Del

Græsted Revyen 2019
11. jun - 28. sep 
Græsted Kro

Der er alle mulige gode intentioner og dygtige skuespillere, som gør det godt i årets Græsted Revy. Men de er stort set alle blevet forsynet med dårlige, pointeløse og usammenhængende tekster, som får lov at stritte i alskens retninger under instruktørens greb.

“Det ku’ vær’ så godt og så det faktisk skidt” synges der i forestillingen Melodien der blev væk, og sådan forholdt det sig også med årets Græsted Revy. For denne revy kunne havde været så god, men det er den bare ikke.

Der er alle mulige gode intentioner, gode og dygtige skuespillere, men de er stort set alle blevet forsynet med dårlige, pointeløse og usammenhængende tekster i forlængelse af, at Christine Exners instruktion stritter i alle retninger.

Skuespillerholdet i årets Græsted Revy. Foto: Peter Søndergaard

Ærgerligt, for skuespilkræfterne er der, de bliver bare ikke brugt, eller rettere skuespillerne bliver her misbrugt af en instruktør, der ikke formår at leve op til sin opgave. På den måde kan det se ud som om, at disse anmelder-prygl går ud over dem, der står på scenen, hvad der ikke er meningen. Den uforbeholdne kritik går durk til opsætningens instruktør. Det er hårdt og ubarmhjertigt, men sådan er det at stå som ansvarlig afsender for et produkt.

Der er heldigvis få undtagelser blandt de mange indslag. Jan Linnebjerg er vidunderlig i Mette K. Madsens sorgmuntre tekst om den 60-årige gamle mand, der vemodigt må erkende sit eget forfald, selvom han stadig ser en ung mand, når han kikker sig i spejlet. Super tekst og godt fremført.

Revyens ankermand, Rene Richardt, er morsom i et forvrøvlet indslag, hvor han snakker sort, mens Tina Gylling Mortensen er skøn i en dejlig ondskabsfuld arbejdsgiver-tekst. Her giver hun den som hovedtaler til et erhvervsarrangement 2. maj, hvor de rige og velbjergede fejrer sig selv. Men generelt føles det som om, Tina Gylling Mortensen ikke føler sig tilpas i denne sammenhæng, hvor hun nogle gange forfalder til overspil, hvad der kommer til at virke lidt akavet.

Ondskabsfuld sjov i Græsted Revyen. Foto: Peter Søndergaard

Til gengæld er Sofie Stougaard dejlig i den nedtonede Venindesnak, en ironisk tekst af Gunvor Reynberg, som Stougaard lige så stille forgylder.

Revyen består af 21 numre, hvor der vinklingsmæssigt og spilleteknisk skydes med spredehagl over en bred front. Nogle gange overspilles der, andre gange spilles der på det antydningsmæssige, andre gange igen køres der på det dybt karikerede, uden at der altid er en egentlig logik i forhold til teksternes indhold. Revyens mest originale bud er nummeret, hvor en gruppe KOL-patienter hoster sig gennem sangen Smoke on the water. Et dejligt ondskabsfuldt indslag, som man ikke kan andet end more sig over, midt i al det galgenhumoristiske. 

Til premieren havde flere af spillerne svært ved at huske deres tekster, så læg vejen forbi Græsted Revyen, men vent lige en uges tid, indtil der er kommet lidt mere styr på samspillet og timingen. Forhåbentlig kommer det til at hjælpe lidt på logikken.

Læs mere her