“Vi har mere end nogensinde brug for at reflektere over det samfund, vi lever i.” Lektor i dramaturgi, Janek Szatkowski har skrevet en kommentar til sceneversionen af Svend Åge Madsens roman Se dagens lys, der lige nu er aktuel på Aarhus Teater. Her argumenterer han for, hvordan forestillingens satiriske klichéer fratager tilskueren muligheden for at tænke selv, og så giver han et bud på, hvad forestillingen burde have lært os.
I Anne Liisbergs anmeldelse af Se dagens lys på Aarhus Teater, bliver projektet med dramatiseringen af Svend Åge Madsens roman fra 1980, præsenteret med et skarpt blik for dets samtidige relevans og samfundsmæssige kritik. Jeg er helt enig i, at vi mere end nogensinde har brug for at reflektere over det samfund, vi lever i. Det produktions-samfund, der blev skabt efter Anden Verdenskrig, udviklede sig til en velfærdsstat i vores del af verden. Det er næppe nogen overdrivelse at beskrive dette samfund som et krystalpalads midt på en udpint klode, og dets beboere som forkælede (Sloterdijk: In the World Interior of Capital) og spørge til, hvordan vi manøvrerer i et sådant samfund?
Julian Juhlins scenografi fremhæves fuldt fortjent, for scenografien er virkelig meddigtende og dynamisk. I anden akt er storbyen forsvundet og kun et enkelt lille uigennemsigtigt hus eksisterer i en grå tom verden uden for byernes lysende fortryllelse. Anders Kjems lysdesign smyger sig i tillæg smidigt rundt om dette univers, og skaber stemninger med enkle og effektive midler.
Anne Liisberg karakteriserer Julie Glargaards dramatisering som skarpt skåret og legende, også her er vi helt enige. I programmet udveksler Svend Åge Madsen og Julie Glargaard synspunkter på det at skrive for et teater, hvor instruktøren er blevet en afgørende skaber, for hvem teksten står til fri afbenyttelse, i udviklingen af den færdige forestilling. Den lille underspillede dialog mellem to dramatikere, rungede kraftigt i mit baghoved, da jeg havde set forestillingen.
Jeg er altså på ingen måde uenig med Anne Liisberg i de positive formuleringer. Når jeg alligevel gerne vil føje en kommentar til anmeldelsen, er det fordi jeg ikke er enig i at Rune Davis Grues ”let stiliserede iscenesættelse” forløser historien, og at instruktionen fx får noget ”legende let og rytmisk” frem i Christian Hetlands Elef. Jeg kan være enig i, at ensemblet arbejder hårdt for at gøre forestillingen ”velstøbt”, men har svært ved at se den ”fine naive nøgenhed”.
Det handler i bund og grund om en uenighed i forhold til en række instruktørmæssige valg af spillestil og manuskript-forandringer. Faktisk er det min oplevelse af forestillingen, at instruktionen (bevidst?) modarbejder fortællingens dramaturgi.
For efter min mening har forestillingen mistet grebet om det tekstmateriale der forelå. Jeg blev i hvert fald slået effektivt omkuld. At blive slået omkuld, kan jo være en berigende oplevelse i teatret, men her blev jeg efterladt med en stor tomhed. At blive udfordret kan være sundt i et ’udskiftningssamfund’, hvor man skal være omstillingsparat og fleksibel. Og en kritik af en dygtig og velrenommeret instruktør, kan jo få min kommentar til at fremstå som et relikt fra ’fastholdelsessamfundet’. Alligevel er jeg nødt til at skrive, at Rune David Grue som instruktør af denne forestilling, har foretaget valg af spillestil og personinstruktion som er med til at tage livet af alle de gode ambitioner bag valg og dramatisering af teksten og scenografens udspil. Her vil jeg gerne stå som tekstens forsvarer.
