Musical-requiemet med historien om manden fra Mars giver mulighed for at genhøre flere af Bowies klassikere i en syret smuk drømmescenografi på Aarhus Teater. Desværre bliver opsætningen for mainstream uden kritisk punk.
Især de geometriske former, scenografien af Christian Albrechtsen, betager mig i musical-requiemet Lazarus med sange fra popstjernen David Bowies suveræne bagkatalog og med en udsyret historie af den anerkendte irske dramatiker Enda Walsh og David Bowie. Scenografien er slående på Aarhus Teater med de mange variationer af drømmerisk abstrakte scenerum. Lazarus har allerede besøgt scenen i London og New York, hvor Bowie havde sin sidste offentlige optræden, og i fredags åbnede forestillingen altså Aarhus Festuge.
Han sidder først på scenen – alene med det karakteristiske henna-farvede hår og ligner næsten David Bowie, en alien, manden fra Mars dumpet ned på Jorden. Og sanger og skuespiller Jacob Madsen Kvols stemme ligger også tæt op ad Bowies. Han synger og bærer forestillingen, ligesom hele holdet, rigtig sikkert og godt. Han er omdrejningspunktet, hovedpersonen Thomas Newton, i Lazarus. Og hans historie fortælles som scenografien med en feberdrøms springende logik. Her er Vallentin med røde horn i panden, en vidunderlig pige, der går igen, lysende sole, svimlende, blinkende rum og japanske geishaer.
Fortællingen, som er inspireret af romanen The Man Who Fell to Earth er måske, hvis man koger den ned, en urhistorie om at acceptere og erkende døden. Bowie var også selv kræftsyg, da han var med til at skabe musicalen Lazarus, hvis historie minder om Orfeus-myten. Da Orfeus’ elskede Eurydike dør, får han lov til af guderne at forsøge at hente hende tilbage fra dødsriget, fordi han synger så smukt. Men det lykkes ikke, for da han står på tærsklen til de levendes land, vender han sig ivrigt en anelse for tidligt om for at se Eurydike, og hun må blive tilbage.
Lazarus-requiemet omhandler på samme måde Thomas Newtons langsomme nedstigning til dødsriget og hans accept og erkendelse af datterens død. Først derefter kan han komme videre og ud af det limbo mellem verdener, som han befinder sig i.
Men historien kan virke sekundær og som en lidt dårlig undskyldning for at iscenesætte Bowies sange. Det virker ikke som om sangene virkelig passer ind. Det er selvfølgelig netop Bowies sange og musik, foruden som sagt scenografien, der giver kraften til Lazarus. Kendte legendariske numre som Changes, Life on Mars, Sound and Vision suverænt spillet af dygtige musikere fornøjer publikum på Aarhus Teaters store scene. Men det er særligt de ny-arrangerede numre fx This is not America som ballade eller Absolute Beginners, som vuggende fællessang, som brillerer og berører.
Samtidig kan man også overveje om ikke Lazarus mister sit kritiske potentiale, og at opsætningen mangler Bowies post-punk attitude. Som kunstner formåede han om nogen at favne popstjernestatus og mainstream-appel uden at give køb på sin kunstneriske integritet og kunstens oprør. Lazarus på Aarhus Teater virker, for mig at se, ikke til at forandre musical-genren. Lazarus er flot og velstøbt underholdning med anledning til fællessang. Budskabet om at omfavne de sære og anderledes, når ikke rigtigt igennem. Det er rigtig ærgerligt for sikke et potentiale, der kunne ligge i en bredt-appellerende musical med kritisk, revolutionerende brod.
