Med Chris Kraus’ eksperimenterende brevroman som forlæg lykkes Jens Albinus’ minimalistiske, musikalske og politiske iscenesættelse på Husets Teater. Opsætningen mangler måske kun lidt ekstra kødeligt begær.
De taler og taler om dem selv. De præsenterer sig direkte til publikum. Parret Chris og Sylvère, forklarer sig, selvbevidste og eklektisk urbane som de er og med en mængde referencer til postmoderne filosoffer, begreber, kunstnere og kunstværker. Chris er filmkunstner, men aldrig rigtigt brudt igennem, mens hendes mand, den lidt ældre Sylvère, er filosofiprofessor. Han skriver på et værk om holocaust, han gentager alvorligt og opmærksomhedssøgende til publikum: ”Holocaust”.
Den første danske iscenesættelse af den amerikanske forfatter og kunstkritiker Chris Kraus’ feministiske roman I Love Dick er blevet til ret godt samtidsteater i skuespiller og kunstnerisk leder Jens Albinus’ instruktion og tekstbearbejdelse på Husets Teater. Iscenesættelsen er minimalistisk fragmentarisk med live-filmprojektioner op på scenens trævæg og minder på den måde fx om filmageren David Lynchs værker, der uhyggeligt pludseligt skruer op for lyden og zoomer ind på de mindste detaljer: øret i græsset i Blue Velvet, motorvejsstriberne i Lost Highway eller tændstikflammen i Wild at Heart.
På Husets Teaters I LOVE DICK handler det også om vilde hjerter. Chris forelsker sig vildt og heftigt i Sylvères perifære og fremtidige kollega, kunstkritikeren og cowboyen, kort sagt protagonisten over dem alle, Dick. Chris møder ham kort til en middag sammen med Sylvère. Og da ægteparrets sexliv er gået i stå, har de i stedet en pagt om at fortælle hinanden alt for at opretholde intimiteten. Derfor fortæller den forvirrede og let forstyrrede antiheltinde Chris, grundigt fortolket af charmerende Marina Bouras, også Sylvère om sin opflammende fascination af Dick, velsunget af macho-stemmen Jimmy Jørgensen.
Alle breve er kærlighedsbreve
I begyndelsen undviger Sylvère at deltage i legen, men han bliver hurtigt også optaget af spillet i den erotiske skrift omkring den udkårne Dick. For parret skriver nu et utal af breve til ham, som de dog ikke sender. Formuleringen af brevene bliver en del af deres egen erotiske leg. Alle breve er kærlighedsbreve, som det hedder. Det er som om, Dick har pustet liv i dem begge og ægteparrets sexliv igen. Først da Chris fortæller, at hun ikke kun vil lege og skabe kunst med brevene til Dick, men faktisk vil gå hele vejen og have sex med ham, forstår Sylvère, at det er alvor og et aktivistisk projekt, hun er ved at sætte i gang. ”Det er fysisk”, siger hun. Og så slukkes lyset brat.
For hvor frie er vi i det vestlige kapitalistiske samfund, spørger forestillingen og romanen I love Dick? Hvad er der tilbage, når vi selvmyrder os, som Chris formulerer det, når vi fx sælger os selv for at kunne forbruge os til blods på sociale medier? Men Dick kan få Chris til at føle sig levende og fri igen, og hele huset ramler bogstavelig talt I LOVE DICK , da hun begiver sig på vej ud til sit stævnemøde. De helt intime relationer hænger sammen med samfundets politiske. Ægteparret må forsøge at bryde ud af de sociale og politiske konventioner sammen.
I LOVE DICK er interessant og vellykket feministisk samtidsteater om mænd og kvinder og magtstrukturer i samfundet, hvor kvinden Chris nok er forvirret, men dog er hovedpersonen, og protagonisten, cowboyen er begærobjektet.
Forestillingen begynder med cerebral samtale fyldt op af filosofiske og kunstkritiske referencer. Langsomt bygges der op til det uundgåelige erotiske møde mellem Chris og Dick med længelsfulde sange som Ramones Needles and Pins og Why Cant I Get Just one Screw sunget af Jimmy Jørgensen, men måske bliver forestillingen alligevel ikke helt kødelig nok. Dick-karakteren er muligvis ikke tegnet skarpt nok, for det kan virke som om refleksionerne i forestillingen, samtalerne mellem ægteparret står stærkest, fremfor den altopædende drift mod Dick.