Komedie, satire eller parodi
At Rune David Grue har valgt ”en let stilisering” synes jeg ikke er dækkende. Hvorfor, spørger jeg mig selv, skal tilskueren mødes af figurer der optræder som om de er trådt lige ud af en dansk filmkomedie fra 1950’erne, eller en tredjerangsrevy, der har set for meget ”Poul og Fritz” (Rytteriet: Rasmus Botoft og Martin Buch). Hvad er det instruktøren vil opnå med dette? Efter at have vendt mange mulige svar i luften, er der ikke rigtig nogen, der overbeviser mig. Er idéen, at forestillingen skal bevæge sig fra komedien frem mod en tragik for at understrege de dystre perspektiver i ’udskiftningssamfundet’? Eller er den valgte spillestil og kostumering udtryk for en satire, der skal udstille livet i udskiftningssamfundet som stivnet i overflade, kliché og hul morskab? Uanset hvilket svar, jeg forsøger mig med, bliver jeg ude af stand til finde en forklaring, der bare nærmer sig tekstmaterialets sensitivitet og nuancering. Jeg får som tilskuer intet rum for refleksion, og ingen hjælp til at tænke selv. At balancere mellem dys- og eutopi kræver refleksionsrum. Det er temmelig vanskeligt når skuespillerne er tvunget ind i en forceret karikatur, der synes at udlevere ’udskiftningssamfundet’ fra første øjeblik. Det bliver trættende i længden, og det er så langt væk fra den eftertænksomhed og den ethos, der præger tekstforlægget, som man næsten kan komme. Er det et udslag af ’udskiftningslogik’ fristes man til at spørge.
Hvis valget af det ’komiske’ skulle fungere, ville det kræve, at forestillingen havde truffet et præcist valg i forhold til dét, der gør humor effektivt: nemlig at en socialt velkendt og accepteret adfærd (faste forhold, omgange med venner og jobs) som den initiale ramme bliver fremstillet i en alternativ ramme (ny partner hver dag, ingen dårlige stemninger i social omgang, kort arbejdstid i altid nye job). Den initiale ramme er den velkendte dagligdag, alle de accepterede konventioner, når de erstattes af nogle helt nye scripts, konventioner, så opstår det sammenstød, der giver anledning til humoren, der kan skubbe til kognitive og sociale meninger. Det, at skifte rammer (eller blende dem) med uvante eller fremmede ideer, er altså helt centralt.
Herfra bliver det afgørende, ’hvordan’ dette rammeskift gennemføres. Vi kan tale om satiren, som den form for humor (og ironi), der har et helt klart markeret mål, og som kan fremkalde en latter, der er båret af hån. Parodien derimod er mindre skarpt markeret i sit kritiske mål, og kalder mere på det vidende smil. Parodien holder af det, den parodierer. Satiren udleverer.
Svend Åge Madsens roman og Julie Glargaards manuskript er præget af det ironiske og af parodien. Grues forestilling trækker på satiren. Men hvad medfører det? Er det tekstens parodi, der udsættes for det satiriske blik, eller er det en bevidst ironisk omvending?
Tekst og forestilling
At en forestilling bevæger sig bort fra sit tekstlige grundlag, er jo ikke i sig selv nogen dødssynd. Især da ikke, hvis den forestilling, der kommer ud af det, formulerer sit eget opgør med teksten og dens værdier.
Mit postulat er, at den forestilling man præsenteres for på Scala Scenen ikke udvider eller tilføjer noget som helst. Snarere fastholder den tilskueren i mere ufrihed end både ’fastholdelses- og udskiftningssamfundene’ tilsammen.
Hvis forestillingen udsagn skulle være at ’udskiftningssamfundet’ er til grin, udlever det til den satiriske latter, så peger det på en meget ringe tiltro til såvel tekst som tilskuer. Som tilskuer får jeg trukket en tolkning ned over hovedet af udskiftningssamfundet, og bliver frataget muligheden for selv at finde en måde at læse det ’nye’ på. Det bliver banket fast med syvtommersøm og rosévin. Slutningen bliver derfor også patetisk (på den kedelige måde).
Anne Plauborg forsøger at give sin Maya-figur flere nuancer inden i alt det forcerede, og hun kommer beundringsværdigt langt med det. Hun lades i stikken, også fordi Christian Hetland som Elef er presset ned i en træmand af en figur, der fremstår med en stivhed i kropssprog, gestik, mimik og sminke, som gør det overordentlig vanskeligt at tro på, at han er det nysgerrige energibundt, der med nysgerrighed og eros tiltrækker Maya.
