Del

Kerteminde Revyen
26. maj-6. juli 2019
Tornøes Hotel

Kerteminderevyen er årets hidtil bedste. De 22 numre sætter vittigt, spydigt og reflekteret danskheden til debat, mens der er kommet en revypolitisk bevidsthed ind, om at kvinderne godt kan selv, og det ved de udmærket godt – og tak for det.

I en revy er der som regel et eller flere numre med, der burde stryges, simpelthen fordi de enten er for intetsigende, pointeløse eller for lange. Men sådan forholder det sig ikke med årets Kerteminderevy 2019. Et enkelt nummer er for tyndbenet, men ellers sidder resten af de 22 indslag lige i skabet, mens de vittigt, spydigt og reflekteret sætter danskheden og Danmark anno 2019 til debat og til vægs.

Det er sjovt, det er rammende, og det er frem for alt velspillet og seværdigt.

Det hidtidige og mangeårige revyhold, der har stået på scenen på Tornøes Hotel gennem en lang årrække, er i år skiftet ud, og fornyelsen fungerer ganske glimrende, samtidig med at revyen gennemmusikalsk hele tiden overrasker.

Ordet “overraskelse” dækker i det hele taget meget godt Revyen på Nordfyn, og selvom revy-sæsonen først lige er gået i gang, er Kerteminderevyen landets hidtil bedste. Sjældent har en revy haft så meget på hjertet, og sjældent er det kommet så godt til udtryk, og sjældent er det lykkedes så godt.

Nye tekstforfattere

Til forskel fra alle de hidtidige revyer er der således ikke en eneste tekst med af de ellers kendte, dygtige og altid brugte koryfæer: Vase og Fuglsang, Carl-Erik Sørensen og Leif Maibom.

Ind er kommet andre, ikke mindst yngre, navne som Rasmus Krogsgaard, Kristian Jensen og Kristian Villesen og den sunde drejning, hvor en ny generation af tekstforfattere lige så stille spirer frem og giver revyen en ny drejning og et ungdommeligt tilsnit, der klæder ikke bare denne revy men genren som sådan.

I den forbindelse er det interessant at opleve, at til forskel fra de gammeldags revyer, hvor kvinderne ofte før i tiden blev fremstillet som dumme gæs, der var lette at manipulere med, er det i denne revy mændene, det går ud over. Ind er kommet en revypolitisk bevidsthed om, at kvinderne godt kan selv, og det ved de udmærket godt – og tak for det – og selvom mændene ikke gøres mentalt nosseløse, vanker der nogle ordentlige bredsider til mandekønnet.

Det overordnede fingeraftryk for revyen er det galgenhumoristiske. Væk er den billige karikering eller platte satire, ind er kommet en skarphed, hvor det slet ikke handler om at hænge den enkelte person ud. Det handler i stedet om den værdi-politik, som personens adfærd afstedkommer, og her lægges der ikke fingre imellem.

Kvinderne har bukserne på (omend kun i overført betydning) i årets revy, og det klæder løjerne, mener vores anmelder. Foto: Emil Andresen

Inger Støjberg berømte håndtryksregel er i denne forbindelse endt som en armbrydningsmatch mellem syriske Hassan (Gordon Kennedy) og Inger Støjberg selv (Lisbeth Kjærulff). Et indslag hvor Støjberg hænges raffineret ud, men det stereotype billede af en flygtning bliver det så sandelig også. Der langes således ud til både højre og venstre i folketingssalen, mens Danmarks inden- og udenrigspolitiske panda-syn også bliver hængt til tørre.

Debut med maner

Anette Støvelbæk debuterer som revyskuespiller i denne veloplagte forestilling, selvom man skulle tro, at hun havde spillet revy i årevis. For med den største selvfølgelighed, charme og med fin selvironisk distance forsvarer hun sine karakterer og får de bedste og værste sider frem i hver af sine figurtegninger, uden at det på nogen måde eller på noget tidspunkt bliver for meget. Dette lige fra rollen som Kronprinsesse Mary, der med australsk accent ser sig nødsaget til at sælge ud af garderoben for at supplere sin lommeapanage, da hun ikke har saltet til et Fabergé-æg, eller den søde figurtegning af bimbo-pigen der er can. stupid., for slet ikke at glemme en skøn udlægning af en vindtør Britta Nielsen fra Socialstyrelsen, der ikke kan forstå, hvor pengene er blevet af og derfor ender som kandidat i Tv-programmet Luksusfælden. Støvelbæk er et fund, og selvom hun gennem flere år gerne har villet prøve kræfter med revygenren, er det først nu, at tiden er blevet til det, og ventetiden har været det værd.

Krav til publikum

Det er bemærkelsesværdigt og kendetegnende, at alle revyens numre (fra set et overflødigt kaffeindslag) har noget på hjertet, en klar morale og en twisted pointe. Hver af numrene kan noget og har langt mere på sinde end blot at please og underholde. Publikum skal være vågne, da pointen oftest får en helt ny drejning i sidste øjeblik – og hvor er det dog skønt, at der også stilles krav til salen og ikke bare til scenen.

Forrygende Gordon Kennedy

Holdet på scenen er fremragende. Kasper Gattrup er skøn også i sine egen velskrevne tekster, der spillemæssigt spænder fra kønsidentitet-korrekthed til panda Bjørn med skjult dagsorden.

Gordon Kennedy i en præstation, der imponerede ISCENEs anmelder. Foto: Emil Andresen

Stort kompliment også til Lisbeth Kjærulff der leverer den ene fuldtræffer efter den anden, fra sensuel kvinde, der er træt af at høre om mænds fokusering på egne små-værdier mellem benene, til operasopran, der ender som korpige i Guds eget land.

Sidst men ikke mindst er der Gordon Kennedy, der sjældent har spillet så godt, så nedtonet og så charmerende som her. Han er rent ud sagt forrygende som den samtykke-erklærende mand og som trubadur, der aldrig får sunget sine sange om selvoplevede hændelser. Sjældent har jeg moret mig så meget over så grovkornet en tekst, hvor tingene aldrig siges til sidst eller lige ud. Men det eneste disse usagte slutninger rimer på, er alt sammen tendenser, lyster og handlinger man helt sikkert ender i fængsel for.

Kerteminderevyen er en sand revy-perle, og der er ingen grund til at tænkte på kilometerafstand – Kerteminderevyen er hele køreturen værd.

Det spritnye skuespillerhold takker og bukker. Foto: Emil Andresen

Medvirkende:
Anette Støvelbæk
Lisbeth Kjærulff
Gordon Kennedy
Kasper Gattrup
Peter Bom

Læs mere her