Kønsbestemt publikum er ikke en hverdag i teatret, men nu tager ungdomsteatret ZeBU teten og sætter en forestilling på scenen, som kun er for den mandlige del af befolkningen. Idémand og instruktør Jørgen Carlslund er ret klar på, hvorfor det er et vigtigt greb, og her fortæller han hvorfor.
Ungdomsforestillingen Mand til mand er kun for hankøn både på scene og i sal, men hvad handler det om? Jørgen Carlslund, der er teaterleder og instruktør bag forestillingen siger:
”Det handler om, hvordan vi kommer videre efter #MeToo, og hvad skal der til for at de unge drenge, der bliver den næste generation af mænd, ikke gentager fædrenes ”vanekrænkelser.””
“Manderollerne er under forandring, hvilket gør drengene usikre på, hvad der forventes af dem. Jeg oplever, at de unge drenge grundlæggende har en god fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Men når de bombarderes med kønsstereotyper, bl.a. fra porno på nettet, og samtidig er ubevidste om de kønsnormer, de er underlagt, skaber det forvirring hos dem.”
Forestillingen handler om to mænd, begge fædre, der bliver konfronteret med deres syn på kønsroller, da deres døtre fortæller, at de er blevet generet, måske endda forulempet, af nogle drenge. De to mænd møder modstand i hinandens opfattelse af køn og identitet, når de som fædre må tage stilling til de unges konflikt.
Spørgsmålet er, hvad det er for en krænkelseskultur, som foregår netop nu?
”De krænkelseshistorier, der indgår i forestillingen, tager udgangspunkt i den type historier, vi kender fra medierne om delinger af intime videoer – og billeder og grov bagtale på nettet. At skrive og dele digitalt sætter ikke gang i empati i så høj grad, som når mennesker mødes i virkeligheden. Vi påstår bestemt ikke, at alle drenge er grove, men advarer med eksemplerne mod den manglende empati i den digitale verden og viser faren ved at underlægge sig gruppepres.”
Hvad er faren ved at påtage sig disse manderoller, som forestillingens drenge har gjort?
”Faren er at påtage sig de ”gamle” manderoller, som vi i forestillingen skildrer som mænds utilstrækkelige evne til at mærke og tale om følelser. Forestillingens pointe er fædrenes manglende opgør med deres egen fortid og dermed manglende evne til at være ærlige rollemodeller.”
Hvad har du gjort for at komme ind på livet af de unge drenge og den aktuelle tematik?
”Vi arbejder altid med forskellige former for research med målgruppen, når vi udvikler på forestillinger. I den forbindelse har vi haft stor berøring med 13–16årige, og det var under samtaler med drenge, under forberedelserne til en anden ungdomsforestilling at inspirationen til at beskæftige os specifikt med drengene kom. Som forberedelse til prøverne har jeg interviewet nogle 8. klassedrenge og også bedt dem om anonymt at besvare nogle spørgsmål. I prøveforløbet har vi flere gange haft 7., 8. og 9. klasse drenge som prøvepublikum for at teste troværdighed, aktualitet og relevans.
Hvordan har du arbejdet med tematikkerne i forestillingen – hvilke kunstneriske greb skal understøtte tematikken?
”Vores målgruppe er ikke teatervant, og egentlig er det væsentligste kunstneriske greb at behandle temaet i dramatisk form. Vi bruger simple greb lånt fra filmmediet, som at springe frem og tilbage i tid og klippe ind og ud af scener. Vi præsenterer tematikkerne i forestillingen som om publikum overværer et foredrag, men udfolder, perspektiverer og undersøger temaet i det drama, der udspiller sig i og mellem de to hovedkarakterer.”
Hvad er det for modtræk til #MeToo-bølgen, som du vil tale ind i med forestillingens tematik?
”#MeToo som begreb er abstrakt for drengene, men historier om krænkelser formidlet som dramatik åbner for identifikation, fremkalder og giver plads til følelser og rummer stor kompleksitet. Det gør risikoen for selv at begå overgreb til noget konkret og giver forståelse for, hvordan det undgås.”
Hvorfor er det så vigtigt, at det kun er drenge og mænd, som er publikum?
”Først var vi bare nysgerrige på, hvad der ville ske i teaterrummet, hvis der kun var drenge til stede. Nu har vi erfaret, at drengene føler sig taget meget alvorligt ved, at vi dedikerer en forestilling til dem, og det ser ud til at det får dem til at give forestillingen ekstra koncentration. Vi oplever også, at drengene åbner sig mere. Erfaringer, der bekræfter os i at eksperimentet med at invitere drengene alene i teatret er det rigtige valg til netop denne her forestilling.”
Hvad er det netop dette fællesskab kan spæde til i forhold til forestillingens tematik?
”Mænd har traditionelt opfattet sig som bare værende ”det normale” og som individer, uden at identificere sig som et køn, hvor kvinder i højere grad har set sig som piger og kvinder og har brugt denne identifikation og fællesskab i opgøret med de gamle roller og i processen med udviklingen af nye. Vi mener, at det vil hjælpe mænd i udviklingen af nye manderoller også at se sig som fællesskab, der sammen kan udvikle nye mangfoldige måder at være mand på.”
Hvor kan kunsten være med til at gribe ind i udvikling?
”Den kommercielle massekultur har den altdominerende rolle i påvirkningen af de unge og deres udvikling, men netop derfor er det uhyre vigtigt, at de møder kunst i forskellige former, så de oplever, at der findes andre udtryk, andre identifikationsmuligheder og andre veje til selv at udtrykke sig. Og for scenekunstens vedkommende, hvor stærkt et medie den levende fortælling fra menneske til menneske kan være.”
Hvad håber du mest af alt, at de unge drenge/mænd tager med sig fra forestillingen?
”Følelsen af, at vi tager dem alvorligt, at vi voksne stoler på dem og måske en overraskelse over, hvor fedt det kan være at se teater.”
“Jeg har lyst til at tilføje, at selvom vi ønsker at spille forestillingen udelukkende for drenge, er det ikke ment som et indspark i kønsdebatten. Som vi skriver på ZeBUs hjemmeside, er den også for personer, der opfatter sig som drenge og i øvrigt også for fagfolk. Og selvom vi taler om drengene og pigerne, betragter vi maskulinitet og femininitet som graduerede egenskaber ved alle køn.”