Kim Veisgaard giver figuren Agge et omrids af karakter. Agge, der i første akt tager afstand fra det overfladiske og tiltrækkes af de stakler i samfundet, der ikke klarer at leve i udskiftningsrusen, og som i anden akt fremstår som en hjernevasket krøbling, afrettet og sat på transportbåndet igen. I tråd med personinstruktionen får Anders Baggesen brug for hele sit righoldige repertoire af homo-karikaturer, mens han i anden akt får lov til at trække det helt store deklamatoriske register ud, med kunstpauser og overbetoning af enkelte ORD. Det giver den vigtige monolog om tiden før udskiftningssamfundet og fortiden, et ironisk udtryk – hvorfor er dette valgt? Når man ser, hvad Anders Baggesen kan i slutningen af anden akt som den meget gamle Varinka, må man fortvivle. De øvrige figurer er overladt til ’typerne’ og en spillestil med satirens træk. Så Marie Marschner, Anna Nøhr Tolstrup, Kristi Kærn, Frederik Mansø Boutrup og Magnus Haugaard kæmper derfor det bedste, de kan for at få en komik til at fungere, i et univers, hvor der aldrig har været tænkt en eneste kliché. Børneskuespillerne gør det sandelig også godt, og her er deres lille stivhed blot en fin kommentar til de velopdragne og velfungerende børn midt i et rablende vanvid.
Rune David Grues instruktørgreb opleves manipulerende og overfladisk. Det modarbejder (bevidst?) næsten enhver af de tanke-strukturer og centrale værdier, der optræder i tekstmaterialet. Denne disrespekt for teksten kalder på eftertanken. Hvad er det forestillingen mister?
Det forkælede samfund
Lad det blive ved en argumentation for en af de centrale værdier, der findes i både Svend Åge Madsens roman og Julie Glargaards manuskript. Et samfund, der ikke formår at forestille sig ’det anderledes sted’, det, der kunne være muligt i en god fremtid, er et ufrit og fastlåst samfund. Ingen, der tør og kan tænke sådan eutopi igennem, vil hævde, at det er ensbetydende med fuld frihed og autonomi for det enkelte individ. Hvad vi som overflodssamfund i uhørt forkælelse burde have lært, er, at det at blive ’aflastet’ for byrder, ikke længere at skulle slås for politisk frihed, kæmpe for føde og husly, have betalt sundhed og uddannelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, at al den aflastning medfører ny utilpashed, begær efter alt det, der nu byder sig til som underholdning, udfordring, flugt. Det, vi burde have lært er, at enhver social relation, mellem elskende, mellem venner eller kolleger kræver, at den enkelte afstår fra noget af sin frihed, noget af sin autonomi, for det er prisen for at indgå i et fællesskab – en socialitet. Både ’fastholdelses- og udskiftningssystemet’ er variationer over dette tema. Det grundlæggende forhold er, at socialitet kræver afståelse. Det vi har så svært ved at forestille os, er, hvordan det kunne være anderledes.
Så når forestillingen fra starten udleverer ’det anderledes’ til satiriske klichéer, har den allerede gjort regnskabet op. Forestillingen udstiller forsøget som mislykket, til grin. Når jeg derimod læser romanen, bliver jeg betaget af dens prøvende leg med forestillingen om dette nye topos. Den fører mig ind i en lokkende verden af muligheder, den får mig til at lege med på tanken om denne afveksling i udskiftningssamfundet. Fra dette meddigtende udsigtssted føres jeg videre ind i visionen og det nye topos folder sig ud. Moralen i romanen er jo klar nok: Denne måde at tilfredsstille det enkelte individs behov for autonomi på, er direkte autoritær, fordi ’tilfældighed’ må aflyse enhver kontinuitet. Der er rigtig mange træk i dette, der peger direkte ud i det samfund, vi lever i i dag. Konklusionen er, at den måde at stille sin ”frihed” til rådighed på, ikke er nogen god idé. Som læser af romanen har jeg tænkt det sammen med Svend Åge Madsen, oplevet appellen, men også de iboende problemer, og jeg bliver lidt klogere. Den rejse tager forestillingen mig ikke med ud på. Det er synd. Friheden tages fra os.
