Del

Det satte sindene i kog, da standupper Sanne Søndergaard forleden havde premiere på sit feministiske show Kontroltaber og de store medier havde sendt deres mandlige anmeldere afsted for at give kritik. For må mænd kritisere et feministisk show, der kritiserer mænd? Skal der være kønsspecifikke krav til anmelderskaren, og hvordan var tonen egentlig i anmeldelserne? ISCENE samler op på debatten.

Det var egentligt ikke Sanne Søndergaards show Kontroltaber, der udløste debatten, det var derimod kønsfordelingen blandt anmeldere, hvor størstedelen – ikke mindst fra de store medier – var af mandligt køn.
Berlingskes filmredaktør Sarah Iben Almbjerg var med til premieren og postede et opslag, hvor hun spurgte: ”Er det bare mig, der tænker at et show, der i den grad handler om en kvindes oplevelser i en mandsdomineret branche – måske skulle anmeldes af en kvinde? Oprigtigt spurgt, gør mig gerne klogere.”

Og uenigheden var stor. Flere skribenter på de sociale medier kom til tasterne, og der var både for og imod kønskvotering af anmelderne. Mange mente, der fremover skulle sendes en anmelder af hvert køn, mens der også var refleksioner om: ”at man aldrig ville foreslå, at en mandlig standupper skal anmeldes af både mænd og kvinder”.

Journalist Dorte Toft tog debatten et skridt længere ud og anmeldte anmelderne. Det førte bl.a. til en ophedet ’samtale’ på Twitter med Jyllands Postens anmelder Morten Hede, der åbnede sin anmeldelse med spørgsmålet:
”…kan jeg overhovedet som mand mene noget om dette show, uden at det skyldes mit køn?” (JP d. 25.1)

Hvilket på Dorte Tofts Twitter, førte til en længere debat og kommentarer om, at;
”…du bruger dit køn som mand. Ergo sætter du dig fri fra rollen som universel anmelder – og starter selv diskussionen om mænd kan se/anmelde comedy om kvindeliv.”
Mens Morten Hede tog til genmæle:
”Det er præcis min pointe i artiklen. Hvis jeg kritiserer showet, er det sikkert ikke, fordi jeg ved, hvad jeg taler om, men fordi jeg er mand. Tak for at understrege den pointe. :)”

Men er det virkelig så vigtigt i vor tid at se på køn i forhold til kritik? Måske er det nok en debat værdig, for ser man på anmeldelserne, er der bemærkelsesværdigt mange kommentarer til køn, uden at det har noget med den egentlige kritik af showet at gøre.

Fx åbner Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch sin anmeldelse med et blik på publikum med kommentaren: ”Man ved, at man er kommet til feministisk stand-up, når man møder flere kvinder end mænd på herretoilettet i pausen. Eller som en god kollega (og erklæret feminist) bemærkede, da vi smøgede den i selv samme pause: ‘Hvis man smed en bombe i Bremen her til aften, ville man på en gang udrydde to tredjedele af Københavns feminister’.” (Ekstra Bladet d. 24.1).

Mens Politikens anmelder Henrik Palle i sin vurdering mener, at det ”hører med til helhedsindtrykket, at hun (Sanne Søndergaard) ligner en million i sin topsmarte kjole og højhælede støvler og med sit lange rødblonde hår omkring et rødkindet, men sardonisk, smilende ansigt. Vi siger det bare, fordi det ville være uforskammet – om end sikkert gammeldags – ikke at nævne, når værtinden til et selskab ser brandgodt ud og tydeligvis har gjort sig umage.” (Politiken d. 26.1) selvom han i samme linje undskylder sig lidt med at: ”det måske er sexistisk at ytre det”.

Det kan blot tilføjes, at der til sammenligning ikke var knyttet nogen kommentarer til Anders Matthesens tøjvalg, da samme anmelder vurderede jubilæumsshowet Anden 25 (Politiken d. 26.10.18)

Men hvad mente de få – måske den eneste? – kvindelige anmelder selv?
Kan man se et feministisk show, i dette tilfælde Sanne Søndergaards show, som i den grad er en harsk kritik af et særligt mandesyn, uden at inddrage sig selv som køn? ISCENEs anmelder Rikke Rottensten siger:

”Det svære ved Sanne Søndergaards show og debatten om det er, at det er så baseret på følelser. Derfor kommer vi igen til at høre, at mænd ikke vil kunne forstå hendes show. De vil aldrig kunne sætte sig ind i den grundangst hun og alle kvinder føler. Enkelte i debatten er endda gået så vidt som til at mene, at de mandlige anmeldere er bange for at miste kontrol, hvis de anmelder hende positivt.”

”Men her må jeg som kvinde selv sige, at jeg heller aldrig i samme grad som Sanne Søndergaard har set mænd som en permanent bombe, der når som helst kunne demontere. På den måde er mange af historierne nærmest private. Det er ikke generelt, at en kvinde tænker ”Voldtægt!”, når hun på en østjysk rasteplads ser en mand i den åbne dør til sin kassevogn, som Sanne Søndergaard gør det.”

“Jeg vil give Ekstra Bladets anmelder ret i, at showet på den måde er for de allerede indviede. Og den gruppe tilhører jeg så heller ikke.”

”Men det er nok også et generationsspørgsmål. Yngre kvinder er i en helt anden grad end min generation vokset op med et fokus på kvindekroppen og en pornoficering af samfundet, der især har haft fokus på kvinderne, end hvad min generation oplevede, da vi var 25 år. Men det med at kroppen og seksualiteten er et redskab for den ultimative frisættelse for kvinderne, stammer jo tilbage fra salig PH og hans kreds af intellektuelle. Spørgsmålet er bare, om det ikke mest var til gavn og glæde for manden, for PH og hans venner. Som når scenografen Svend Johansen jokede med, at det var så irriterende ikke at have kørekort, for så var han nødt til at have sin kone til at køre sig og vente i bilen, mens han besøgte elskerinden. Ha ha ha! At seksualiteten har spillet så central en rolle i hele frigørelsesprojektet har måske været medvirkende til, at kvinder bliver betragtet som snerpede, hvis ikke de synes, det er sexet med et klap i røven, og så er vejen mod, at kvindekroppen er fri jagtzone i nattelivet især ikke så lang.”

Læs også ISCENEs anmeldelse af Sanne Søndergaards show Kontroltaber her