Vi sidder i mørket og venter. Ud af stilheden hører vi en rytmisk lyd af hænder, der slår mod bar hud. Rytmen eskalerer. Slagene, vi hører, bliver højere og hurtigere, indtil de stopper med et højt SMÆLD og lyset tændes. Herfra handler alt om manden og mudderet.

En 500 kg tung mudderblok står midt på scenen. Den akrobatiske cirkusartist Quim Girón stikker sin finger ind i den og undersøger, om mudderet mon er levende? Hans bevægelser er hurtige og dyriske. Han sparker sine bare fødder ind i blokken. Han kaster sig over den og laver atletiske koldbøttespring hen over den. Han graver i mudderblokken og forsøger at flå den fra hinanden. Der dannes aftryk i mudderet af Quims krop, som om han lægger noget af sig selv over i den. Imens tager Quims hud farven til sig fra det rødbrune mudder. Som en udveksling, hvor krop og mudder langsomt tager hinandens form. Stykker af blokken falder af. Quim trækker op i sine guldshorts og bliver ved i sin kamp mod at overmande mudderblokken.

Undervejs understøttes og mimes Quims bevægelser hele tiden af et lydspor, som skabes direkte foran os. Musikdesigneren Joan Cot Ros sidder ved et bord på scenen og bruger et stykke mudder til at skabe lyd og rytme. Han klapper på det med sine bare hænder, som var det en tromme.

HAK! Quim når lige at rulle væk fra en hakke, der suser ned i mudderet fra oven, som en åbenbaring. Redskabet. Nu bliver det nemmere at tæmme det standhaftige mudder. Quim hakker sig igennem mudderblokken og får den endelig skåret op.

Men hans historie med mudderet slutter ikke her. Den ændres fra at være en kamp, til at være et samspil. Quim påfører sig nu mudderet og bliver til en muddermand. Han iklæder sig muddermaske og prikker øjne, næse og mund i med sine hurtige fingre.

Måske er det en kommentar til menneskets måde at håndtere naturen på. Et lille råb til, at vi i stedet for at tæmme den, burde blive ét med den. Og så minder det os om at sætte pris på det, som vi tager for givet. Vores mudder, vores jord. Vi har brug for den – og ikke omvendt.

WORKSHOP

Efter performancen er der en frivillig workshop på scenen.
“I know you want to touch the mud” siger Quim og inviterer. Han guider os igennem en fælles oplevelse med mudderet. Vi mærker det, hiver i det, river i det, kaster med det. Det er sjovt, giver os beskidte negle og en dybere forståelse af FANG som betyder mudder på catalansk.

Forestillingen spillede under Copenhagen Circus Arts Festival i marts 2019.

Læs alle anmeldelserne af C!CAF's forestillinger, når anmeldere fra ISCENEs skriveværksted "Skriv kroppen frem" går i kødet på forestillingerne. Se oversigten her