Der er ikke meget absurd teater over Gitte Kaths iscenesættelse af Bertolt Brechts Svejk i Anden Verdenskrig for Teatret Møllen. Derimod ender forestillingen, der netop nu turnerer landet rundt, som en forglemmelig oplevelse, der skifter mellem det fine og det dilettantiske.
Bertolt Brechts Schweyk im Zweiten Weltkrieg, der blev skrevet under forfatterens krigseksil i USA i 1940’erne og siden uropført i 1957, er inspireret af Jaroslav Haseks roman Den gode soldat Svejks eventyr. Det er tekster fra en tid, hvor svære emner og storpolitik blev behandlet humoristisk og gerne med et strejf af noget absurd – både i litteraturen og på scenen.
Handlingen i Svejk i Anden Verdenskrig udspilles i Tjekkiet. Nærmere bestemt med udgangspunkt i værtshuset Bægeret i Prag. Svejk er stamgæst på Bægeret. Han er hundehandler og besidder ikke evnen til at holde sin mund. Heller ikke selvom han er omgivet af SS-mænd, der bare venter på en lejlighed til at arrestere alle og enhver.
I sit forsøg på at skaffe lidt kød til sin evigt sultne ven Baloun, der ikke kan være “en god tjekke på tom mave”, får Svejk rodet sig ud i tyveri og sortbørshandel. Han falder i unåde hos en tysk SS-officer og ryger via fængslet videre som tysk soldat ved Østfronten.
Musikalsk velklingende
Brechts Svejk er fuld af humor og absurde påfund, der står i et stærkt modsætningsforhold til den grelle virkelighed, han lever i i det besatte Tjekkiet. Han er en skæv karakter, der på mange måder minder om en af Becketts vagabonder, der venter forgæves på Godot, men han er også fuld af livsmod og godt humør.
Alt sammen lykkes det 40-års jubilaren Ole Sørensen at indfange på fin vis i sin fortolkning af Svejk. Med bowlerhat og et skønt glimt i øjet går Svejk til alle opgaver med enfoldig entusiasme – “erklæret idiot”, som han er – uanset om han befinder sig i forhør hos en tysk officer eller skal franarre en hund fra en pige på gaden.
I fællesskabet i Bægeret holder man modet oppe med sang og musik. Uta Motz er kærlig men bestemt som værtinden Kopecka, der skiftevis serverer øl og synger for sine stamgæster, for at undgå konflikter og for megen snak om politisk farlige emner.
Med på scenen er Rasmus Steenberg, der både spiller musik, styrer lydeffekter og har enkelte mindre roller. Når hele værtshuset – fra Svejk og Kopecka til Klaus Andersens Baloun og Sara Line Møllers Anna – bryder ud i flerstemmig sang, er det både velklingende og sødt. Men indimellem virker det også ret umotiveret i forhold til handlingen.
De musikalske indslag står desuden i kontrast til den øvrige lyd, der ikke er helt i top. Nogle af de medvirkendes mikrofoner skratter en hel del og har en underlig hul rumklang, som talte de inde fra en papkasse. Det giver desværre visse steder iscenesættelsen et lettere dilettantisk præg.
Ikke meget bid
Gitte Kath har ikke formået for alvor at sammenbinde de forskellige elementer i Svejk i Anden Verdenskrig. Hendes scenografi, der består af liggende karlekammerskabe, skamler og forskellige motiver fra hagekors til godstog projiceret på bagvæggen bag skuespillerne, virker underligt overflødig og bidrager ikke med noget til fortællingen.
Dialog og sange fremstår mere som løsrevne fragmenter end som dele af en samlet helhed. Valget af synlig omklædning på scenen, samt de ikke aktive skuespillere, der sidder på stole og venter i den ene side, giver i samspil med det fragmentariske udtryk i højere grad en oplevelse af teatersport end færdig forestilling.
Der er ikke meget bid i denne iscenesættelse, som får fortællingen om Svejk til at fremstå lidt harmløs og forglemmelig. Selvfølgelig går ikke alle spydige kommentarer helt tabt. Når Svejk undres over, at alle vil “have rene racer,” er det tydeligt, at det handler lige så meget om mennesker, som det gadekryds af en hund, han har fundet på sin march mod Østfronten.
Skuespillerne gør det glimrende, men alligevel ender Svejk i Anden Verdenskrig som en lidt ambivalent oplevelse, der veksler mellem fine musikalske indslag og et lidt uklart handlingsforløb. Publikum efterlades med en fornemmelse af, at der ligger mere bag, som vi aldrig ser. At et budskab eller en pointe er gået tabt undervejs.
Svejk i Anden Verdenskrig lever ikke op til Teatret Møllens niveau fra Haabet sidste år. Og det er svært at se, hvad vi skal bruge denne forestilling til i dag.
