Sang- og musikarrangementet er sanseligt smukt og intenst i nyfortolkningen af operaklassikeren Don Giovanni på Sort/hvid, men den frisættende queerende kønsfest udebliver desværre.

Elegisk flerstemmig skønsang i et helt mørklagt rum, hvis eneste lyskilder er blidt lys fra oven på de tildækkede sangere placeret rundt i salen. Sort/hvid-teatret i Kødbyen i København er omdannet til en katolsk kirke, skulle man tro. Og det er intet mindre end forføreren over alle forførere, Don Juan-karakteren, hvis dødsmesse vi er til. Vi kan som publikummer gå rundt på egen hånd og kigge på sangerne, der er ophøjede på plateauer.

Don Juan
Don Juan på Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese

Senere bliver vi guidet ind i en tilstødende sal og bænket på sæder foran scenen som i et traditionelt teaterrum. Her begynder en minimalistisk koncertudgave af Wolfgang Amadeus Mozarts berømte opera Don Giovanni fra 1887. De kendte arier fremføres på skift af kontratenoren Morten Grove Frandsen, sopranen Clara Thomsen, sopranen Margaux De Valensart og barytonen Nicolai Elsberg. Og de synger så smukt. Deres sang er utroligt bevægende; stemmerne flyder over af længsel, begær, jalousi og fortvivlelse. Det er næsten som om sangen bliver materiel og fysisk tilstedeværende i rummet. Jeg kan ikke italiensk og forstår altså næsten ikke en pind af librettoen, men jeg forstår alligevel fuldstændig, hvad det drejer sig om, og genkender rigtig mange af arierne som ørehængere på højde med de største popsange. Operakoncert uden stor staffage, gestikulation og overdyngede kostumer og scenografi gør sangen endnu mere pirrende sanselig; det, det hele handler om i Don Juan. Denne del af operaen med performerne i sørgeflor og røde blomsteropsætninger, der er særdeles godt arrangeret af koncertmesteren Mads Brauer fra bandet Efterklang, der også stod bag det succesfulde operaeksperiment Leaves of Grass, virker derfor også bedst.

Don Juan på Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese

Sangen og musikken afbrydes af monologer opført af skuespillerne Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry. De fortæller om deres oplevelser med Don Juan, for forestillingen på Sort/hvid instrueret af Christian Lollike, der er blevet til i samarbejde med CPH Opera Festival, glimrer selvfølgelig med Don Juans fravær. Han er jo død, men genoplives ved at lade karaktererne, der omgav ham, få en stemme. Anne-Marie Curry fortæller altså med glimtende øjne sin lyst- og forførelseshistorie fra et maskebal med Don Juan, hvor hun var klædt i flamingokostume. Don Juan dansede parringsdans omkring hende, så safterne drev fra hende, mens Olaf Højgaards forpinte karakter er den forsmåede, forelskede mand, hvis udkårne Don Juan hensynsløst forførte. Hun var bare en af de 1003 kvinder, der blev Don Juans. Anne-Marie Curry gengiver også sine fragmenterede erindringer om voldtægten, Don Juan udsatte hende for. Don Juans intentioner og energi var ikke kun lystfuldt frisættende.

Don Juan på Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese

Opløsning af kønsstereotyper

Men hvordan kunne Don Juan så forføre alle disse kvinder? Ifølge forestillingen på Sort/hvid er det, fordi han, der lever uden for al moral og borgerskabets regler, kan få kvinderne til at føle sig levende. Don Juan er en oprører, der kan sætte kvindernes drifter fri. I sidste del af forestillingen, der foregår i et barområde befolket af slangemennesker, sabelslugere, cirkusartister og afklædte forførersker, får vi forestillingens didaktiske pointe skåret ud i papmaché i Olaf Højgaards sidste monolog. Han forklarer os, at vi selv skal tænke over kønsstereotyperne: vi reflekterer over, at mandens forførelse af kvinden er et spil, for hun vil jo gerne forføres. Kønsspillet er et bedrag.

Don Juan på Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese

Det er sikkert oplagt at iscenesætte en nyfortolkning af Don Juan, historien om den mandlige forfører per excellence i slipstrømmen på #metoo-bevægelsen, som et oprør og en angst for at erotikkens forførelsesspil forsvinder. At #metoo og samtykke-erklæringer fører en småborgerlig angst for drifterne med sig. Men at tage udgangspunkt i så traditionelle belærende fortællinger om kønnene, hvor manden er forføreren, der frisætter kvindens indestængte drifter, er kedeligt og gammeldags. Ønsket om at slå Don Juan ihjel og herfra splintre alle tænkelige køn frit i et nyt svimlende spændende kaleidoskopisk spil opfyldes desværre slet ikke i Don Juan på Sort/hvid. Den løsslupne kønsfest udebliver og ender desværre i halv-tam discodans på premiereaftenen i søndags. Det er som om de gamle arier fra 1887 faktisk indeholder mest sanseligt sprængstof og flest urfortællinger om alle nuanceringsdommene i alle køn og seksualiteter.

Instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Musikalsk koncept, arrangement og koncertmester MADS BRAUER Scenografi og kostumedesign IDA GRARUP og DAVID GEHRT Tekstfragmenter OLAF HØJGAARD
Dramaturgi NILA PARLY
Koreografisk konsultation JULIE KUNZ
Sang MORTEN GROVE FRANDSEN (kontratenor), CLARA THOMSEN (sopran), MARGAUX DE VALENSART (sopran) og NICOLAI ELSBERG (bas) Performance CECILIA GOSILLA, YLVA MAIA HAVNDRUP og MICHIEL TANGE VAN LEEUWEN
Skuespil ANNE-MARIE CURRY og OLAF HØJGAARD
Musikere FEI NIE (piano), YING-HSUEH CHEN (slagtøj), JULIE HOLMEGAARD SCHADE (akkordeon) og MADS BRAUR (elektroniske klang-manipulationer og synthesizer)
Rekvisitter og hovedbeklædning ANNA LADAS
Rekvisitør STINE SKOVGAARD
Kostumier JANNIE DE VITT
Skrædder SANDRA MØLLER SVENDSEN
Lysdesigner MORTEN KOLBAK
Lyddesigner ASGER KUDAHL
Forestillingsledelse THERESE A. JENSEN
Musik WOLFGANG AMADEUS MOZART
Libretto LORENZO DA PONTE
Orkesterindspilning CZECH NATIONAL SYMPHONY ORCHESTRA, ved dirigent OLIVER VON DOHNÁNYI
Samproduktion SORT/HVID og CPH OPERA FESTIVAL

Læs mere her: www.sort-hvid.dk/projekt/don-juan