Madteater-udgaven af filmen Festen modtog en Reumert for Årets Forestilling i 2018, og også på andre scener sættes der mad frem til tilskuerne. Hvad kan mad som kunstnerisk greb? ISCENE giver smagsprøver fra feltet.

Mad er ikke bare mad. Mad er også kultur, nydelse, overraskelse og tryghed. Mad kan derfor også udløse erindringer, vi for længst har glemt. Marcel Proust beskrev denne virkning gennem en Madeleinekage i sit store epos På sporet af den tabte tid, og samme greb bruges i Pixars animationsfilm Ratatouille om rotten Remy, der bliver mesterkok. Remy serverer en ratatouille for byens frygtede madanmelder, der får ham til at mindes sin mors kødgryder – og skrive en positiv anmeldelse.

Kokken Mette Martinussen kan bedst beskrives som auteuren af dansk madteater. Det startede, da hun mødte scenografen Nikolaj Danielsen til en maratonproduktion af en CD-rom-kogebog i Claus Meyers regi i 1998. De fandt sammen i ønsket om ”at fortælle”, og efter et par mindre samarbejder kastede de sig i 2006 sammen ud i Madeleines Madteater, der ”skulle kombinere køkkenets og teatrets virkemidler”. ”Vi lavede en skabelon ud fra den klassiske berettermodel og brugte så smag og dufte til det, som de andre sanser ikke kan: at skabe erindringsspor. Det var selvfølgelig også derfor, vi opkaldte teatret efter urscenen i Prousts På sporet af den tabte tid,” fortæller Mette Martinussen.

Fedtede andelår, grim grønkål og formuldet suppe i mørket

Madeleines Madteater var pioner i madteatergenren, og blandt mange erfaringer nævner Mette forestillingen Mormor (Madeleines Food Theatre, 2006), som lærte hende, at kontrakten med publikum er essentiel: ”Forestillingen refererede til den fælles danske smagsoplevelse og skulle derfor give en oplevelse af tryghed, men pga. forestillingens forløb gik det helt modsat. I foyeren trak tilskuerne en serviet, en gaffel og en citronvand i en automat og gik direkte ind i første rum, hvor to ordløse kokke til lyden af skrattende Dansktopmusik serverede skinke og grønkål i et gult lys, der fik alt til at se virkelig grimt ud. Smagen af skinke og grønkål skulle skabe trygheden i munden, men da alle de andre faktorer helt uden forklaring arbejdede imod, endte vi med ret mange vrede og utrygge tilskuere.”

Scenografduoen Torden & Lynild, som Martinussen har arbejdet med på sine seneste forestillinger, Festen (Teater Republique, 2017) og Babettes Gæstebud (Teater Republique, 2018), beskriver en lignende, men mere velfungerende effekt, som tilskuerne oplevede i Festen: ”Et rum, som påvirkede publikum virkelig stærkt, var vinkælderen, hvor sønnen har et meget heftigt opgør med sin far. Publikum sad hele vejen udenom i hver sin lille bås og fik hver en bakke med et lækkert confiteret andelår, som de skulle spise med fingrene (uden serviet). Her sad de som voyeurs og lyttede til den voldsomme incesthistorie, mens de nydelsesfuldt indtog det lille lækre lår med helt indfedtede fingre. Det illustrerer meget godt de mange modstridende følelser af nydelse og afsky, som publikum oplevede under Festen. Selv om de bagefter fik mulighed for at vaske hænderne, sad den ubehagelige følelse fast.”

Danske Teatergrad har sammen med svenske Teater Insite og færøske TeaterTVAZZ med tilføjelsen 3.0 omdannet Strindbergs ægteskabsdrama Dødsdansen (1905) til en sølvbryllupsfest, hvor publikum er gæsterne. ”I stedet for at komme med gaver, medbringer de en ingrediens til aftenens måltid,” fortæller instruktør Pelle Nordhøj Kann. Maden fungerer ikke bare som mad, men også som udtryk for karakterernes følelsesliv, fx i en ”mørkeservering”, hvor ”publikum får en lille varm suppe lavet på egerøgede løg. Altså en meget stærkt duftende suppe, der i mørket fremstår nærmest som muld og giver associationer til død og forrådnelse”.
Scenen er skabt oven på hovedpersonens dødsangste replik i nattens mørke: ”Døden vil omdanne mig til muld og de sørgelige rester kan I køre på komposten”. ”Når publikum i mørket har fundet deres lille glas med suppe, dufter det vældig fremmedartet, og smagen er virkelig overraskende. Vi leger med at fjerne synssansen fra serveringen og lader duftsansen skabe en forventning, der spiller med dramaets indhold,” fortæller Pelle Nordhøj Kann.

Følelser og fagligheder blandes i gryden

Torden & Lynild er overraskede over, hvor berørte tilskuerne bliver: ”Madteater påvirker hele det samlede sanseapparat mere end ’almindelige’ forestillinger, de involverer sig også meget ved fx at tiltale skuespillerne, blive berusede, føle et fællesskab og tale med hinanden. Det havde vi nok ikke tænkt så meget over, inden vi gik i gang.”

Kunstnerisk direktør Thomas Storm fra Den Fynske Opera peger også på en anderledes publikumsoplevelse med sit kommende bud på madteater: gastro-operaen SPIS! Eventyrligt (2019), der har afsæt i H. C. Andersens univers. ”Opera er en sanselig oplevelse, og følelserne får frit spil. Med SPIS! Eventyrligt får operaen en ekstra dimension. Mad er en stor del af eventyruniverset, tænk bare på Den lille pige med svovlstikkerne,” siger Thomas Storm. Hans samarbejdspartner Tine Gudrun Petersen fra SPIS! Odense Food Festival supplerer: ”Maden vil bl.a. bestå af en skorzonerrod med aske i form af en tændstik, når Den Lille Pige med Svovlstikkerne danser ind … der vil være hyldesmag til Hyldemor, tang til Den Lille Havfrue, men … vi vil egentlig helst overraske folk og sammen med publikum undersøge, hvordan et eventyr kan smage, dufte, knase, og føles.

Læs også: Anmeldelsen af madteater-installationen Synapser

Torden & Lynild fremhæver ligeledes, at ”sanseindtrykkene generelt (er) meget vigtige i madteater, fx har det taktile i en bordoverflade stor betydning for oplevelsen, så alt skal vælges med omhu.” Scenografduoen har hermed også fat i det brede tværfaglige samarbejde. ”Den svenske maddesigner Miia Suhonen var med på lige fod med alle andre skabende kræfter på produktionen,” fortæller Pelle Nordhøj Kann om Dødsdansen 3.0 og uddyber: ”Hun har været med i prøvelokalet fra første prøvedag og har lyttet og deltaget i alle snakke og diskussioner om retningen i forestillingen.”

Artiklen er oprindeligt udgivet i ISCENEs trykte magasin marts 2019.

METTE MARTINUSSEN, f. 1972. Har arbejdet med måltidet som et ægte mødested for mennesker siden åbningen af den første restaurant Ester og Soya i 1998. Har siden bl.a. stået for Restaurant 1th, Madeleines Madteater og en række forestillinger på eller i samarbejde med Teater Republique.