. Hun løber, springer, smider rundt med taburetterne, vælter sig rundt på gulvet og bliver i Sargun Oshanas iscenesættelse en ny krigerisk og fysisk aggressiv version af den moderne klassiker 4:48 Psychosis. Tiden er måske blevet moden til en mindre apatisk og endnu mere handlende udgave som en udvikling af Holland Houses og Trine Dyrholms enestående fortolkning fra 2002.
Sargun Oshanas iscenesættelse kunne dog måske med fordel alligevel have været lidt mindre fysisk enkelte steder. Hen imod slutningen af den suicidale monolog kunne det måske have klædt forestillingen at have ladet Døssing være mere i ro for at lade ordene, der jo allerede er særdeles stærke, stå for sig selv. Døssing kan til sidst komme til at virke som en parodi på en fysisk dødsscene.
Men det er kun få skønhedspletter. Alt i alt bliver forestillingen et meget interessant nyt bud på Kanes tekst. Studio-scenen på Aarhus Teater bliver et psykotisk smerterum, hvor spørgsmål om grænser for normalitet, fælleskab, køn og krop bliver rejst brutalt og bevægende.
